Den globale afdeling i forbundet samarbejder med handicaporganisationer over hele verden. I slutningen af 2022 var den globale afdeling på besøg hjemme hos fem medlemmer af partnerorganisationerne i Guatemala. Du kan læse om dem og deres historier her.

10. februar 2023

Det overordnet mål med de samarbejder, som Dansk Handicap Forbunds afdeling for globalt samarbejde indgår i, er at styrke en samlet handicapbevægelse, der i fællesskab arbejder for, at mennesker med handicap opnår bedre rettigheder og levevilkår i Guatemala.

I Guatemala samarbejde vi med 15 organisationer, der repræsenterer mennesker med fysisk-, høre- og synshandicap samt mennesker, hvis handicap er tilegnet under borgerkrigen.

Byron står bag facebookside med 84.000 likes
Siden, Byron står bag, tilhører ASODISPRO, som er en af de organisationer for mennesker med fysisk handicap, som Dansk Handicap Forbund samarbejder med i Guatemala.

Som 18-årig var Byron ude for en ulykke, som medførte en rygmarvsskade. Det sendte ham flere år på et hjem for mennesker med handicap, og han mistede kontakten med den smule familie, han havde.

Byron forelskede sig i en af sygeplejerskerne på hjemmet – de blev gift, flyttede sammen og fik en søn. Alt var lyserødt for en stund, men så ramte endnu en tragedie. Hans søn døde af leukæmi i en alder af 14 år. På det tidspunkt var han blevet skilt, og nu så alt sort ud.

”Jeg besluttede at danne en organisation for at kunne gøre noget for andre mennesker med handicap, og på samme tid skabte jeg en ny mening med mit liv,” fortæller Byron, der også er stifter af ASODISPRO.

I begyndelsen var det en velgørenhedsorganisation, der hjalp fattige med handicap. Men med tiden er nye aktive medlemmer kommet til, der har drejet organisationen, så den har mere fokus på rettigheder for mennesker med handicap.

Udviklingen er særlig blevet styrket i de sidste par år, hvor organisationen har samarbejdet med Dansk Handicap Forbund. Der er kommet nye, yngre medlemmer, der har potentiale til at blive nye ledere, og ifølge Byron er de blevet meget motiverede af at have deltaget i Dansk Handicap Forbunds træningsforløb, hvor de sammen med medlemmer fra andre handicaporganisationer har deltaget i workshops om personlig- og organisatorisk udvikling.

Byron bor i dag sammen med sin nuværende kone og deres to børn. Han er webmaster og arbejder hjemmefra i et softwarefirma. Han tjener mindre, end hvis han ikke havde haft et handicap, vurderer han selv, da han ikke kan vælge og vrage mellem jobs. Men han tjener nok til at kunne forsørge sin familie og give sine børn en god skolegang.

*På Byrons kontor taler han og Ulla Trøjmer sammen. Foto: Britta Thomsen.*

Lucky er en del af en ny generation af ledere i handicapbevægelsen i Guatemala
Lucky er medlem af ASODISPRO, der er en organisation for mennesker med fysiske handicap, som Dansk Handicap Forbund samarbejder med i Guatemala. I de sidste par år er hun blevet meget aktiv og har påtaget sig nye ansvarsområder i sin organisation.

Dansk Handicap Forbund har siden 2019 samarbejdet med 15 organisationer på tværs af handicap i projektet "Maya Quetzal", som har til formål at skabe en stærk handicapbevægelse, der i sidste ende vil blive i stand til selvstændigt at arbejde for at forbedre livsvilkår og rettigheder for mennesker med handicap i Guatemala.

Lucky er aktiv i samarbejdet med vores forbund og koordinerer et fælles projekt mellem tre organisationer af mennesker med fysiske handicap. Hun fortæller:

”Jeg var i gang med at uddanne mig til sociolog, da jeg for otte år siden kom ud for en bilulykke og blev rygmarvsskadet. Det blev svært for mig at færdiggøre min uddannelsen, da universitetet ikke var tilgængeligt for en kørestolsbruger, så jeg måtte tage det meste online.”

Hun har ind imellem små jobs inden for sit fag, men ofte er udgifterne for at gå på arbejde højere end indtægterne. I Guatemala er der ikke nogen offentlig støtte til mennesker med handicap, så hun må selv betale for en hjælper, der kan tage med hende.

Lucky bor sammen med sin mor og sine voksne brødre. I Guatemala er det ofte familien, der træder til som hjælpere, når et familiemedlem får et handicap. Men Luckys brødre hjælper hende ikke, og hun skal selv bidrage til husleje, medicin og udgifter derhjemme.

Tidligere hjalp hendes kæreste hende, men nu er de ikke længere sammen, og hun må i stedet betale ham, hvis han skal hjælpe. Derfor er der nu ofte ting, som hun ikke kan deltage i, selvom hun gerne ville.

*Lucky og Ulla Trøjmer taler om stort og småt. Foto: Britta Thomsen.*

*Lucky til møde med andre handicaporganisationer i Guatemala. Foto: Britta Thomsen.*

Jeg overlevede en måned helt alene med skudsår i venstre ben og højre fod
Juan er aktiv i AGPD, organisationen af mennesker med krigshandicap, der er en af de organisationer i Guatemala, som Dansk Handicap Forbund samarbejder med. Frem til 1996 var der borgerkrig i Guatemala, og Juan var med i guerillabevægelsen.

Som ung guerillasoldat blev han skudt i benet og foden.

