For os, som lever med en funktionsnedsættelse, har udvikling af nye teknologier altid været en del af vores udviklingshistorie, men succesen afhænger af, om vi som samfund har fokus på implementering, for når det handler om mennesker, er der ikke noget quickfix

07. oktober 2024

Af Susanne Olsen, Landsformand i Dansk Handicap Forbund.

Artiklen blev bragt på CareTech (Ingeniøren) fredag d. 4. oktober. CareTech henvender sig til professionelle, der arbejder med velfærdsteknologi i den danske sundhedssektor. Læs hele artiklen herunder:

En god historie
En person med nedsat bevægelighed tilbydes et job i en dagligvarebutik. Personen med nedsat bevægelighed kan ikke løfte varer og trimme hylder i butikken. Det skaber tvivl hos en arbejdsgiver.

I Danmark har vi en kompensationslov, som giver kommunerne mulighed for at bevilge særlige hjælpemidler, og i det konkrete tilfælde fortalte en kommunal repræsentant for beskæftigelsessystemet, at man havde bevilget et såkaldt exoskelet, som gjorde medarbejderen i stand til at udføre denne opgave.

Pludselig blev tvivl erstattet med glæde over et godt jobmatch. Dette er ét eksempel på bevilling af en dyr teknologisk løsning, som normalt er svær at opnå, men i det her tilfælde har systemet forstået, at en investering, som i udgangspunktet er dyr, rent faktisk modsvares af en kæmpe gevinst for både borger, virksomhed og samfundsøkonomi.

Samme positive historie kunne fortælles om borgere, som på grund af en indgribende funktionsnedsættelse ikke har mulighed for at komme på arbejdsmarkedet - men hvor villighed til at implementere nye teknologier ud fra borgerens ønske og livssituation både gør borgeren mere selvhjulpen i hverdagen, modvirker forværring af funktionsnedsættelsen og dermed sparer behandlingsudgifter.

Endelig løfter det livskvaliteten, og det gør, at man kan være en aktiv samfundsborger. For os, som lever med en funktionsnedsættelse, er det fuldstændigt indiskutabelt, at udvikling af nye teknologier er fantastiske for os.

Og sådan har det altid været. Jeg selv var som barn 100 % afhængig af andres hjælp for at bevæge mig rundt, men det, der dengang var ’højteknologisk’ – nemlig den elektriske kørestol – gav mig bevægelsesfrihed – jeg blev sat fri.

Udfordringer for implementeringen
De fleste af os ser altså grundlæggende meget positivt på velfærdsteknologien, men samtidig vil jeg hejse et flag, for succesen står og falder med, om vi som samfund forstår tre grundlæggende ting:

- Borgeren skal være i centrum for implementeringsprocessen.
- Der er intet quickfix, når det handler om mennesker.
- Systemet skal være villigt til at investere i mennesker ud fra en individuel vurdering af behov.

“Jeg selv var som barn 100 % afhængig af andres hjælp for at bevæge mig rundt, men det, der dengang var ’højteknologisk’ – nemlig den elektriske kørestol – gav mig bevægelsesfrihed – jeg blev sat fri”

— Susanne Olsen, landsformand DHF

I tider, hvor der er stort fokus på udgifterne på området, opstår der ofte en beruselse, når forskellige teknologier præsenteres som den geniale løsning, der kan erstatte personlig hjælp. Det kan føre til impulsive fejl, hvor man indkøber et stort antal enheder i forventning om, at den kan implementeres bredt hos en større gruppe borgere.

Her er det vigtigt at forstå, at ikke to borgere er ens. En funktionsnedsættelse påvirker det enkelte menneske forskelligt, og livssituation er også helt forskellig. Derfor må man altid begynde med at forstå, hvad den enkelte borgers behov er, før man kan springe til at pege på en mulig løsning.

Endelig er det også meget individuelt, hvordan vi hver især kan blive trygge og fortrolige med en ny teknologisk løsning. For mange mennesker er det en stor omvæltning at skulle ’smelte sammen’ med en ny teknologi. Et hjælpemiddel er jo vores arme og ben – ja, en del af vores krop.

Det kræver altså en helt særlig omtanke og forståelse for det enkelte menneske. Gør man det rigtigt, kan selv den borger, som er allermest utryg ved noget nyt og ukendt, godt blive fortrolig med det. Gør man det ikke, så skaber det modstand. Det kræver en særlig individuel indsats, og sagt kort, så er der intet quickfix, når det handler om mennesker.

Samtidig ser vi, at stram økonomisk forvaltning betyder, at det kan være svært for den enkelte at få bevilget de nye teknologier. Man bevilger i et her og nu-perspektiv, og det bliver til ’billigst egnede’ produkt. Dermed kommer man til at navigere uden om det, der potentielt kunne udvikle borgeren gennem øget selvhjulpenhed, mindre belastning på kroppen og øget livskvalitet. Når det fravælges, har det også negativ effekt på vilkårene for det miljø, som skal udvikle de nye løsninger. Som samfund mangler vi en italesættelse af behovet for, at investering i det enkelte menneske er til gavn for samfundet og en forudsætning for implementering af nye teknologier.

Brug for fælles forståelse
Igennem en årrække har jeg fulgt forskellige initiativer, som kaldes velfærdsteknologi. Jeg har også set forskellige forståelse og definitioner af, hvad det egentlig dækker over. Jeg har set eksempler på, at kommuner har indkøbt teknologier, men overset den individuelle behovsvurdering som driver for succesfuld implementering. Jeg har også set projekter, hvor man har testet teknologier af – typisk på botilbud, men ofte bliver de ikke udbredt nationalt, og de bliver ikke nødvendigvis en del af de løsninger, som kommunerne orienterer sig imod.

Når jeg ser på området, så slår det mig, at vi mangler en fælles retning på arbejdet med at udvikle, investere i og implementere de nye løsninger. Der er gode historier, men der er så sandelig også dårlige historier om fejlinvesteringer. Perspektiverne er forskellige afhængige af, om man er borger, kommunal sagsbehandler, fagmedarbejder, politiker elle rudvikler.

Jeg drømmer om, at vi i højere grad får italesat og samtænkt udfordringerne. En passende måde kunne være gennem en egentlig national handlingsplan på handicapområdet, hvor spørgsmålet om velfærdsteknologi burde indgå som en naturlig del af værktøjerne i værktøjskassen. Det handler i høj grad om implementering og om at have det rette fokus, så vi har vi en stærk mulighed for at undgå fejlinvesteringer, investere i at forbedre menneskers liv og skabe en bedre grobund for udvikling af nye innovative teknologier.