Tillykke med 100 år – en milepæl for fællesskaber og muligheder
Foto: Pluss
I Danmark lever tusindvis af mennesker med en funktionsnedsættelse. For dem betyder det ofte ekstra udfordringer at leve et liv på lige fod med andre – i denne uge har vi fået en jubilæumshilsen fra vores samarbejdspartner, Pluss
Den 13. februar 2025
Jubilæumshistorie nr. 7 i anledning af Dansk Handicap Forbunds 100-års jubilæum
I Danmark lever tusindvis af mennesker med en funktionsnedsættelse. For dem betyder det ofte ekstra udfordringer at leve et liv på lige fod med andre – uanset om funktionsnedsættelsen er fysisk eller psykisk. Her spiller Dansk Handicap Forbund en uvurderlig rolle.
Med støtte fra offentlige midler, virksomheder og almene fonde skaber Dansk Handicap Forbund hvert år nye indsatser, der bidrager til at styrke viden, skabe støtte og give bedre muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser og deres familier. Disse indsatser er med til at sikre, at flere kan leve et liv med meningsfulde aktiviteter og større lighed i hverdagen.
Pluss er stolte over at være en samarbejdspartner for Dansk Handicap Forbund. Gennem vores samarbejde har vi undersøgt, hvordan forskellige indsatser gør en forskel for dem, de er skabt til. For eksempel har vi analyseret effekten af et iværksætterforløb for unge ledige med funktionsnedsættelser og kortlagt, hvordan netværksgrupper for forældre til børn med handicap styrker familierne i deres hverdag.
For os er det afgørende at sikre, at de gode intentioner bag hver indsats bliver realiseret. Vi skylder både målgruppen og bevillingsgiverne at skabe de bedste forudsætninger for succes.
Dansk Handicap Forbund har gennem 100 år opbygget et unikt fællesskab og en uvurderlig viden, som gør en forskel for generationer. Vi ønsker jer et kæmpe tillykke med jubilæet – og vi ser frem til at fortsætte det meningsfulde samarbejde i mange år fremover!