”Vi var i kamp med hæren, og jeg blev såret. En kammerat bar mig, men vi faldt i baghold, og han måtte smide mig fra sig for at forsvare sig. Jeg kunne ikke gå og måtte mave mig ind under en busk. På et tidspunkt vågnede jeg op og kunne høre fuglene synge. Jeg var helt alene og kunne ikke bevæge mig. Til mit held var jeg kravlet ind under et appelsintræ og kunne derfor få fat i nogle appelsiner med min machete, som var i min oppakning,” fortæller Juan og fortsætter:

”Efter fire dage gik der orme i mit sår. Det var faktisk godt, for de spiste det, der var gået betændelse i. Så blev det regnvejr… For ikke at trække historien i langdrag kan jeg fortælle, at jeg overlevede alene i en måned. Uden at kunne gå, bevægede jeg mig langsomt mod den mexicanske grænse, hvor jeg håbede, at jeg kunne få fat i en kammerat. Men han var der ikke. I stedet blev jeg taget af en mexicansk grænsepatrulje.”

Det lykkedes Juan at komme tilbage til guerillaen, og han blev opereret flere gange, så han i dag kun har mindre mén. Efter fredsaftalen organiserede de guerillasoldater, der havde skader fra krigen, sig i AGPD, og her er Juan aktiv. Tidligere som medlem af bestyrelsen og nu i et uafhængigt udvalg, der tilser at vedtægter, valg, økonomi m.v. fungerer, som det skal i organisationen.

Juan bor i en landsby for tidligere guerillasoldater, der hedder ”29. de Diciembre” opkaldt efter datoen for fredsaftalen.

*Juan foran sit hus i Guatemala. Foto: Britta Thomsen.*

Mød Cesar, der mener, at samarbejde er nødvendigt for at kunne ændre lovgivningen
Cesar er med i bestyrelsen i Fraternidad Cristiana, der er en organisation af mennesker med fysiske handicap, som Dansk Handicap Forbund samarbejder med i Guatemala.

Cesar har polio og tilbragte som helt lille tre år på hospitalet. Som ung fik han mulighed for at uddanne sig inden for elektronik på et uddannelsescenter for mennesker med handicap. De skaffede ham et job i et stort elektronikfirma, hvor han arbejdede i 23 år og lærte at reparere og installere bilradioer.

”Det var en god mulighed for mig, men det var også svært. Jeg oplevede meget diskrimination på grund af mit handicap. I dag er jeg selvstændig, men det er nu også svært, for i dag er elektronik billigt, og folk vil ikke betale så meget for at få repareret en bilradio, når de bare kan købe en ny,” fortæller Cesar, som også tjener lidt på at køre taxikørsel i sin egen bil, som en ven har hjulpet ham med at tilpasse.

I 1997 blev Cesar gift med sin kone, der også har også polio. De mødte hinanden til en basketballkamp, hvor han spillede. De har to børn på hhv. 25 og 20 år. Den ældste er gift og har en lille søn, og de bor alle, samt Cesars mor og to brødre, i et lille hus. I alt er de ni personer under samme tag.

Cesars drøm for fremtiden er, at han og hans kone kan bo alene i det hus, de ejer, men er blevet nødt til at leje ud på grund af deres økonomiske situation.

Gennem partnerskabet med Dansk Handicap Forbund, hvor i alt 15 guatemalanske handicaporganisationer deltager, har Cesar fået kendskab til, hvordan andre organisationer arbejder.

”Jeg kan se, at vi kan lære af de andre. Og jeg håber, at samarbejdet kan fortsætte, for det er nødvendigt, hvis det på længere sigt skal blive muligt at få gennemført en lovgivning i Guatemala, der er til gavn for mennesker med handicap,” forklarer Cesar under Dansk Handicap Forbunds besøg i Guatemala.

*Cesar med sin familie. Foto: Britta Thomsen.*

Magdalena kæmper for rettigheder
Magdalena er med i bestyrelsen af AGPD, der er en handicaporganisation for tidligere guerillasoldater fra borgerkrigen i Guatemala, som sluttede i 1996.

Hun er med i ligestillingsudvalget i Dansk Handicap Forbunds projekt i Guatemala. Udvalget sætter fokus på inklusion og overvåger, at der i projektets aktiviteter er lige muligheder for, at alle kan deltage uanset køn, etnicitet, alder eller type af handicap.

Magdalena er vokset op med en voldelig far, som slog hende så hårdt, at hun er blevet døv på det ene øre.

Magdalena er Maya, som er en del af Guatemalas oprindelige befolkning. Familien var fattig, og derfor kom hun som helt lille med familien på arbejde i kaffeplantagerne. Hendes skolegang bestod af seks år i en landsbyskole, hvor de kun talte det lokale sprog ”Mam”. Spansk har hun først lært sig senere.

Hendes søstre blev gift som 13-14-årige, men det ville Magdalena ikke. Da hun var omkring 13 år, begyndte hun at gå med beskeder for guerillabevægelsen. Som 18-årig forlod hun sit hjem og blev en del af guerillaen.

Magdalena har hele sit liv måttet kæmpe for sine rettigheder og mod diskrimination. Som kvinde, maya, fattig og som menneske med handicap. Selv i sin egen organisation har hun måttet stå fast på sine rettigheder, hun fortæller:

”Da jeg første gang blev valgt ind i bestyrelsen som kasserer, mente formanden ikke, jeg kunne varetage den post, da jeg ikke havde en uddannelse, talte godt spansk eller kunne bruge en computer. I dag bliver jeg i højere grad respekteret i organisationen, og så er der endda kommet flere kvinder med i bestyrelsen.”

FAKTA