Den tidligere sergent Alberto Matamoros er en af dem, der betaler prisen for den voldsspiral, der har ramt Honduras. Han vendte lam hjem fra sin fætters bryllup. Voldskulturen har skabt en hel underklasse af handicappede. Men i et land, der er plaget af fattigdom, og korruption, får mennesker med handicap næsten ikke hjælp.

Mand i kørestol, gårdhave, grønne planter — Foto: Nossell & Co.

Den 22. juli 2024

Af Sacha Sennov, journalist og Jacob Yoon Egeskov Nossell, journalist og næstformand i CP Danmark.

Alberto Matamoros’ øjne fyldes med tårer, når han skal beskrive, hvordan han så på personer med handicap, inden han selv blev ramt af kuglen, der gjorde ham lam fra livet og ned.

“Jeg angrer og skammer mig over, hvordan jeg så på handicappede før. Det er svært for mig at tale om i dag. Det er derfor, jeg gerne vil lave et oplysningsprogram for børn, så vi kan udbrede viden om livet med handicap i Honduras,” siger Alberto Matamoros på 51 år.

Han er 180 cm høj og veltrænet. Inden kuglen ramte ham, var han sergent i den honduranske hær. Han var en “ægte macho-mand”, som han selv siger det. Dengang betragtede han handicappede som andenrangs-mennesker. Det er 23 år siden, at han blev lam, men det negative og ofte nedladende syn på personer med handicap er stadig i dag en udbredt opfattelse i det mellemamerikanske land.

Med sine oversized overarme, firskårne ansigt og den tætpakkede army-frisure ligner Alberto Matamoros stadig en kampklar soldat, der kunne drage på mission, så snart ordren lyder. Bortset fra det faktum, at han sidder i kørestol efter, han ved et uheld blev ramt af en kugle – og blev lam fra livet og ned’. Skuddrab, våben og vold er over årene blevet et definerende karaktertræk ved Honduras.

Voldsspiralen er blevet så slem, at regeringen i juni måned indførte natligt udgangsforbud i to byer efter, at 20 mennesker på en dag var blevet dræbt i den nordlige del af landet.

Alberto Matamoros er en af de ‘heldige’. Han overlevede det, der skulle have været et drab. Godt nok ikke på ham selv, men dog stadig et skud, der skulle dræbe. Han sidder på sin terrasse ved det sit lille blikhus i et af de fattige kvarterer i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa, hvor han har boet i mange år. Når man ankommer til adressen, bliver man mødt af en stor rusten metalport – til beskyttelse, for området er præget og plaget af vold og kriminalitet.

Huset består af et rum, hvor han både sover, spiser, ser tv og opholder sig. Husets toilet er åbent og uden tag. Her er der ingen hjælpemidler til handicappede – hverken hjælpehåndtag eller toiletstole.

Da rundturen i huset er overstået, får Alberto Matamoros henkastet sagt, at han jo nok bor i et kvarter, de fleste ville betegne som “ret usikkert”. Det understreger lyden af små “bang, bang” ude i det fjerne – en lyd, man kun kan håbe, er fyrværkeri.

“Der er bander her, men de lader mig være. De er ligeglade med mig, fordi jeg er handicappet,“ siger han.

Han peger over på noget, der kunne være et bud på verdens længste kørestolsrampe - støbt i beton. Det er ikke kun vejen op til huset, men også Alberto Matamoros træningsbane. Han er sin egen fysioterapeut og træner, og hver eneste dag træner han ved at trække sig selv op og ned ad rampen i sin kørestol.

“Jeg har fået min fars disciplin. Vi var meget fattige, da jeg var barn. Han lærte mig, at man skulle arbejde hårdt hver dag for at nå sit mål. Disciplinen kunne jeg så bruge i hæren. Og så er jeg ret stor fysisk,” fortæller han og flekser stolt sine store overarme for at vise resultatet af hans mange timers træning.

““Der er bander her, men de lader mig være. De er ligeglade med mig, fordi jeg er handicappet”

— Alberto Matamoros

Portræt af Alberto Antonio Martel Matamoros

Hospitalerne gør folk syge
Alberto Matamoros taler hurtigt. Ordene kommer som høje skud, hurtigt og med præcision - militærmanden skinner igennem. Det gør det også, når han usentimentalt fortæller om den tilfældige skudepisode ved fætterens bryllup for 23 år siden, der endte med at gøre ham lam.

“Der var en slåskamp i gang. Jeg prøvede at lægge mig imellem, men så gik en pistol af. Den ramte så mig. Der er meget almindeligt til bryllupper, at mændene skal vise deres våben,” konstaterer Alberto Matamoros.

Der er noget urovækkende i måden, han fortæller om skudepisoden på. Han fortrækker nærmest ikke en mine, når han taler om det. Hans tone er renset for selvmedlidenhed. Det er bare konstaterende. Det er også uden at fortrække en mine, at han tager sin trøje af for at vise sine to skudhuller i venstre side - og to lige lange ar på brystkassen og ryggen, der går fra skulderen og ned til underlivet. Han fortæller, at arrene kom fra operationen, da lægerne forsøgte at redde hans liv.

