Vores viden skaber resultater
Foto: Dansk Handicap Forbund
Dansk Handicap Forbund samler en enorm mængde unik viden om det levede liv med handicap. Den viden bruger vi aktivt til at skabe konkrete forandringer til gavn for borgerne i eksempelvis jobcentre og A-kasser under overskriften ”Vi hjælper dem, der hjælper andre”. Alene i 2024 har vi bidraget til, at 184 mennesker er kommet i job eller uddannelse.
Den 27. marts 2025
Jubilæumshistorie nr. 13 i anledning af Dansk Handicap Forbunds 100-års jubilæum
Fra viden til konkrete forandringer
Viden om det levede liv med handicap er Dansk Handicap Forbunds råstof og i vores 100 års jubilæumsår fremhæver vi de indsatser, som særligt kendetegner forbundet og vores arbejde. Vores medlemmer er eksperter i deres eget liv og sidder derfor med en vigtig nøgle til at skabe de rette løsninger.
Samtidig har vi stor viden om de kompenserende ordninger og hvad der skal til for at bygge bro imellem borgere, virksomheder og jobcentre og herigennem gøre vejen til job eller uddannelse kortere og mere smidig.
Igennem en årrække har forbundet arbejdet intenst på at få denne viden til at arbejde i praksis. Det har vi gjort ved at indgå i projekter og levere konsulentydelser til kommunernes jobcentre og senest til A-kasserne – efter at de har overtaget en del af ansvaret for de ledige.
Myndighederne fokuserer meget på love og regler og skal leve op til mange proceskrav, mens virksomhederne fokuserer på at få løst nogle opgaver og derfor har brug for ledige hænder.
Vores vigtigste fokus i dette arbejde er at forene disse forskellige arbejdsmetoder, så virksomhederne oplever en hurtig og effektiv service fra kommunerne, som sikrer, at medarbejderen bliver kompenseret og kan fungere på lige fod med andre kolleger.
Vi har en særlig viden om, hvordan virkeligheden opleves for det enkelte menneske med funktionsnedsættelser og det er disse forskellige tilgange vi er skarpe på at få forenet. Siden 2016 har vi været aktive med dette arbejde i mere end 30 kommuner og er nu også engageret i A-kasserne.
Tilbagemeldingerne fra dem der deltager i et forløb med os er, at det gør en stor og meget konkret forskel.
I 2024 har vi understøttet, at 184 personer kom enten i job eller uddannelse – hvilket, ifølge den sociale beregner, svarer til en samfundsgevinst på 44 millioner kr.
Skab forandring med et forløb hos Dansk Handicap Forbund
Vi tilbyder i Danske Handicap Forbund aktører på beskæftigelsesområdet forløb, som kan løfte deres beskæftigelsesindsats gennem screening af borgeren, fokus på kompensationsmulighederne og i særlig grad virksomhedsforståelse.
Forløb skræddersys til den enkelte kommune (eller andre aktører) og kan bestå af undervisning, sparring, workshops, analyse af interessenternes behov og klar målsætning, samt en plan for, hvordan man skaber de konkrete forandringer.
Når en kommune beslutter sig for at gå aktivt ind i et forløb og har hele organisationen med, så kan vi meget tydeligt måle, at det flytter sig.
Vi kan tilbyde en samtale med netværkschef Kurt Holm Nielsen fra DHF, som kan tage en snak med jer om, hvad jeres behov er og hvordan I kan se et forløb skruet sammen, så det passer ind i jeres virkelighed.