Ariels selvforståelse og indsigt i egen situation blev skabt, da han gik ind i en handicaporganisation

I Bolivia, hvor Ariel Camacho bor, er der meget begrænset viden om livet med et handicap. Da Ariel Camacho blev rygmarvsskadet, opsøgte han viden på egen hånd, som ledte ham til en af vores samarbejdspartnere i landet.

Ariel Camacho fortæller: ”I 2010 var jeg involveret i en motorcykelulykke, som medførte et brud på min rygsøjle. På hospitalet fik jeg sonde, og lægerne fortalte mig, at jeg skulle forvente, at jeg fra nu af ville have brug for hjælp til alt, for frakturen kunne ikke behandles. Jeg var 24 år.

Jeg havde meget svært ved at acceptere min nye situation, og med støtte fra mine venner og familie begyndte jeg at søge viden på nettet. Jeg fandt træningsøvelser og videoer, hvor personer med samme fraktion som min – C5/C6 – kunne træne sig til bevægelse og nogle tog endda enkelte skridt,” fortæller Ariel, som smiler og får lys i øjnene ved at tænke på det.

”Jeg levede de første tre år med komplet lammelse fra halsen og ned, og mit største ønske lige siden har været at bevæge mig selvstændigt igen. Jeg fandt et rehabiliteringscenter for børn og mennesker med handicap her i Cochabamba, hvor jeg kunne betale mig til træning med en fysioterapeut. Det tog nogle forsøg, men til sidst mødt jeg en fysioterapeut, som gav mig fornyet energi. Jeg genvandt mange funktioner – først fjernede vi sonden, da jeg igen kunne spise og gå på toilettet selv, og for fem år siden tog jeg for første gang små skridt.”

”Det gik op for mig, at der i Bolivia generelt er meget lidt viden om handicap, og den uvidenhed medfører dårlig behandling. Efter jeg meldte mig ind i organisationen for bevægelseshandicap, har jeg fået en meget større viden og selverkendelse. Og hvis jeg selv skal sige det, så har jeg været med til at skabe forståelse hos andre. Jeg har være formand for vores lokalafdeling siden 2020.

Det kan være svært at skabe forandringer, og der er stadig meget mere at gøre, men efter jeg blev en del af organisationen, har jeg fået mere mod på at tale vores sag. Der er problemer internt i handicapbevægelsen, og regeringen gør det ikke nemmere, men vi er langt fra færdige.

Før Ariel vidste, hvor langt genoptræningen ville føre ham og uden at vide noget om tilgængeligheden på byens universitet, skrev Ariel Camacho sig op til en uddannelse. Da han blev optaget, fandt han ud af, at undervisningen foregik på femte sal i en bygning uden elevator, og at han ikke havde mulighed for at komme på toilettet. Og der var ingen hjælp at hente.

Ariel forklarer, at han i 2016 blev nødt til at tage ble på, for at komme på universitetet, og dertil måtte han få nogle studiekammerater til at bære ham op ad trapperne til undervisningslokalet på femte sal.

Forrige
Forrige

Kirsten

Næste
Næste

Mikkel