Ændringer på socialområdet skal stoppe det meningsløse – ikke stimulere det
Når der tales afbureaukratisering, er der desværre ingen, der forholder sig til de absurde mængder af ressourcer, som systemet bruger på processer, som skal finde de marginale besparelser.
16. juni 2023
//Debatindlæg i Sjællandske Nyheder
Af Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund
Regeringens ønske om at frisætte og afbureaukratisere har vi allerede understreget, at vi er helt med på i Dansk Handicap Forbund! Det er nemlig godt for mennesker, det er godt for samfundet, og det er tilmed en god forretning.
Kulturændring af området er den rigtige vej at gå, når man vil flytte midler fra (meningsløse) processer og opgaver til i stedet at hjælpe mennesker. Men det er vigtigt at holde øjnene på bolden i spareøvelsen og huske fagligheden – også til efteråret når specialeplanen for socialområdet skal landes.
Den 4. maj udsendte Social-, Bolig- og Ældreministeriet en rapport med 11 anbefalinger fra en ekspertgruppe, ”Foreløbige anbefalinger til bæredygtig faglig og økonomisk udvikling af socialområdet”. Rapporten indeholder en parade af anbefalinger, som kort sagt sætter systemet før mennesket og giver kommunerne langt større adgang til at fratage borgerne deres rettigheder.
Jeg er ked af at sige det, men hvis de anbefalinger medtænkes til efteråret, kommer det til at skabe meget mere meningsløst systemvanvid og vil ikke være til gavn for de mennesker, som har brug for støtte.
Besparelser før mennesker
Tag nu for eksempel et ganske banalt eksempel med kompressionsstrømper som hjælpemiddel:
En borger har behov for kompressionsstrømper og har problemfrit fået det bevilget som hjælpemiddel gennem kommunen. Alt er godt.
Det vedholdende fokus på at spare på borgernes ydelser gør, at en kommunal, kreativ medarbejder får tanken:
– ’Aha! Jeg får en idé! Vi kunne argumentere for, at den borger med kompressionsstrømperne egentlig er under en form for behandling, for så er det ikke længere et hjælpemiddel, men et behandlingsredskab, og så skal borgeren gå til sundhedssystemet, og vi har sparet penge i kommunekassen.’
“Der er behov for en samlet og langt mere intelligent analyse af, hvordan vi løser udfordringerne helhedsorienteret og med fokus på faglighed og en balanceret finansiering.”
Mange medarbejdere er involveret lignende procedure som dette tænkte eksempel. Mange timer blev brugt, og systemet lykkedes med at finde en marginal besparelse.
Nu har vi en situation, hvor kommunerne systematisk tryller hjælpemidlet kompressionsstrømper om til at være behandlingsredskaber, som kommunen ikke har noget ansvar for, og borgeren står alene tilbage med et uforløst behov.
Et andet eksempel er borgeren med et massivt behov for hjælp, som takket være sin BPA-ordning (borgerstyret personlig assistance) kan leve en aktiv tilværelse, hvor man ikke bare opbevares, men kan bidrage aktivt til samfundet.
En dygtig konsulent tænker: – ’Borgeren får tømt urinpose, tager insulin og får i forskellige situationer smertestillende piller. Hvad nu hvis vi kalder det for behandling? Så er det ikke længere kommunens ansvar.’
Idéen vækker begejstring, og en række medarbejdere bruger dage, uger på at forberede og tilrettelægge manøvren, så man kan få medhold i Ankestyrelsen. For man risikerer jo, at borgeren vil klage, når der klippes mange timers nødvendig hjælp ud af BPA-ordningen. Både jurister, økonomer og socialfaglige medarbejdere må involveres, og til sidst er man klar.
System gakgak
Almindelige dagligdagsfunktioner, som mennesker uden funktionsnedsættelser selv udfører, omdøbes til at være behandling, og med et gennemarbejdet trylleslag kan der findes besparelser i borgerens hjælp.
En mindre ’ubetydelig’ detalje var så, at borgeren blev efterladt alene uden nødvendig hjælp, for der er ikke noget sted i sundhedsvæsenet, som står klar til at løse denne opgave.
Jeg kunne fylde mange sider med eksempler som disse. Det er det, vi i Dansk Handicap Forbund kalder ’system gakgak’. Manøvrer, som er ødelæggende for menneskers tilværelser og dertil akkumulerer nye udgifter. Det er allerede i dag realiteten, og noget vi står magtesløse overfor.
Hvis de anbefalinger, ekspertgruppen har lagt frem på socialområdet, bliver en realitet, så vil vi se meget mere af den slags. Ja, vi må faktisk forvente, at det vil accelerere voldsomt.
Hvor blev forebyggelsen af? Hvor blev opgøret med mængden af meningsløse processer, kassetænkning og pseudoarbejde af? Nu må det stoppe!
Der er behov for en samlet og langt mere intelligent analyse af, hvordan vi løser udfordringerne helhedsorienteret og med fokus på faglighed og en balanceret finansiering – for denne opgave kan ikke løses, hvis man fortsætter med at anskue udfordringerne fra en ensidigt, økonomisk vinkel.
