Handicap opfattes stadig mange steder som en synd, der må gemmes væk – ude af øje, ude af sind. Et af de steder er Honduras i Mellemamerika. Derfor er udviklingsarbejdet og oplysning om handicap en vigtig faktor for de en mio. honduranere, der lægger kroppe til de sociale følgevirkninger, deres handicap medfører.

Den 24. juli 2024

Kronikken er skrevet af Jacob Yoon Egeskov Nossell for Dansk Handicap Forbund og har tidligere været bragt på Danske Handicaporganisationers hjemmeside.

Herhjemme er udviklingsarbejdet målrettet personer med handicap forankret i Danske Handicaporganisationer, der med afsæt i Danmarks generelle udviklingspolitiske strategi arbejder for at sikre, at løftet om, at ingen må lades i stikken - også vedrører mennesker med handicap.

Det var for en af disse organisationer, nemlig Dansk Handicap Forbund, at jeg i forsommeren var udsendt til Mellemamerika – nærmere betegnet Honduras – for at undersøge, om udviklingsarbejdet har haft en positiv effekt. Og ikke mindst:

Om det overhovedet giver mening at bedrive udviklingsarbejde for handicappede i et land med en af verdens højeste mordrater, hvor fattigdom, vold, samt et overflødighedshorn af våben og korruption har skabt en, ubehagelig cocktail af tragedier.

Gennem det 16 år lange arbejde i det mellemamerikanske land, har partnerskaber dog vist sig som en vej at følge i opbygningen af selvstændige og professionelle handicaporganisationer i Det Globale Syd.

Et arbejde der langsomt, men sikkert har opbygget en handicapbevægelse med selvstændige organisationer, der hver især har den nødvendige kapacitet til selv at fortsætte og forankre rettighedsarbejdet og styrke den generelle viden om personer med handicap.

Det er også et faktum, at mennesker med handicap oplever mere diskrimination, overgreb og fattigdom end resten af befolkningen - ikke kun Honduras, men generelt over hele verden.

Dette oplevede jeg i mine møder og samtaler med mennesker, der helt bogstaveligt skraber bunden af den famøse samfundspyramide, og som i dén grad falder udenfor “homo economicus’" amerikaniserede drømme om at kravle op ad den sociale rangstige. Machokulturen har ikke meget til overs for fædre, der bliver lemlæstede af vådeskud, og ikke længere kan forsørge familien.

Der er ingen kære mor her!

Hverken hos de personer, jeg mødte, som kæmper med et fysisk handicap som følge af voldsepisoder - eller blandt grupperne af medfødte handicap som blindhed, hørehandicap, hjerneskade eller andre udviklings- eller bevægelseshandicap. Fælles for dem alle var, at de ikke havde adgang til hverken behandling og hjælpemidler. Endsige basal sundhed.

Artikelserien ‘Handicappet i Honduras’ går helt tæt på, hvordan det er at leve med et handicap i Latinamerika. Vi ser nærmere på temaer som fattigdom, vold mod kvinder, korruption og menneskerettigheder, når det gælder handicap. Og så undersøger vi sammenhængen mellem vores tilgang til udviklingsbistand – og vores generelle menneskesyn.

Det sker i forbindelse med, at Dansk Handicap Forbund trækker sig ud af landet i 2024 efter at have været til stede siden 2006 og hjulpet med at opbygge handicapområdet.

Artiklerne er skrevet af Jacob Yoon Egeskov Nossell, Nossell & Co., og Sacha Sennov, freelancer.

For der findes ikke nogen former for statsstøtte for personer med handicap i Honduras. Nogle få får støtte igennem forsikringer. Ellers er der ingen støtte til behandling, hjælpemidler eller husly. Blot for at nævne en markør, der understreger vigtigheden af at støtte op om personer med handicap i Honduras – og i andre udviklingslande i Det Globale Syd.

Med min personlige erfaring om netop behovet for professionel viden og behandling i tilfælde af fx en medfødt eller erhvervet hjerneskade var det hjerteskærende at se børn med disse og andre handicap overladt til decideret ingenting, og kravlende rundt på gulvet fordi de ingen kørestol havde - og uden udsigt til at komme uden for husets ”trygge” vægge, fordi handicap stadig betragtes som en synd der rammer både familien og nabolaget.

I den nytteløshed er det helt legitimt at spørge, om det overhovedet giver mening at bedrive udviklingsarbejde på handicapområdet, i et land hvis præsident sidste efterår måtte indføre landsdækkende undtagelsestilstand for at bekæmpe den voldelige bandekriminalitet? En bandekriminalitet der i øvrigt, ud over den ekstreme mordrate, også er en kontinuerlig kilde til invaliditet og dermed social eksklusion.

Svaret er både enkelt og dilemmafyldt. For på den ene hånd er det både en håbløs, meningsløs og irrationel opgave at laveudviklingsarbejde for personer med handicap i land, der er ved at blive ædt op indefra. Her er det helt reelle og legitime spørgsmål, om det overhovedet giver mening at hjælpe en minoritetsgruppe på omkring 1,2 millioner, som de handicappede udgør i Honduras, før man kan hjælpe normalbefolkningen på fode igen? Og hjælper man ikke alligevel de handicappede, når man hjælper de fattige?

Det nemmeste vil være at anlægge et klassisk utilitaristisk syn på udviklingsarbejdet. Her ville mantraet være, at vi skal hjælpe flest mulige mennesker for vores begrænsede ressourcer. Ud fra dette syn vil udviklingsarbejdet i forhold til mennesker med handicap blot udgøre et nytteløst sisyfos-arbejde. For ja – mennesker med handicap er dyrere pr. hoved end andre.

På den anden side fortæller det syn, vi vælger, også noget om vores overordnede menneskesyn.

Og ja, det ville være hysterisk hyklerisk, hvis undertegnede som repræsentant for handicapbevægelsen, der selv lever med et handicap, gik ind for den klassiske utilitarisme.

Især når jeg engang har regnet ud, at jeg har kostet den danske velfærdsstat rundt regnet 7,5 mio. kroner. Jeg ville være den første, der skulle hoppe i graven, hvis vi udelukkende målte på effektivitet og produktivitet alene.

Når jeg kobler udviklingsarbejde, handicap og menneskesyn sammen, er det fordi vores generelle menneskesyn er præget af irrationalitet. Heldigvis!

Menneskelivet er stadigvæk uerstatteligt og ukrænkeligt.

Det er derfor, vi bruger ressourcer på syge, trafikofre, gamle og personer med handicap - også i udviklingslandene. Hvis vi blot brugte nytteetikken som rettesnor, ville vi sikkert få et mere effektivt og produktivt samfund. Men det ville immervæk være et uhyggeligt samfund, hvor der kun var plads til de stærke og de raske.

Betyder det så, at jeg går ind for en altoverskyggende panteistisk lalleglad tilgang, hvor vi overhovedet ikke ser på, hvad der er realistisk som samfund at gøre med de ressourcer, vi nu engang har? Nej, selvfølgelig ikke.

Vi skal finde en passende balance og værdsætte den udvikling der faktisk er sket, de steder rundt i verden, hvor der er en positiv udvikling at spore – selv når den er svær at få øje på.

Ét er sikkert: Vi skal diskutere og reflektere over det – med åben pande.

Juan Olman Vasquez Aguilar

Fredesvinda Cerrato