Året der gik 2022: Erfaringsdeling, politisk arbejde, og social fællesskab

Landsformanden i Dansk Handicap Forbund benytter årets sidste dag til at danne et overblik over, hvad det har bragt med sig.

31, december 2022

Af Susanne Olsen, landsformand

Jeg bliver ekstra stolt, når jeg ved årets afslutning danner mig et overblik over alt det, som vores forbund har udrettet.

Vores 41 lokalafdelinger, fire specialkredse, udvalg, netværksgrupper og nationale indsatser taler for sig selv. Lige netop derfor vil jeg gerne bruge lidt spalteplads på at markere et mindre udpluk af det, som er bedrevet i årets løb.

Det er langt fra en udtømmende liste, men den giver et snært af, hvorfor jeg er stolt af at repræsentere forbundet.

Lokalt står vi sammen
Vi er til stede i mange hjørner af landet, og der sker noget hver dag, som aldrig når mine ører. Jeg vil derfor begynde med at anerkende de mange indsatser, forandringer og forbedringer medlemmer af Dansk Handicap Forbund hver dag gør i den virkelige verden.

For to måneder siden var tillidsvalgte fra 33 lokalafdelinger og fire specialkredse for første gang i fire år samlet til forbundets kongres. Det var en fornøjelse at se så mange, og det var en reminder om, at det digitale samvær ikke kan stå alene. Se et udklip fra kongressen her.

På kongressen uddelte forbundet Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris 2022. Prisen uddeles som et led i at nedbryde fordomme på arbejdsmarkedet, som kan eksisterer hos ledere, kommende kollegaer eller sågar personen, der selv lever med et handicap.

I år gik prisen til kørestolsfabrikanten Wolturnus, for her kan man som menneske med et handicap få et job på lige fod med alle andre. Vi håber, prisen kan være med til at inspirere andre virksomheder til at sikre det samme.

2022 blev også et år, hvor den måde vi lærer af hinanden – på tværs af landet – tog skridtet videre. Tillidsvalgte i Lillebælt afdeling har været med til ændre Middelfart Kommunes praksis. På grundlag af viden har kommunen droppet de udskældte kvalitetsstandarder for hvilke indsatser, der tilbydes, da alle beslutninger nu skal baseres på konkret og individuel vurdering.

Det har medlemmer Sorø fra Slagelse/Sorø afdelingen ladet sig inspirere af, og det har således ført til, at repræsentanter fra begge lokalafdelinger har afholdt fælles workshop med kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune. Nu arbejdes der på at få arrangeret en studietur fra Sorø til Middelfart for at hente mere viden.

Dette er et rigtig godt eksempel på, hvordan vores lokale repræsentanter skaber meget håndgribelige resultater for medlemmerne gennem gode, nærværende relationer og vedholdende arbejde.

En helt unik specialviden
Dansk Handicap Forbund rummer også fire specialkredse, udvalg og netværksgrupper, der hver især har en nærværende og helt særlig viden inden for netop det område, de beskæftiger sig med.

I vores Ungdomskreds har de i år sat spørgsmål ved normalitetsbegrebet ved at understrege, at det er normalt at være unormal. En forståelse af at alle er forskellige.

Formanden for Ungdomskredsen har afholdt workshop i en folkeskoleklasse, hvor en elev har et handicap. I stedet for at fokusere på eleven med handicap, tog hun udgangspunkt i alle eleverne.

Hver især blev de bedt om at sætte ord på situationer, hvor de havde følt sig uden for fællesskabet. Det viste sig at være noget, alle kunne genkende. På den måde blev en ny og fælles erkendelse skabt i klassen.

2022 blev et år med ny interesse for forældreområdet i forbundet. Nye kræfter har meldt sig på banen for at styrke fællesskabet hos forældre med handicap.

Samtidig er en ny indsats for erfaringsdeling for forældre til børn med handicap sat i gang. Indtil videre er 30 familier fra hele landet koblet sammen, og i 2023 følger 40 nye familier. Det er stadig muligt at tilmelde sig, læs mere her.

Hver dag arbejder vi nationalt
Desværre kan mit tilbageblik ikke kun være positivt. I marts kom Rigsrevisionen med en beretning med kras kritik af forvaltningen af handicapområdet. Og i kølvandet på evalueringen af det specialiserede socialområde fulgte et uambitiøst udspil fra den daværende regering, som ikke ville have nogen betydning i praksis.

