Flertal for at ændre loven mod hadforbrydelser

Foto: Unsplash

Et flertal i Folketinget besluttede torsdag at ændre i straffelovens bestemmelser om hadforbrydelser, så det fremover bliver tydeligt, at der er tale om hadforbrydelser, uanset om motivet helt eller delvist er had

12. november 2021

Der skrives retshistorie, lyder det blandt andet fra en af kræfterne bag et Borgerforslag, som torsdag var fremsat som beslutningsforslag i Folketinget.

Regeringen har sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti besluttet at tydeliggøre straffelovens bestemmelser om hadforbrydelser, så der ikke længere er tvivl om, at der er tale om hadforbrydelse, uanset om motivet det helt eller delvist motiveret af had.

”Der var flertal for at sikre en bedre retssikkerhed for min ven Elijah, for min storesøster med et handicap, for Kodes, hvis familie blev udsat for en hadforbrydelse, for min kollega Christoffer, for mine tørklædebærende veninder, for mine venner, der bærer en Davidsstjerne, for dem, der lader skægget gro og for vores brune medborgere. Vi gjorde det med faglighed, ærlighed og med målet for øje,” lød det på LinkedIn umiddelbart efter afstemningen fra en tydeligt glad Dina Hashem, som er jurist og en del af fællesskabet Beskyt Minoriteter i Danmark, som står bag borgerforslaget.

Fællesskabet har blandt andet udarbejdet et fagligt notat, hvor de forklarer baggrunden for borgerforslaget. Notatet er støttet af Dansk Handicap Forbund og 18 andre organisationer.

Beslutningsforslaget indeholder desuden forslag vedrørende hadforbrydelser og hadtale, som regeringen enten er i gang med at gennemføre, eller som allerede er vedtaget i Folketinget, skriver Justitsministeriet på deres hjemmeside.

I oktober blev der fremsat lovforslag, hvor det blandt andet foreslås, at handicap skrives ind i straffelovens § 266b om hadtale (den såkaldte racismeparagraf), så det blandt andet bliver strafbart offentligt at fremsætte en udtalelse, der truer, forhåner eller nedværdiger en gruppe af personer pga. deres handicap.

Tidligere i år blev det desuden vedtaget, at det i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, hvis en gerning begås med baggrund i andres handicap, og derfor karakteriseres det i dag som en hadforbrydelse, hvis forbrydelsen begås med baggrund i offerets handicap.


Seneste Nyt

Forrige
Forrige

Ny aftale om socialreserven: Retssikkerheden styrkes - men varige løsninger er nødvendige

Næste
Næste

#Enmillionstemmer peger, der hvor det gør ondt: 264 nye vidnesbyrd om kampen for at få hjælp