“Jeg var på hospitalet i 17 dage efter skudepisoden, hvor jeg blev opereret og fik behandling. Men efter det, så skulle jeg bare hjem. Mange af hospitalerne her er så uhygiejniske, at folk bliver mere syge af at være der,” fortæller Alberto Matamoros.

I efterhånden mange år har Honduras været berygtet for at have en af verdens højeste mordrater. Skudepisoder og vold er en del af dagligdagen. Det har også haft indflydelse på handicapområdet, da en større gruppe af landets handicappede, netop har fået deres handicap pga. vold eller banderelateret kriminalitet.

“Jeg har mødt omkring 600 personer i alt, som har fået et handicap pga. vold. De fleste af dem sidder i kørestol,” fortæller Alberto Matamoros.

Han beskriver diskriminationen i dagligdagen af personer med handicap som omsiggribende. Den spænder lige fra manglende muligheder for hjælp og støtte til begrænset adgang til toiletter eller kassereren i banken. Det kan være svært at finde overskuddet til at gøre noget ved tilstandene, når man i støtte fra staten som en person med handicap ifølge Alberto Matamoros kun får 550 danske kroner om året - hvis man altså overhovedet får noget. For i Honduras er der intet officielt register over, hvor mange personer, der har et handicap eller typen af handicap.

Dansk Handicap Forbunds kontor i Honduras anslår, at der er omkring 1,2 millioner mennesker med et handicap ud af Honduras’ befolkning på lidt over 10 millioner.

Artikelserien ‘Handicappet i Honduras’ går helt tæt på, hvordan det er at leve med et handicap i Latinamerika. Vi ser nærmere på temaer som fattigdom, vold mod kvinder, korruption og menneskerettigheder, når det gælder handicap. Og så undersøger vi sammenhængen mellem vores tilgang til udviklingsbistand – og vores generelle menneskesyn.

Det sker i forbindelse med, at Dansk Handicap Forbund trækker sig ud af landet i 2024 efter at have været til stede siden 2006 og hjulpet med at opbygge handicapområdet.

Artiklerne er skrevet af Sacha Sennov og Jacob Yoon Egeskov Nossell, som er freelancejournalister. Deres løn og rejse til Honduras er betalt af Dansk Handicap Forbund igennem midler fra Danske Handicaporganisationers Oplysningspulje, der kommer fra Udenrigsministeriet.

Lam fra livet
Livet så ganske sort ud for Alberto Matamoros, da han lå på sin seng i blikhuset uden en kørestol og lam fra livet og ned med seks børn og en kone, som han skulle tage sig af. Som i de fleste andre familier i Honduras, er det nemlig faren, der er overhovedet og hovedforsørgeren. Men herudover hersker der en såkaldt machismo-kultur i Honduras som i mange andre latinamerikanske lande, og det giver manden en særlig status – gør ham hævet over alle andre, især kvinder. Nu var Alberto Matamoros med et skud pludselig ikke længere den stærke macho mand, som han ikke engang var. Det ramte ham hårdt på psyken.

“Man bliver kaldt de skrækkeligste ting her. Nogle kalder mig RENKO. Det er et meget grimt ord for en person, der har problemer med benene. Nogle kalder mig også “kranen”, fordi jeg vejer så meget med min kørestol. Det er ikke særlig behageligt,” siger Alberto Matamoros.

Som dagene og månederne gik og Alberto var indespærret i sit hjem, tog de mørke tanker også fat. Uden sine ben opstod en regulær identitetskrise og depressionen spredte sig i ham.

“Jeg var vred. Jeg råbte tit til min kone, at hun skulle skride – forlade mig. Jeg købte en pistol, men lige da jeg skulle til at gøre det, kom jeg til at tænke på mine børn. De skulle ikke leve uden en far.”

Også det fortæller han uden tårer i øjnene. Det er kun angeren over hans tidligere menneskesyn, som virkelig rammer ham – at han var “umenneskelig”.

“Jeg har nok været en fandens karl - også over for handicappede tidligere. Jeg angrer. Jeg beder Gud om tilgivelse,” siger han og fortsætter:

“Mit handicap gør, at jeg kan spejle mig i, når andre handicappede møder modstand og smerte. Jeg har været på den her rejse med min kørestol i 23 år nu. Jeg vil gerne hjælpe og oplyse om livet med handicap,” siger Alberto Matamoros.

I dag klarer han sig selv rent økonomisk, fordi han var så heldig at blive tilbudt et job i hæren i 2007, hvor han skulle arbejde med at ordne uniformer og støvler. Senere blev han fastsat og blev der, indtil han gik på pension. Men ifølge Alberto Matamoros’ giver hærens pension ikke mange penge, men kun lige nok til at kunne leve for.

I 2021 blev der gennemsnitligt dræbt 10 mennesker hver dag i Honduras - et land med ti millioner indbyggere. Det giver en årlig mordrate på 45 pr. 100.000 indbyggere på landsplan. Det viser tal fra Violence Observatory ved National Autonomous University of Honduras (NAUH).
I 2014 anslog en honduransk kongreskommission, at over 1 million våben var i omløb. Mere end 700.000 af dem var uden licens. Mange af de ulovlige skydevåben kommer fra USA og nabolande som El Salvador eller Guatemala.
Kilde. WHO og FN