Han hørte et brag og faldt omgående til jorden midt på dansegulvet. Skudepisoden for 32 år siden gjorde Juan Manuel Valladares lam. I dag kæmper han sig vej tilbage til den værdighed, der er fraværende for mange personer med handicap i Honduras. Et land, hvor volden er så udbredt, at den har fået sin egen betegnelse, "Violencia de Cultura".

Videoen er produceret af Jacob Nossell

29. juli 2024

Af Sacha Sennov, journalist og Jacob Yoon Egeskov Nossell, journalist og næstformand i CP Danmark

Juan er lam fra livet og ned. Han har valgt, at interviewet skal foregå i en park. Dette både fordi, at hans eget hjem ligger i et område, der er usikkert, men også fordi det er et af de få steder, hvor han som kørestol-bruger rent faktisk har adgang til.

Med lange seje træk får han sin kørestol hen til et lille bord i det store parkanlæg støbt i beton. Fra anlægget, hvor interviewet finder sted, kan man kigge ned over Tegucigalpa, som er hovedstaden i Honduras.

Han starter med at fortælle om den aften for 32 år siden, hvor en pistol gik af på et dansegulv – og gjorde ham lam:

“Jeg faldt ned. Min sjæl, min ånd forlod min krop. Jeg hørte folk sige, at jeg var død - og de skulle lade mig ligge. Jeg vidste ikke, hvad der foregik. Da jeg følte, at mit hjerte var ved at holde op med at slå, skreg jeg på min mor.”

Det er det sidste, Juan Manuel Valladares husker, inden han besvimede. Skudepisoden der gjorde ham lam, er langt fra et enkeltstående tilfælde i Honduras. En større gruppe har fået deres handicap fra banderelateret kriminalitet, overfald og skydevåben.

Men hvor mange der får et handicap som konsekvens af skydevåben om året, ved ingen, for landet fører ikke statistik over personer med handicap. Ved Dansk Handicap Forbunds kontor i Honduras anslår man, at der er omkring 1,2 millioner mennesker med et handicap ud af Honduras befolkning på lidt over 10 millioner.

Hvilke handicap de 1,2 millioner dækker over, vides ikke, da landet ikke måler på det, ligesom det heller ikke vides, om de får hjælp, går i skole, har et job eller har de fornødne hjælpemidler - for eksempel en kørestol.

Blev skudt ved en fejl
Volden er så udbredt i landet, at det kan være de rene tilfældigheder, der leder til, at en person trækker sit våben og skyder en anden person, fortæller Juan Manuel Valladares. Og for hans vedkommende var det slet ikke ham, som gerningsmanden ville skyde, men en anden. Overfaldet skete på en natklub i 1991, hvor han dansede med sine venner. Manden med pistolen var en gæst, der havde været indblandet i en slåskamp tidligere på aftenen med en af Juan Manuel Valladares venner. Det var derfor en af vennerne, som skulle have haft den kugle, der endte i Juan Manuel Valladares side og gik videre ind i hans rygsøjle.

“Jeg kunne mærke, at nogen kom ind omkring livet på mig, så hørte jeg bare et brag. Jeg faldt til jorden på ryggen midt på dansegulvet.”

Efter noget tid kom Juan Manuel Valladares til bevidsthed igen:

“Jeg åbnede mine øjne, og jeg så lys og folk, der skreg. Der var nogle, som tog fat i mig og satte mig ind i en taxa, der kørte mig til hospitalet. Men min pung og mit ur, havde de stjålet i mellemtiden.”

Du fejler intet
De fleste ofre for vold får desværre en mangelfuld behandling i hospitalsvæsnet i Honduras. Her er der hverken tilbud om rehabilitering, medicinsk eller psykologisk hjælp. Juan Manuel Valladares oplevede selv et hospitalsforløb, hvor der blev lavet fejl. Først troede lægen slet ikke, at der var sket noget og ville sende ham hjem igen. Men da Juan Manuel Valladares blev ved med at brokke sig, foretog de et ekstra røntgenbillede og fandt så ud af, at der faktisk sad en kugle i ryggen på ham.

“Det var først efter flere dage og operationer, at jeg fandt ud af, at jeg var blevet lam. Ingen fortalte mig det. Jeg var ude af stand til at føle noget. Lægen havde intet sagt. Ingen oplysninger. Det var meget hårdt,” fortæller Juan Manuel Valladares.

““Mennesker med lammelse får sår på kroppen, mens de er på hospitalet, fordi personalet ikke ved, hvordan de skal passe dem. De ligger nogle gange 15 dage på en side og ingen vender dem””

— Maycol Guerrero, koordinator DHF Honduras

Blev smidt lam på gulvet
Efter nogle dage på hospitalet blev Juan Manuel Valladares sendt hjem - dog uden en kørestol.

