Grundlovstanker: Vi har også borgerrettigheder
Foto: Gua Studio
Den 5. juni fejrer vi demokratiet. Men har vi glemt, at en væsentlig del af grundloven handler om borgerrettigheder? Landsformand Susanne Olsen har i den anledning gjort sig tanker om borgerrettighederne for mennesker med handicap.
Den 5. juni 2024
Den 5.juni på grundlovsdag vil vi i medierne og på arrangementer over hele landet høre flotte taler om betydningen af vores demokrati og fællesskab.
Vi vil høre om et land der vægter samtalen og fællesskabet, og vi vil opleve politikere, som løber om kap i et forsøg på at stå som fortaler for alle de rettigheder og goder, som ligger i grundloven og udpeger retningen for vores land.
Det er en dag, jeg ser frem til – en særlig dag!
Men i år vil det for mig også være en bittersød dag, fordi jeg ærligt talt oplever, at mange af de idealer vores land bygger på klinger en smule hult.
Der er sket en udvikling, eller rettere der er IKKE sket nogen udvikling på handicapområdet, og resultatet er derfor, desværre, at jeg ser et pres på de borgerrettigheder, som ellers hyldes på denne særlige dag.
“På denne grundlovsdag er mit budskab derfor: Vi er her, og vi har ret til at være her.”
Ukrænkelige borgerrettigheder
Når vi taler om grundloven, så hylder vi først og fremmeste demokratiet, men vi hylder også nogle helt centrale rettigheder for os som borgere. Det handler om, at den personlige frihed er ukrænkelig, at boligen er ukrænkelig, og at vi har ret til at kunne forsørge os på lige fod med andre – også når man har brug for at modtage den fornødne hjælp fra det offentlige.
Disse grundlovsbestemte rettigheder er, set med handicapbriller, udfoldet i nogle helt afsindigt flotte og rigtige handicappolitiske principper om ligestilling, kompensation, sektoransvar og solidaritet.
Det er principper, som understreger, at vi i Danmark ser borgere, som borgere på lige fod, at alle er lige meget værd, og at et handicap er en ubekendt faktor, som over tid kan (og vil) ramme os alle – enten direkte eller indirekte.
Når det rammer, påvirker det os som individ, men det rammer også samfundet som helhed. I dansk sammenhæng er antallet af mennesker, som har en funktionsnedsættelse, anslået til op imod 700.000.
Samfundet og de mennesker, det består af, er i høj grad forbundne kar. Det betyder, at det enkelte menneskes funktionsniveau og livskvalitet har direkte betydning for samfundets sammenhængskraft.
Netop derfor giver det god mening, at vi sikrer en ligestilling for alle. For hvis så mange mennesker påvirkes negativt af livsduelighed, livskvalitet og arbejdsevne, så er det, uanset hvordan man vender og drejer det, en rigtig god forretning at kompensere os alle, så vi er stillet lige.
Et af de vigtigste grundlovsbestemt handicappolitiske principper er kompensationsprincippet.
Kompensation er et spørgsmål om at få den rette fagligt funderede og personligt tilpassede hjælp i form af hjælpemidler, transportordninger, personlig hjælp, merudgiftsdækning, fair vilkår på arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet, handicapkompenserende ordninger osv.
“Det er ikke for sjov, at tusindvis af mennesker den 22. maj stimlede sammen på Christiansborg Slotsplads og viste, at vi har fået nok.”
Vigtigheden af de handicappolitiske principper blev understreget da Danmark tiltrådte FN’s handicapkonvention i 2009, og dermed blev vejen på principniveau banet for, at vi – mennesker med handicap – kan nyde de samme borgerrettigheder som alle andre. Men i praksis er billedet desværre et andet.
Snæversyn krænker vores borgerrettigheder
Mens de flotte taler afholdes i dag, så kan vi i handicaporganisationerne og blandt græsrødderne konstatere, hvordan det fortsat går ned ad bakke med at sikre vores mulighed for at være en aktiv del af samfundet.
Tallene taler for sig selv. I Dansk Handicap Forbund må vi hver dag hjælpe medlemmer, som oplever at de beskæres i basal og livsnødvendig hjælp. Og det resulterer i, at flere isoleres i eget hjem, at funktionsniveauer forværres og livskvaliteten presses til det yderste.
Det mærker vi for eksempel ved, at vi i stigende grad hører fra medlemmer, at de mister livsmodet og må opgive at deltage i de aktiviteter, som har betydning i deres liv. Familier presses, og det handler ikke kun personen med funktionsnedsættelse, men også pårørende går ned med flaget.
Tendensen kan aflæses direkte i statistikkerne i form af tårnhøje fejlprocenter i kommunale afgørelser, og af de skiftende regeringer som ved de årlige økonomiaftaler holder fast i, at der ikke må bruges de penge, det reelt vil koste at investere i mennesker og dermed i samfundet.
Ved den netop indgåede økonomiaftale pralede man af at give et løft til det sociale område, men handicapområdet var, vanen tro, udeladt. Og det selvom behovet for et løft, netop her er markant. Og sideløbende er der indgået den bekymrende aftale på handicapområdet, som betyder mere kommunal frihed til at økonomistyre, der medfører fare for at faglighed og individuelle behov overses.
Der må jeg bare konstatere, at der ingen sammenhæng er mellem de flotte handicappolitiske principper og konventionsrettighederne – som desværre gradbøjes efter behov – og så den retspraksis, der anlægges både fra centralt og kommunalt hold. Det er et grundlæggende paradoks!
Dette paradoks er i min optik et udtryk for et strukturelt snæversyn, som er ødelæggende for vores samfund og faktisk er ret pinligt at se på, på en dag, hvor vi fejrer grundloven og demokratiet!
Grundlovsdag er også vores
Det er ikke for sjov, at tusindvis af mennesker (med berøringsflade til langt over en million direkte eller indirekte berørte borgere i Danmark) den 22. maj stimlede sammen på Christiansborg Slotsplads og viste, at vi har fået nok. At vi kræver at blive set på og behandlet som ligeværdige borgere. Og at vi er vigtige for sammenhængskraften i samfundet.
Samtidig var det en dag, hvor flere af talerne fremhævede at befolkningen ønsker at handicapområdet skal prioriteres højere. Alligevel sidder vi nu endnu engang efterladt med en ubegribelig tom fornemmelse af, at vores frustrationer og problemer er ignoreret, og fundamentet under vores tilværelse fortsat vil være i forfald.
På denne grundlovsdag er mit budskab derfor: Vi er her, vi har ret til at være her, og vores borgerrettigheder er lige så afgørende som alle andres borgerrettigheder! Grundlovsdag er også vores!
Kom nu politikere! Tænk fremad, tænk klogt, invester – og frem for alt: tag så reelt og lyt til handicapbevægelsen. Ikke mindst når den politiske aftale skal omsættes til konkret lov!
