Mere end 2000 henvendelser i 2023
Presset på vores medlemmer er fortsat markant. Alt for mange oplever, at det er en urimelig kamp at få den hjælp, man har behov for. I løbet af det forgangne år har vi igen oplevet en stigning i antallet af henvendelser om hjælp i rådgivningen.
18. april 2024
Artiklen er første gang bragt i Handicap Nyt nr. 1, 2024
Dansk Handicap Forbunds rådgivningsteam arbejder hver dag for at yde sparring til medlemmer, som oplever, at det er svært at få den rette individuelt tilpassede hjælp. Nogle medlemmer oplever, at kommunerne forsøger at skære i den hjælp, der allerede er bevilget fx ved forsøg på at frakende hjælpen og erstatte den med mindre hjælp.
I den slags sager ser vi store udfordringer med sagsoplysningen og en generel tendens til, at hjælpen standardiseres, og kommunerne tilsidesætter vurderingen af de individuelle behov.
En svær situation for mange med BPA
Særligt grelt står det til med brugere af Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), hvor vi oplever et decideret kommunalt forsøg på at underminere BPA og erstatte ordningen med mindre og utilstrækkelig hjælp.
Samme udfordringer gør sig gældende i stort set alle kompensationsordninger. Den korrekte kompensation er afgørende for, om man kan fungere i hverdagen og leve et aktivt liv. Og når det ikke sker, så er resultatet, at vores medlemmer bliver isoleret i eget hjem og oplever, at den manglende hjælp har negativ effekt på deres funktionsnedsættelse.
Det mærker vi ved, at medlemmerne er voldsomt stressede og påvirket af deres situation – en negativ spiral, som yderligere skubber til et dårligt samarbejdsklima mellem myndighedspersoner og medlemmer.
Stigning på 25% siden 2019
Hvert år ved årets afslutning udtrækker vi statistik over vores rådgivningsindsats.
Vores socialrådgivere yder faglig sparring og vores bisiddere støtter medlem til medlem, når medlemmerne skal deltage i svære møder hos offentligheden.
I år har vi besvaret 2158 henvendelser om hjælp og har håndteret 490 egentlige sagsforløb. Tallene viser, at vi siden 2019 har oplevet en fortsat årlig stigning, så vi i 2023 har betjent 25% flere henvendelser end i 2019.
Samtidig har vores bisiddere over hele landet i år leveret 783 frivilligtimer – fordelt på 199 enkeltmedlemmer, og vi har ydet sparring til medlemmer i 80 af landets 98 kommuner.
Top fem over de udfordringer vi er stødt på udgør i nævnte rækkefølge: BPA, bilstøtte, hjælpemidler, merudgifter og hjemmepleje.
Men herudover har vi håndteret spørgsmål på en lang række områder – både i forhold til sociale sager, beskæftigelse og snitfladeproblemer imellem de forskellige forvaltninger og sektorer.
Et generelt problem
Hos Dansk Handicap Forbund ser vi med bekymring på den situation, mange medlemmer står i, og vi må konstatere, at det billede vi ser desværre understøttes af tal fra ankesystemet, som viser tårnhøje fejlprocenter, hvor en tredjedel af klagesagerne indeholder fejl – på nogle områder op til 50%.
I rådgivningen kan vi ikke gøre andet end at støtte, så godt vi kan, og heldigvis yder vores tillidsvalgte, afdelinger og kredse en formidabel indsats i forhold til at yde støtte til medlemmerne og dele viden om rettigheder, og hvordan man opnår den bedst mulige dialog med kommunerne.
Det er en generel udfordring, at vi (og ankesystemet) kun møder en mindre del af de mennesker, der står i problemerne. Vi får løbende beretninger fra lokale om, at mange medlemmer ikke har ressourcerne og kræfterne til at bede om hjælp.
Der er altså et betydeligt mørketal, som dækker over sager og menneskeskæbner, hvor der lides et retstab med alle de konsekvenser, der følger deraf. Den viden vi får, kanaliserer vi videre til det politiske arbejde, hvor der arbejdes med at skabe opmærksomhed på problemerne og opnå forståelse for, at vi ikke kommer til at opleve forbedringer indenfor de nuværende rammer, men har behov for nytænkning af området.