Alene i mørket uden ben stoppede drømmen brat om et bedre liv i USA.

Video: Sacha Sennov og Jacob Yoon Egeskov Nossell

31. juli 2024

Artiklen er første gang bragt i Handicap NYT, nr. 5, 2023

Af Sacha Sennov, journalist og Jacob Yoon Egeskov Nossell, journalist og næstformand i CP Danmark

Tusindvis af migranter kører hvert år på taget af “Dødens tog” gennem Mexico mod drømmen om et bedre liv i USA. Toget dræber ikke alene sine passagerer, men efterlader også et ukendt antal lemlæstede med alvorlige handicap. Eva Suazo er en af dem. Efter 15 dages brutal rejse brast hendes drøm en nat mellem togets hjul og skinnerne.

Flugten fra Honduras i 2003
Hun skal ombord på Bæstet, og Bæstets føde er mennesker, og hun er et menneske. Men hvad er der ellers af muligheder? At fortsætte det triste udmagrende liv ude i sumpen i de fattige kvarterer i Honduras hårde hovedstad Tegucigalpa? At fortsætte med at vælge mellem at betale husleje eller give sine tre børn mad? At fortsætte med at sælge tyggegummi og små stykker børnetøj ved vejen i håb om at tjene nogle få cent? At fortsætte med at leve i en voldskultur med narkobander og våben?

Det er bare nogle af årsagerne til, at Eva Suazo står midt om natten i mørket i Mexico og frivilligt venter på at stige ombord på “Dødens tog,” også kendt som “La Bestia” (Bæstet).

Det er 15 dage siden, at hun forlod Honduras for at rejse mod USA og den amerikanske drøm. Hun har haft succes med at bevæge sig op gennem Guatemala og står nu i Tapachula i Mexico og venter på toget, der skal føre hende op til byen Piedras Negras, der på spansk betyder “sorte sten” og ligger ved grænsen til de gyldne stater.

Undervejs på rejsen har hun set tre kvindelige migranter blive voldtaget. Hun undgik kun selv at blive voldtaget, fordi hun nåede at stikke af. Hun har set migranter tage andre migranter og kaste dem af togene og ned på skinnerne til lemlæstelse eller døden. Hun har været udsat for røveri og fået stjålet de få ejendele, hun havde med sig. Der er ikke meget tilbage, men hun er endelig i Mexico. Hun er kommet langt, men der er stadig over 2000 kilometer foran fyldt med risiko for vold, voldtægt og mexicanske narkokarteller, som kidnapper migranterne for at kræve penge fra deres familier.

Den nat ulykken skete
Eva Souza ligger på jorden i nattens mørke sammen med omkring 80 andre migranter fra både Syd- og Centralamerika og venter på, at Bæstet skal komme og fragte dem mod drømmen om et bedre liv.

"La Bestia" er et netværk af godstog, der kører fra Centralamerika op gennem Mexico til USA. Togene transporterer alt fra korn til cement. Det er ikke passagertog og derfor må migranterne risikere liv og legemer for at kravle op på taget af togene. Godstogene er derfor også kendt som “El Tren de la Muerte” (Dødens tog) og “El Tren de los Desconocidos” (De ukendtes tog). Sidstnævnte skyldes, at et ukendt antal mennesker hvert år dør eller pådrager sig handicap, når de rider på toget. Som de ukendtes grav på hjul. De mange med handicap bliver sendt tilbage til deres hjemland, der som oftest er placeret et sted i Latinamerika, der er økonomisk presset og ikke har en velfungerende sundhedssektor, for slet ikke at tale om handicaptilbud.

Klokken er næsten 02.00, da hun hører Bæstet nærme sig. Hun samler sine ting og gør sig parat til at hoppe ombord. Hun husker, at hun er bange, da hun begynder at løbe mod toget i mørket. Hun får fat i en metalstige på siden af en godsvogn og begynder at kravle op, men en mandlig migrant forsøger at komme op samme vej, og han får ikke ordentlig fat på stigen, så han griber i stedet fat i Souzas ben. De falder begge ned mod togets skinner,som øjeblikkeligt slår ham ihjel.

