Ny aftale om socialreserven: Retssikkerheden styrkes - men varige løsninger er nødvendige
Ny aftale om satspuljens afløser, den såkaldte socialreserve, er på plads. Den indeholder blandt andet 112 millioner kroner til styrkelse af retssikkerheden på handicapområdet. Det er en god start, mener landsformand Susanne Olsen, men der er brug for varige løsninger og finansiering til området på finansloven
22. november 2021
Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Kristendemokraterne har indgået aftale om reserven til foranstaltninger på social- sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, som erstatter satspuljen.
I alt fordeler aftalepartierne 860,5 millioner kroner over de næste fire år. Heraf er der afsat i alt 112 millioner kroner, som skal gå til at nedbringe fejlene i sagsbehandlingen på handicapområdet og dermed en styrkelse af retssikkerheden, der har været under voldsomt pres de senere år.
Blandt andet skærpes kravene til kommunerne og deres opfølgning på det såkaldte Danmarkskort, der viser antallet af klager på blandt andet børne- og voksenhandicapområdet.
”Kommuner med mange fejl skal melde ind til Ankestyrelsen om, hvordan de forholder sig til det, og hvad de vil gøre for at løfte kvaliteten. Så kan Ankestyrelsen tage notits af det og vurdere, om det er tilstrækkeligt,” forklarer Astrid Krag ifølge Altinget.
Partierne vil desuden indføre et såkaldt handicapbarometer, der skal bidrage med ny indsigt i kommunernes sagsbehandling på området. På den måde ønsker man at indsamle viden om, hvor fejlene begås, om nogle regler er for komplekse, og hvor man kan sætte ind med hjælp.
Nødvendige tiltag
De tiltag er i den grad tiltrængt, mener formand for Danske Handicaporganisationer (DH) Thorkild Olesen, der blandt andet peger på en undersøgelse fortaget af DH for nogle år siden, der viser, at 44 procent af mennesker med handicap oplever, at økonomien vejer tungere end fagligheden, når sagerne vurderes.
Han understreger dog over for Altinget, at det er helt nødvendigt med en varig sikring af økonomi til området samt styrkelse af visitationen, som flere partier forud for den netop indgåede aftale ønsker at give regionerne et større ansvar for.
”Derfor skal man rundt om bordet ved finanslovsforhandlingerne sørge for, at visitation og finansiering bliver en del af specialeplanen på handicapområdet. Hvis målet altså er at give mennesker med handicap den rigtige hjælp første gang og have en økonomi, der understøtter det,” siger Thorkild Olesen til mediet.
Drop det midlertidige
Landsformand i Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen bakker op om Thorkild Olesens ønske om en varig løsning på de massive problemer på handicapområdet, så økonomien i højere grad sikres.
”Initiativerne er midlertidige og er slet ikke vidtgående nok. På retssikkerhedsområdet ønsker vi etablering af en retssikkerhedsfond, så det har direkte konsekvenser, når kommunerne bryder loven,” siger hun.
Hun peger på, at permanente opstramninger af retssikkerheden på handicapområdet må gå hånd i hånd med bevilling af et større beløb på finansloven, som kan sikre en reformering af området, hvor mennesker med handicap får den rette hjælp fra starten.
”Ingen af vores medlemmer ønsker mere hjælp end det, de har brug for. Og når man sikre den rette hjælp fra starten, er det ikke blot til personlig gavn for den enkelte; der er også penge at spare for kommunerne og samfundet i det hele taget,” siger hun.
”Derfor vil jeg endnu engang sende en kraftig appel til Christiansborg om at prioritere området på finansloven.”
Seneste Nyt