Organisationer har behov for langsigtet støtte, så medlemmernes liv og hverdag kan faciliteres. Derfor bør finansiering af det civile samfund i højere grad honorere de foreninger, der kan dokumentere, at de løfter kerneopgaven, skriver Susanne Olsen.

30. juni 2023

I foråret spurgte Altinget: Hvordan skal civilsamfundet finansieres? Den 27. marts deltog Susanne Olsen i debatten, og selvom tiden flyver, skal I ikke snydes for at læse med.

Diskussionen om finansiering af det civile samfund kan meget hurtigt blive svær at forholde sig til. Lixtallet er højt, og det er som om, vi nogle gange glemmer dem, det hele handler om.

Vores frivillige udgør for mange mennesker forudsætningen for, at tilværelsen hænger sammen. Og det bør vi som samfund i langt højere grad anerkende og understøtte.

Dansk Handicap Forbund er en medlemsorganisation, som i hele landet drives af frivillige, der hver dag kæmper for at holde hinanden oppe – med livets nogle gange svære vilkår som påhæng. Når jeg ser ud i vores lokalafdelinger og specialkredse, så ser jeg mennesker, som har skabt fællesskaber for andre mennesker med funktionsnedsættelser, som før stod uden netværk. De støtter hinanden i hverdagen – menneske til menneske.

De deler erfaringer om, hvordan man mestrer dagligdagen. De giver den nyskadede håb. De er der for hinanden, eksempelvis når det er svært at forberede mødet med det offentlige eller finde ind på arbejdsmarkedet. De viser hinanden vejen i et ufleksibelt uddannelsessystem. Og de samler viden, som kommer systemet til gavn.

Frivillige er et uvurderligt bindeled
Systemet kan og skal hjælpe, men det kan kun hjælpe til et vist punkt. Herefter må netværket og fællesskaberne om målgrupperne overtage, simpelthen fordi de ved, hvad de taler om.

Vores frivillige udgør et fuldstændigt uvurderligt supplement og bindeled mellem systemet, den private sektor og civilsamfundet. Den erkendelse bliver jeg hver uge bekræftet i, når jeg er sammen med vores lokale frivillige kræfter, som er spredt over hele landet.

Men husker vi dem? Husker vi den betydning, de har for sammenhængskraften? Nogle gange bliver jeg i tvivl.

Når jeg følger debatten, slår det mig, at svære vilkår for foreninger i det civile samfund har betydet en stigende professionalisering, fordi vi må kæmpe for hver enkelt krone i et skønsomt miks af puljer, fondsstøtte og forsøg på at udvikle forretningsben.

Den forandring har medført et vrid, da vi grundlæggende er sat i verden for at samle mennesker, bygge de stærke netværk og sætte ord på udsatte gruppers behov og ressourcer.

Man må spørge sig selv retorisk: Har vores vilkår skubbet os for langt væk fra det, der var vores formål? Er vi blevet professionaliserede pengejagere, fordi vi er under så stort et pres?

“Vi har behov for en mere bæredygtig og langsigtet støtte af vores drift på et rimeligt niveau, så vi kan facilitere og understøtte vores medlemmers liv og hverdag”

— Susanne Olsen, landsformand

Da vores forening opstod i 1925, var det, fordi vores medlemmer ønskede at tale på egne vegne – et initiativ, som senere har udmøntet sig i mundheldet: "nothing about us without us". Måske netop det indkapsler allerbedst, hvad vi er – målgruppens egen stemme.

Jeg vil utrolig gerne være med til at genetablere den stemme og den energi, der ligger i at lade målgrupperne sætte dagsordenen og dermed styrke vores medlemmer indefra. Jeg vil gerne have debatten ud af elfenbenstårnet!

Større anerkendelse til medlemsorganisationer
Grundlæggende så handler det for mig om, at vi som samfund skal huske på, hvad der er kerneopgaven – nemlig at etablere de fællesskaber, som udgør kernen i at få mennesker med handicap styrket.

Det kræver, at vi som medlemsorganisationer får en større anerkendelse af vores meget direkte indflydelse på menneskers hverdag. Det betyder imidlertid også, at vi har behov for en mere bæredygtig og langsigtet støtte af vores drift på et rimeligt niveau, så vi kan facilitere og understøtte vores medlemmers liv og hverdag.

For uden mulighed for at drive foreningen er det meget svært at løfte den opgave, som for samfundet har så stor værdi som helhed.

Derfor ser jeg gerne, at en ny finansiering af det civile samfund i højere grad honorere de frivillige foreninger, der kan dokumentere, at de løfter kerneopgaven – at facilitere og understøtte de lokale fællesskaber, som er afgørende for samfundets sammenhængskraft.

Det må være den vigtigste målsætning i en kommende nytænkning af, hvordan det civile samfund kan finansieres.