Delelementer i aftale skal behandles med respekt!
Foto: Gua Studio
Landsformand Susanne Olsen sætter i dag i Altinget fokus på den handicappolitiske rammeaftale, for mens Danmark eksamineres af FN’s handicapkomité, vækker den handicappolitiske rammeaftale bekymring for øget økonomistyring og mindre faglighed. Nu er det afgørende, at de enkelte forslag omsættes med inddragelse af målgrupper og fagekspertise. Et eksempel er borgerstyret personlig assistance (BPA), som er i fare for reel afvikling
27. august 2024
Af Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund
FN-eksamination i lyset af handicapaftale
Mens Danmark den 23. august eksamineres af FN, så er centrale kompensationsordninger ved at falde fra hinanden, og handicapaftalen står i skærende kontrast til Danmarks forpligtelser til at sikre lige muligheder, hvilke også er tydeliggjort i den civilsamfundsrapport bevægelsen har lagt frem for komitéen.
Det er en samlet handicapbevægelse, som er stærkt bekymret over de overordnede tendenser i rammeaftalen. Vores bekymring går på tendensen til at give kommunerne større mulighed for at økonomistyre, og faren for at faglighed glider i baggrunden.
Det er en tilsidesættelse af de budskaber, vi igen og igen er kommet med – nemlig forståelsen for, at de rette faglige afgørelser er en investering i det enkelte menneske. Det kræver også en forståelse af, at løsningen ikke er at give kommunerne ’frit slag’.
Løsningerne skal findes i fællesskab med en vekselvirkning imellem at forpligte kommunerne til at inddrage den rette specialviden og sikre en central finansiering af de rette løsninger – fra starten.
Det handler om mennesker
Mens Danmark forsvarer sin handicapindsats over for FN-komitéen, og mens vi i organisationerne kæmper for at blive hørt, sidder der en gruppe mennesker bag tallene og de fine formuleringer og føler sig godt og grundigt klemt – og glemt!
Det er mennesker, som på grund af en indgribende funktionsnedsættelse har brug for hjælp til alt. At komme i og ud af sengen, at vende sig i sengen, at klare sin personlige hygiejne, at få tøj af og på, at få mad på bordet, at spise, at forflytte sig, at kunne transportere sig og være aktiv uden for hjemmet. Det er samfundsborgere, som bidrager på mange niveauer.
De er borgere, studerende, kolleger, venner, kærester, forældre, kunder og meget mere. Den eneste forskel på dem og alle andre er, at de har brug for en helt særlig kompenserende støtte i form af BPA, som netop ligner en reel afvikling på grund af grænsesøgende kommunal afgørelsespraksis.
Tilgangen af nye borgere på ordningen er halveret, og det samlede antal af ordninger er faldet, selvom behovet er det samme.
Hver dag taler vi med desperate medlemmer, som oplever at få skåret markant i deres ordning, eller oplever, at kommunerne prøver at frakende hjælpen. Resultatet: isolation i eget hjem, forværring af både funktionsnedsættelsen og den mentale tilstand.
En situation, som skader livskvaliteten og på længere sigt fører til øgede udgifter for samfundet.
Det er disse mennesker, der glemmes, når der alene føres politik på baggrund af kommunale økonomiberegninger og virkelighedsfjerne formuleringer i Tranæsudvalgets berygtede rapport.
Det er en negligering af de mennesker, det handler om, og konsekvenserne er både skræmmende og på længere sigt udtryk for dårlig samfundsøkonomisk tænkning.
For os betyder rummelighed, at forbundet både er et fællesskab for mennesker med bevægelseshandicap, mennesker med andre former for handicap og andre, der sympatiserer med vores sag. Vores styrke og råstof er viden, fordi vi ’ved, hvor skoen trykker’, når det handler om at leve et liv med et handicap. Det bruger vi til at arbejde handicap-politisk og skabe sociale fællesskaber.
Selvom vi er en interesseorganisation, opfatter mange medlemmer også forbundet som en fagforening, fordi vi udfører flere opgaver, som fagforeninger traditionelt tager sig af – fx lobby-virksomhed, rådgivning og vejledning.
Nu er delelementer i aftalen afgørende
Situationen er kritisk, så derfor har Dansk Handicap Forbund nu blikket stift rettet mod aftalens delelementer, som på baggrund af den overordnede aftale er ekstremt vigtige at fokusere på.
Det bør ske ved at inddrage repræsentanterne for målgrupperne, som besidder unik viden om de enkelte områder. Uden inddragelse af denne unikke viden kan man ikke skabe bæredygtige løsninger.
I Dansk Handicap Forbund har vi unik viden om livet med et bevægelseshandicap, hvoraf en gruppe borgere har behov for hjælp til stort set alle dagligdags funktioner.
For dem er BPA en livsnødvendig hjælp, og derfor er vi særligt interesserede i aftalens formulering om netop den.
Vi vælger den positive tilgang, men det forventes, at vi som eksperter inddrages. Vi sidder nemlig med nøglen til at finde de bæredygtige løsninger, som skaber livsduelige borgere.
Jeg vil sende en kraftig opfordring til politikerne om at vise vilje til at leve op til FN-konventionen ved at omsætte aftalens delelementer med udgangspunkt i viden fra målgruppen og fagpersoner.
Gør vi det ikke, er jeg alvorligt bange for, at ambitionen om ligestilling for mennesker med handicap må betragtes som ren teori, som intet har med virkeligheden at gøre.