“To ambulanceførere satte mig ned på gulvet i min families hjem – og gik igen uden at give mig nogen form for støtte, kørestol eller vejlede mig om, der var nogle steder, hvor jeg kunne få hjælp. Så lå jeg bare der, “ fortæller Juan Manuel Valladares og forklarer, at hans familie heller ikke vidste, hvad de skulle gøre.

Sundhedsvæsnet i Honduras har i mange år lidt under fattigdom. Det anslås, at 18 procent af befolkningen ikke har adgang til sundhed eller får den fornødne behandling. Mange voldsofre får slet ikke en kørestol stillet til rådighed. Heller ikke selvom man er blevet lam fra livet og ned, oplyser den nationale handicaporganisation Ahlmys, som fokuserer på at hjælpe personer med rygskader. Man kender også godt problematikken hos Dansk Handicap Forbunds kontor i Honduras:

“Mennesker med lammelse får sår på kroppen, mens de er på hospitalet, fordi personalet ikke ved, hvordan de skal passe dem. De ligger nogle gange 15 dage på en side og ingen vender dem,” fortæller koordinatoren på kontoret, Maycol Guerrero. Han er ikke overrasket over Juan Manuel Valladares historie, for dem har han hørt før.

Som en konsekvens af sin lammelse havde Juan Manuel Valladares store problemer med at komme ud af hjemmet. Hans alkoholiske far bankede hans mor, og hans eneste bror var død i en trafikulykke i en ung alder. Med andre ord var der ikke mange ressourcer til at hjælpe Juan Manuel Valladares i sin nye svære tilværelse som lam, og han blev mere og mere isoleret i hjemmet:

“Jeg levede 15 år i isolation. Jeg blev hjemme og tænkte på, hvad jeg kunne og ikke kunne,” forklarer han.

Juan Manuel Valladares befandt sig i mange år alene på sit værelse isoleret fra omverdenen. Der var ingen venner, ingen fester og intet fysisk nærvær. Han var blevet en usynlig handicappet mand i en machismo-kultur, hvor den mandens rolle er at være stærk, helst familiens overhoved og øverst i hierarkiet.

Artikelserien ‘Handicappet i Honduras’ går helt tæt på, hvordan det er at leve med et handicap i Latinamerika. Vi ser nærmere på temaer som fattigdom, vold mod kvinder, korruption og menneskerettigheder, når det gælder handicap. Og så undersøger vi sammenhængen mellem vores tilgang til udviklingsbistand – og vores generelle menneskesyn.

Det sker i forbindelse med, at Dansk Handicap Forbund trækker sig ud af landet i 2024 efter at have været til stede siden 2006 og hjulpet med at opbygge handicapområdet.

Artiklerne er skrevet af Jacob Yoon Egeskov Nossell, Nossell & Co., og Sacha Sennov, freelancer.

Universitetet blev en redning
I dag er det 32 år siden, at overfaldet skete, og Juan Manuel Valladares har formået at tage en bachelorgrad i lokal-udvikling og byplanlægning. Vejen ud af isolationen blev for ham forskellige støttenetværk for personer med handicap, og det var via et af dem, at han blev opfordret til at lade sig indskrive på universitetet i 2009, hvilket blev redningen for ham.

Det er dog ikke uden kamp. Ifølge Juan Manuel Valladares er universiteterne langt fra handicapvenlige. Man kan ikke bruge toiletterne og der er meget langt mellem klasselokalerne, hvis man ikke er på gåben. Juan Manuel Valladares efterspørger også viden for personer med handicap, der ønsker at tage sig en uddannelse. Uanset hvilket handicap de har. Lige nu er der intet af begge dele.

Når Juan Manuel Valladares skal gisne om, hvad der kommer til at ske for ham i fremtiden, tror han ikke meget på muligheden for at arbejde inden for sit felt - byplanlægning.

“Der er meget korruption,” siger han, mens han kører ud til sin bil igen. Nu skal han med bilen nordpå, langs kysten for at lave arbejde for et af de handicap-netværk, han er en del af.

“Jeg skal også besøge de veninder, jeg har, i de byer, jeg kører igennem,” slutter han med et smil.

Sacha Sennov og Jacob Yoon Egeskov Nossell er freelancejournalister. Deres løn og rejse til Honduras er betalt af Dansk Handicap Forbund igennem midler fra Danske Handicaporganisationers Oplysningspulje, der kommer fra Udenrigsministeriet.

Det anslås, at der er 1,2 millioner personer med handicap samlet set ud af Honduras’ befolkning på ca. 10 millioner.
Raten for personer med handicap i Honduras som følge af vold var 149 pr. 100.000 indbyggere i 2019. Gennemsnittet lå på 61,5 pr. 100.000 indbyggere for hele Mellem- og Sydamerika i samme periode.
Kilde. WHO og FN