Mulig amputationsskandale i Region Midtjylland

Foto: Laura Hansen

Landsformanden i Dansk Handicap Forbund er rystet over, at op mod 90 patienter i Region Midtjylland muligvis har fået foretaget en amputation på grund af langsommelig eller forkert behandling

2. maj 2022

Dansk Handicap Forbund har med bekymring fuldt DR’s historie om, at der, på grund af fejlagtig og langsommelig behandling i Region Midtjylland, kan være tale om op mod 90 borgere, som hvert år har fået foretaget en amputation, der kunne være undgået. De bekymrende tal er kommet frem på baggrund af en ekstern analyse, regionen selv har bestilt, grundet en formodning om udfordringer i afdelingen.

DR har talt med Region Midtjyllands koncerndirektør Ole Thomsen, som anerkender problemet og henviser til, at man vil kontakte de berørte borgere, så de bliver opmærksomme på muligheden for at klage. Derudover lover man både regionen og ansvarlige politikere, at der vil blive fulgt op på behandlingsprocedurerne, så problemerne ikke fortsætter.

Landsformand for Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen udtaler:

”Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg måtte læse nyheden to gange, fordi det virkede helt absurd, at så mange borgere angiveligt er ramt af så alvorligt et svigt. Det må ikke ske og i forbundet går tankerne naturligvis til de berørte, som nu står i en markant ændret livssituation med et bevægelseshandicap, der resten af livet vil kræve en særlig støtte.”

Læs udlægning af sagen: Patienter på jyske hospitaler kan have fået et ben amputeret uden grund | Østjylland | DR.

Vigtigt: Ingen står alene
En så alvorlig situation som en amputation har meget alvorlige konsekvenser for den enkelte borger, og derfor følger vi naturligvis sagen meget tæt. Dansk Handicap Forbund har en Amputationskreds, som organiserer mennesker med amputationer. Et af de tilbud, vi har, er, at vi som forbund kan yde sparring til vores medlemmer. I denne situation kan det handle om, at de berørte borgere har brug for at tale med nogen om, hvor man går hen med sin klagesag.

Jeg er dybt berørt af den situation, som de omhandlende borgere er sat i. At få en amputation er en meget markant ændring af en livssituation.

Susanne Olsen, landsformand

Som forbund har vi i lige så høj grad fokus på, at de berørte får de bedst mulige kompensationsordninger i en situation, hvor der er vendt op og ned på deres tilværelse. Susanne Olsen lægger vægt på, at man ikke står alene i den svære situation:

”Jeg er dybt berørt af den situation, som de omhandlende borgere er sat i. At få en amputation er en meget markant ændring af en livssituation. Vi tilbyder et stærkt netværk, hvor man kan få sparring, kontakt med andre i en lignende situation og frem for alt fokus på, hvordan man får hverdagen til at fungere, når man pludseligt er afhængig af hjælpemidler og personlig støtte.”

Politisk fokus på forebyggelse
Dansk Handicap Forbund har særlig opmærksomhed på, hvordan vi får lagt et pres for at få forebygget problemer for mennesker med amputationer – både i mødet med sundhedsvæsenet, men også i mødet med kommunen. For det er netop kommunen, der skal sikre det kompensatoriske fundament under den enkelte borger, så man kan fungere godt – ikke bare her og nu, men også på længere sigt. Susanne Olsen fokuserer på behovet for, at man generelt får øjnene op for de udfordringer, mennesker med amputationer oplever:

”Set med de politiske briller, så bekymrer det os i forvejen, at flere og flere mennesker rammes af amputationer. Historien om de mange fejl er derfor en alvorlig påmindelse om, hvor afgørende det er, at forebyggelse får et helt andet fokus – både i behandlingssystemet og det sociale system. Derfor vil vi i nær fremtid, sammen med andre foreninger med interesse for amputationsområdet, sætte et skærpet fokus på de mange udfordringer, mennesker med amputationer møder.”

  • Har du fået foretaget en amputation, som du formoder kan skyldes fejlagtig eller langsommelig behandling, og er du i tvivl om, hvad du nu skal gøre, så tilbyder Dansk Handicap Forbunds telefonrådgivning sparring til dig som medlem. Gennem sparring kan du blive hjulpet til et overblik over, hvordan du skal komme videre med din sag og til at finde dig tilrette i en ny tilværelse med nye udfordringer.

    Ring til vores hovednummer på 39 29 35 55, hvorefter vi vender tilbage til dig hurtigst muligt. Eller log ind via ’MIN SIDE’ på www.danskhandicapforbund.dk


Seneste Nyt

Forrige
Forrige

Organisationer og græsrodsbevægelser står sammen om at starte velfærdsrevolutionen

Næste
Næste

Dansk Handicap Forbund støtter demonstrationen Velfærdsrevolutionen den 5. maj