En ansvarlig justering af handicapområdet, som beskrevet af forbundet sammen med den øvrige handicapbevægelse, har afgørende betydning for, at offentlige beslutninger gøres med et korrekt og forebyggende sigte. Derfor er mit største ønske for det nye år, at den ny regering vil tage det alvorligt.

En af forbundets kerneopgaver er rådgivning og bisidderstøtte til vores medlemmer. Vores fem socialrådgivere har alle egen erfaringer med funktionsnedsættelser og arbejder hver dag for at styrke og støtte de medlemmer, som oplever problemer i mødet med systemet.

I år har vi betjent 2.111 henvendelser om hjælp fordelt på 468 sagsforløb. For eksempel har forbundet været involveret i en fjerdedel af alle de BPA-sager, som behandles i ankesystemet.

Vi hjælper typisk medlemmerne med at få et overblik, få beskrevet deres behov og lægger en plan for, hvordan de kommer videre, dog efterlader året os også med mere håndgribelige sager.

For eksempel et ændret resultat i en sag i relation til en BPA-opgørelse, hvor en hårdt presset familie blev mødt med et betalingskrav på 172.000 kr. Denne opgørelse er efterfølgende blevet markant nedsat.

Også de frivillige bisiddere har haft travlt med deltagelse i møder med kommunerne. Vi anslår, at der er leveret næsten 700 frivilligtimer i løbet af året.

I en lang række sager har forbundets indsats forhindret nedskæring eller frakendelse af hjælp. Det giver brændstof til at fortsætte arbejdet med at sikre medlemmernes retssikkerhed, som er afgørende for det enkelte menneske, og er med til at give os unik viden om, hvad der rører sig på området, og som kvalificerer vores politiske arbejde.

Vi arbejder sammen med syv andre organisationer på bevægelseshandicapområdet i et BPA-netværk (netværk for borgerstyret personlig assistance red.). I år har vi i netværket fortsat haft stort fokus på de udfordringer, vores medlemmer oplever.

En del af netværkets arbejde har ført til, at der blev afsat 15 millioner kroner på "Finanslov for finansåret 2022". Der er sket meget på området, som man kan læse meget mere om i sidste udgave af Handicap-nyt, på side 44, hvor vi gør status over arbejdet.

Et andet område, hvor den særlige viden kommer til udtryk, er i forbundets beskæftigelsesindsats. I december afsluttede vi anden Iværksætterbootcamp for mennesker med handicap på Børsen i København. De unge deltagere mødte ros og anerkendende ord, og jeg glæder mig til at se, hvordan de nye virksomheder kommer til at blomstre.

Vores beskæftigelsesindsats omfatter også samarbejdet med landets jobcentre, hvor der først og fremmest skal lyde en stor tak til de jobcentre, som vi har fået lov at arbejde tæt sammen med. Indsatserne har ført til at 670 borgere er blevet visiteret ind i projekterne, og resultaterne taler for sig selv.

Ud af de 670 er 494 kommet i arbejde eller uddannelse, hvilket svarer til godt 70 %. Den menneskelig værdi, det må give, kan man slet ikke sætte en pris på. Men skal vi tale i kroner og øre, betyder det sammenlagt en samfundsøkonomisk gevinst på et trecifret millionbeløb.

Igen i år har vi afholdt adskillig online-arrangementer med emner fra handicappolitik til ensomhed. Et udpluk fremgår af hjemmesiden. Den online-vidensdeling giver os fortsat mulighed for at ramme bredt og samle mange, som vi ikke ville se til de fysiske arrangementer.

2022 har stået i samarbejdets tegn, hvor vi på tværs af netværket har stået sammen. I år står det særligt tydeligt for mig, at vi dermed også står sammen på tværs af generationer.

For at slutte, hvor jeg begyndte, vil jeg til sidst fremhæve det generationsskifte, som viste sig ved årets kongres. Flere unge ansigter meldte sig nemlig på banen, og to medlemmer af Ungdomskredsen blev valgt ind i hovedbestyrelsen. Det skal vi alle være glade for. Selvom det ikke er nyt for mig, så understreger det, at Dansk Handicap Forbund bliver ved med at være relevant.

Rigtig godt nytår!

 

 

Seneste fokus og perspektiv

 
Forrige
Forrige

Erhvervslivet bekræfter handicaporganisationers udsagn: Tillidskris på handicapområdet kalder på reform

Næste
Næste

Kære SMV-regering, Dansk Handicap Forbund står klar med viden