“Jeg ligger alene i mørket ved siden af ham. Jeg prøver at rejse mig op, men falder ned på jorden igen. Der opdager jeg, at Bæstet har taget mit ben. Så jeg mærker med mine hænder på det andet og kan mærke, at der er noget, som hænger fast, men ikke meget.”

Da klokken er omkring 05.00 om morgenen, kommer en mexicansk mand forbi og finder hende. “Jeg skriger, og så opdager han mig. Jeg besvimer igen og kan ikke huske, at de bar mig til hospitalet,” fortæller hun. Personerne, der reddede hendes liv, er en del af “Beta Groups”, som er en organisation under den mexicanske stat, der beskytter immigranters menneskerettigheder uagtet, hvor de er fra. De giver dem blandt andet mad, vand og lægehjælp.

“Folk troede, jeg var død, da jeg ankom. Lægen sagde, at det var et mirakel, for jeg var klinisk død, da jeg ankom.”

På et fremmed hospital
I omkring 15 dage lå Eva Suazo bevidstløs på hospitalet i byen Veracruz. Hverken hendes mor eller tre små sønner vidste, hvor hun var. Og hun anede ikke selv, at hun havde mistet sit ene ben til over knæet og det andet lige under knæet.

“Lige da jeg vågner, prøver jeg at stige ud af sengen, men sygeplejerskerneholder mig fast og binder mig, for jeg mister helt kontrollen, da jeg opdager, at mine ben er væk. De taler med mig og forsøger at berolige mig.”

Men Eva Suazoa kan ikke beroliges, for hun mindes, at hun kunne mærke et andet ben, da hun lå i mørket. Hun er vred og råber på lægen, for hun vil vide, hvorfor de ikke havde reddet det andet ben.

“I starten skreg jeg tit til lægen: HVOR ER MIN FOD, HVOR ER MIN FOD? Jeg skreg, græd og råbte. Nogle gange græd jeg slet ikke på grund af smerten, men fordi jeg ikke havde mine ben. Folk på hospitalet fortalte mig så, at lægerne ofte vælger den lette løsning, så de ikke skal have en masse bøvl med patienterne bagefter. De amputerer bare,” siger Eva Suazo.

For Eva handler den ene fod ikke kun om, at hun skal sidde i kørestol resten af livet. Den handler også om, at hun pludselig står i en situation, hvor hun ikke kan arbejde. En potentiel tragedie, for hun er alene om at brødføde sine dengang tre børn, fordi manden havde forladt dem - som mange mænd gør i Honduras. Og meningen med hele turen var jo, at hun skulle komme til USA, så hun kunne give dem et bedre liv – ikke et værre.

Artikelserien ‘Handicappet i Honduras’ går helt tæt på, hvordan det er at leve med et handicap i Latinamerika. Vi ser nærmere på temaer som fattigdom, vold mod kvinder, korruption og menneskerettigheder, når det gælder handicap. Og så undersøger vi sammenhængen mellem vores tilgang til udviklingsbistand – og vores generelle menneskesyn.

Det sker i forbindelse med, at Dansk Handicap Forbund trækker sig ud af landet i 2024 efter at have været til stede siden 2006 og hjulpet med at opbygge handicapområdet.

Artiklerne er skrevet af Sacha Sennov og Jacob Yoon Egeskov Nossell, som er freelancejournalister. Deres løn og rejse til Honduras er betalt af Dansk Handicap Forbund igennem midler fra Danske Handicaporganisationers Oplysningspulje, der kommer fra Udenrigsministeriet.

Mange mister arme og ben
I de seks måneder, Eva Souza lå på hospitalet, kom der omkring 25 andre migranter ind, som også havde mistet benene.

“Der var tre mænd fra El Salvador, som alle havde mistet en arm og et ben til toget. Hele den ene side var væk,” fortæller hun.

Det er ikke ukendt i Syd- eller Centralamerika, at det er en farlig rejse. Eva Suazo vidste også godt, hvad prisen kunne være for at forsøge at komme til USA. En veninde fra hendes kvarter havde nemlig selv mistet begge ben i sit forsøg på at nå grænsen.

