Rasmus bestrider posterne som familiefar og pædagog fra sin kørestol
Gennem specialkredsen RYK i Dansk Handicap Forbund er Rasmus Frimodt blevet en del af et netværk af mennesker i en lignende situation.
Rasmus Frimodt fortæller: ”Jeg arbejder i Solvangskolens fritidstilbud i Farum, hvor børnene leger i højeste gear, som man nu gør, når man er i alderen fra 6-10 år. Her bliver mine hænder ofte sorte af skidt fra hjulene på min kørestol, fordi jeg skubber hjulene rundt på jordstien på legepladsen for blandt andet at komme hen til burene med kaniner og høns. Det er en del af hverdagen, for mit arbejde handler om at være der, hvor børnene er.
Jeg har, som mange andre går jeg ud fra, været enormt usikker på grund af mit handicap. Men gennem specialkredsen for rygmarvsskadede i Dansk Handicap Forbund har jeg mødet med andre i en lignende situation, og jeg er blevet klogere og fået nyt gåpåmod. Jeg har nemlig meget at byde på som pædagog. Måske er det ikke mig, der klatrer op i træerne, men så kan jeg gribe en af ungerne, hvis de falder ned.
Vi har alle noget forskellige at bidrage med, og det laver min kørestol ikke om på. Den er blevet et grundvilkår for mig, som jeg navigerer på baggrund af.”
”Jeg fandt en masse mennesker, jeg kunne spejle mig i, og som var specialister i det liv, der lå foran mig. Jeg havde talt med mange læger og psykologer under min indlæggelse, men den erfaringsudveksling, jeg fik mulighed for med de andre i RYK, gav mig troen på, at der faktisk var et liv at leve på den anden side.
Når jeg er sammen med andre, der også er rygmarvskadet, er der mange ting, man ikke behøver at forklare. Det er bare indforstået, og der er en særlig sammenhørighed. Igennem årene har jeg lært af andre og spejlet mig i andre gennem netværket i RYK, det vil jeg gerne være med til at give videre til andre i dag.”
I 1996 blev Rasmus rygmarvsskadet efter en episode under et udvekslingsophold i Brasilien. Rejsen endte brat, da hans værtsmoder ville beskytte sin familie, men i stedet skød Rasmus i højre skulder, som medførte en delvis lammelse, da skuddet skubbede to ryghvirvler fra hinanden.
Rasmus har siden insistere på, at hans plads i livet er lige så meget værd som alle andres. Det mener han selv skyldes, at alle omkring ham aldrig har sat spørgsmålstegn ved, om han skulle være med – det er bare sådan, det har været.