Barbara brækkede ryggen som 12-årig: Dansk Handicap Forbund hjalp mig tilbage til livet

”Jeg fandt en masse mennesker, jeg kunne spejle mig i, og som var specialister i det liv, der lå foran mig. Jeg havde jo talt med en masse læger og psykologer under min indlæggelse, men den erfaringsudveksling, jeg fik med de andre, gav mig troen på, at der faktisk var et liv at leve på den anden side.

Ulykken skete i 2009, og jeg meldte mig næsten med det samme ind i Dansk Handicap Forbund og fik adgang til specialkredsen for rygmarvsskadede. Det fællesskab, jeg mødte der, betyder rigtig meget for mig den dag i dag. Det kan ind i mellem være svært at være den, der er anderledes blandt mine venner.

Fællesskabet i RYK giver mig en bedre forståelse af, hvordan jeg kan håndtere mit liv med de udfordringer, der nu engang er. Der er jo mange ting, jeg ikke kan på samme måde som mine venner og veninder. Men når jeg så mødes med folkene i RYK, så oplever jeg, at det jo faktisk går meget godt for mig.”

I et øjebliks uopmærksomhed til svømmetræning sprang 12-årige Barbara Bøgh i vandet fra startskamlen. I stedet for at ramme vandet, som hun plejede, ramte hun én af sine kammerater fra svømning, og fra dét øjeblik, var hendes liv forandret.

Barbara brækkede ryggen og blev lam fra livet og ned og mistede noget af førligheden i armene. I forbindelse med indlæggelsen efter ulykken mødte hun medlemmer fra specialkredsen for rygmarvsskadede, RYK, i Dansk Handicap Forbund. Det møde blev nøglen til at finde tilbage til livet, konstaterer hun. For gennem RYK mødte hun andre mennesker, som havde gennemgået et lignende traume, og det overbeviste hende om, at livet kunne blive godt igen – også fra en kørestol.

Næste
Næste

Bent