Til trods for det er der stadig mange, som tager afsted, og det estimeres, at op mod en halv million migranter rejser på Bæstets tag hvert år. Det er ca. 1500 om dagen. Der er ikke en samlet opgørelse over, hvor mange migranter der dør på vej mod USA. Der er heller ikke tal på, hvor mange, som får et handicap på rejsen, siger Maycol Guerrero, som er koordinator i for Dansk Handicap Forbunds kontor i Honduras. Men han er ikke i tvivl om, at der er tale om mange.

“Vi har ingen officielle tal over det, men det er nogle tusinder, især hvis man medregner dem, som kommer tilbage med psykiske handicap. På rejsen bliver migranterne udsat for vold, afpresning, tortur og voldtægt – og det er med til at gøre mange af dem mentalt handicappede bagefter,” siger Maycol Guerrero.

Den mexicanske stat sender ingen regning videre til de mange migranter, som ender der, men de sender dem hjem, så snart de er parate til det. For Evas vedkommende betød det, at hun med stadig nyopererede benstumper skulle med bus i seks dage. Undervejs sov hun på gulvet i bussen om natten eller på jorden, mens hun ventede på, at en ny bus skulle hente dem.

Den psykologiske smerte
Efter Eva Suazo var kommet hjem, fik hun stablet et lille “pulpería” på benene, som er den honduranske udgave af en kiosk. I den lille flytbare bod solgte hun slik, tyggegummi, cigaretter og andre snacks. Hendes familie havde ikke råd til at hjælpe hende, og der var absolut ingen hjælp at hente fra staten, overhovedet. Den kørestol, hun sidder i under interviewet, er den, som hun fik af en kirke i Mexico tilbage i 2003, da hun var udsat for sin ulykke.

Ikke lang tid efter, hun var kommet tilbage, mødte hun en mand, og de fik yderligere to børn sammen og et hus. Men de ubehagelige minder forsvandt ikke.

“I mange år så jeg Bæstet komme kørende lige pludselig. Jeg plejede at se det komme kørende lige foran mit hus. Det er tre år siden, at jeg sidst så det. Nu hører jeg det kun. Nogle gange hører jeg mine egne skrig, selvom jeg ikke vil høre dem. Jeg kan høre mig selv ligge og skrige den nat. Nogle gange er jeg bange. Det er en frygt, der kommer. Jeg forsøger at ryste mit hoved. Men det virker ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det - hvad jeg skal gøre ved de her tanker? Det er noget, der stadig er i mit hoved."

“Og når jeg ser blod, så gør mine ben ondt. Det er en smerte, som lige da ulykken var sket. Jeg kan ikke se blod, så starter smerten, og jeg begynder at gnide mine ben sådan her,” siger Eva Suazo og begynder at gnubbe sine benstumper med hænderne, mens hun rokker frem og tilbage. Hun har fået psykologhjælp via den nationale handicaporganisation Ahlmys, men har ikke kunnet komme af med minderne og lydene, og i dag taler hun bare sjældent om det - “jeg holder det inde i mit hoved”.

Drømmen er ikke død
I dag er hun skilt og lejer et rum i et hus, hvor hun bor med sin yngste søn på otte år og hendes barnebarn på syv år. Han bor hos hende, fordi hans mor tog på samme rejse som Eva Suazo, men modsat Eva nåede hun frem til USA. “Men hun glemte desværre bare, at hun har en søn og en mand her, så hun sender ingen penge hjem til min søn eller mit barnebarn. Derfor bor han hos mig,” siger Eva Suazo.

Eva Suazo lever i dag af at sælge frugt og snacks, og så syr hun brugt tøj om og sælger det videre med en lille fortjeneste. Hun bor i en “barrio”, som er, hvad man kalder de fattige kvarterer i hovedstaden. Banden “Barrio 18” styrer området. Det er en af Centralamerikas mest voldelige bander kendt for mord, afpresning, tæsk, våben og narkohandel. De lokker på daglig basis unge mænd til at komme med i deres bande.

Adspurgt om hun ville forsøge at tage turen til USA igen, hvis ikke hun var blevet invalideret, svarer hun: “Jeg har tænkt meget over det, og jeg har stadig drømmen om at migrere, så jeg kan få mine børn væk herfra og væk fra banderne. Det ville være for at beskytte mine børn, men også så de ikke skal ud på den samme rejse en dag.”