Ny netværksgruppe for forældre med handicap

Et nyt samlingspunkt for forældre med handicap oprettes i Dansk Handicap Forbund. Her bliver det muligt at dele erfaringer, være fælles om aktiviteter og bare være sig selv.

05. dec. 2022

Kom med til det første møde i netværksgruppen for forældre med handicap
Torsdag den 26. januar kl. 19.30-21.00 inviterer Dansk Handicap Forbunds nye netværk for forældre med et bevægelseshandicap til online informationsaften i Det Virtuelle Forsamlingshus.

Landsformand Susanne Olsen byder velkommen med et par ord om, hvorfor denne form for forældrenetværk er vigtig for Dansk Handicap Forbund.

De fire forældre og frontpersoner Janne Sidenius, Trine Jensen, Maja Sjøgreen og Lea Kristensen vil på aftenen fortælle mere om tankerne bag opstarten af netværket for forældre, der selv har et bevægelseshandicap. Efterfølgende vil alle kunne byde ind med overvejelser og idéer til samtalen.

Bliv en del af netværket
Har du selv et fysisk handicap, og kunne du tænke dig at møde og indgå i sparring med andre i samme situation, så er vores nye netværk måske noget for dig.

Det hele foregår på Zoom, og tilgås via følgende link: https://us06web.zoom.us/j/83434503806.

Vi håber på at se dig til en spændende aften.

Er du forælder, og har du et handicap? Så har du måske oplevet, at der kan være udfordringer omkring forældreskabet både i forhold til praktiske løsninger i hverdagen, i mødet med myndighederne, eller i forhold til hvordan man skaber de bedst mulige betingelser for børnene og familien.

Flere forældre med handicap har udtrykt interesse og behov for et fællesskab og samlingspunkt med andre, der står i samme livssituation: at varetage en forælderrolle og leve med et handicap.

Den nye gruppering er igangsat af fire frontpersoner i Dansk Handicap Forbund, som har en forhåbningen om at danne et frirum, hvor deltagerne kan være sig selv.

”Min egen datter har sat ord på, at det er træls, at mor er handicappet, og at jeg ikke kan det samme, som andre forældre kan. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt at få skabt et sted, hvor hun kan være barn, selvom jeg har et handicap. Et sted, hvor vi kan udleve de samme aktiviteter, som alle andre gør med deres forældre,” forklarer Janne Sidenius Kirsch.

Forælderrollen er altid forbundet med udfordringer
Dansk Handicap Forbund har en ambition om, at ingen med handicap skal stå alene med deres udfordringer, og lige netop derfor er fællesskaberne så utroligt vigtige.

For mennesker med handicap er forælderrollen forbundet med en række udfordringer, der går igen hos de mange forskellige typer af forældre. Eksempler kan være:

1) Praktiske forhold, som handler om, hvordan man løser udfordringer i hverdagen. Det kan være lige fra bleskift, deltagelse i leg og samvær med barnet, transport- og tilgængelighedsudfordringer m.v.

2) Udfordringer i forhold til at søge og få bevilget kompensationsordninger eller andre udfordringer i mødet med systemet. Herunder en manglende forståelse for at man første og fremmest er forælder ligesom alle andre, men man er det bare på en anden måde.

3) Psykologiske tematikker som følger af, at noget er anderledes i forhold til andre forældre. Dette ses både hos forældrene og børnene, som ofte står midt imellem to virkeligheder.

Landsformand Susanne Olsen er henrykt over initiativet:

”Jeg synes, det er skønt, at stærke kræfter i vores forbund ser muligheden for at igangsætte et nyt fællesskab, som er vigtigt for dem. Det er lige netop derfor, at Dansk Handicap Forbund har en vigtig plads i det store systemiske hjul – at vi kan forny os og give vores medlemmer et ståsted og en større stemme. Vi er klar til at understøtte initiativet, og vi håber, at vi sammen kan skabe et stærkt fællesskab til gavn for de mange familier, hvor handicap er et grundvilkår i det at være forælder.”

 

Hvis du ønsker at blive en del af gruppen, kan frontpersonerne kontaktes via forbundets sekretariat på tlf.: 39 29 35 55 eller e-mail: dhf@danskhandicapforbund.dk.

Seneste nyheder

Erhvervslivet bekræfter handicaporganisationers udsagn: Tillidskrise på handicapområdet kalder på reform
24. jan. 2023

Erhvervslivet bekræfter handicaporganisationers udsagn: Tillidskrise på handicapområdet kalder på reform

Medlemmer søges til ny digital arbejdsgruppe
13. jan. 2023

Medlemmer søges til ny digital arbejdsgruppe

Året der gik 2022: erfaringsdeling, politisk arbejde og socialt fællesskab
31. dec. 2022

Året der gik 2022: erfaringsdeling, politisk arbejde og socialt fællesskab

Kære SVM-regering, Dansk Handicap Forbund står klar med viden
14. dec. 2022

Kære SVM-regering, Dansk Handicap Forbund står klar med viden

International handicapdag 2022: en fejring af fællesskaber
03. dec. 2022

International handicapdag 2022: en fejring af fællesskaber

Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris 2022 går til Wolturnus
24. nov. 2022

Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris 2022 går til Wolturnus

Støt Dansk Handicap Forbund

Husk at skrive CPR-nummer, så sørger vi for at indberette beløbet til SKAT