Kommunerne har glemt, at de også er sat i verden for at hjælpe deres borgere med at leve det liv, de kan, på den bedst mulige måde. Økonomi og kassetænkning står over hensynet til det enkelte menneske og muligheden for et liv med lige muligheder, når man lever med et handicap

3. november 2021

Forråelsen af menneskesynet i kommunerne fortsætter desværre med uformindsket styrke i kommunerne. Senest har Muskelsvindfonden under #MohammadErFårked fortalt historien om Mohammad, som over en årrække fra 2017 og frem til juni i år kæmper for at få en hjælpeordning bevilget i sin kommune på grund af en muskelvindssygdom.

Mohammad kan hverken tage et glas vand, skifte tøj eller gå på toilettet, og alligevel afgør kommunen, at han ikke kan få en hjælpeordning, en såkaldt BPA-ordning, som gør ham i stand til at leve et liv på egne præmisser. I juni afgør kommunen, at han må klare sig med hjemmehjælp, og at han kan få 3x3 timers hjælp til madlavning om ugen.

LÆS HELE SAGEN OM MOHAMMAD HOS MUSKELSVINDFONDEN

Når Mohammad ikke får hjælp fra kommunen, er han alene i sin lejlighed og er afhængig af hjælp fra sit private netværk.

Ikke alene
Desværre er Mohammads sag langt fra enestående. Det fortæller Jeppe S. Kerckhoffs, som er faglig og politisk chef i Dansk Handicap Forbund.

”I rådgivningssammenhæng ser vi, hvordan en bestemmelse, der er designet til at imødekomme de mennesker, som har de største behov for hjælp, hele tiden testes af i en grænsesøgende bevillingspraksis,” konstaterer han.

I rådgivningsteamet i Dansk Handicap Forbund udgør problemer med BPA-ordninger en meget stor andel af de sager, forbundet har. I 2020 havde Dansk Handicap Forbund knap 100 sager alene om denne bestemmelse. Det er markant – set i lyset af, at der i alt er 1.600 ordninger på landsplan. Det store pres har blandt andet ført til, at forbundet er gået sammen med otte foreninger i et BPA-netværk, og sammen med CP Danmark og Muskelsvindfonden har Dansk Handicap Forbund haft en række møder med de politiske ordførere for at løse udfordringerne.

”Den kommunale praksis, hvor man forsøger at skubbe til hele fundamentet for ordningen, betyder desværre, at vi ser det nødvendigt at få Christiansborg til at tage affære. I møderne med ordførere fra begge fløje har vi opnået velvillige ord, og Folketinget har vedtaget en tekst, som erklærer, at der skal gøres noget ved ordningen. Samtidig har vi fået oplyst, at en arbejdsgruppe i Social- og Ældreministeriet har fokus på sagen. Det er alt sammen meget godt, men vi afventer fortsat et konkret udspil fra ministeriet, og indtil det kommer, er vores medlemmer afhængige af kommunernes meget forskellige praksis” konstaterer Jeppe S. Kerckhoffs.

Uden nødvendig hjælp i årevis
Én af de personer, der står uden den nødvendige hjælp, og som har været igennem rådgivningen i Dansk Handicap Forbund, er Kirsten Rolfsager fra Gribskov. I fem år har hun været afhængig af sit private netværk for at få den hjælp, hun har behov for i hverdagen.

Det startede for Kirsten Rolfsager i 2016, da kommunen revurderede hendes sag og endte med at barbere hendes BPA-ordning, som hun har haft siden 1980’erne på grund af en gigtsygdom, ned og erstatte den med andre ordninger som hjemmehjælp og ledsageordning.

Over årene og via talrige skriverier og klager til og over kommunen til Ankestyrelsen er det lykkedes Kirsten Rolfsager at få en del af sine timer tilbage, men hjælpen er ikke på niveau med årene før 2016, og hun mangler fortsat hjælp om natten, hvor hun er ladt alene.

”Jeg har haft et fantastisk liv, selvom jeg har en gigtsygdom, som jeg har haft, siden jeg var ganske lille. Jeg har klaret mig godt med uddannelse og arbejde. Men jeg har kun kunnet gøre det med hjælp, og min BPA-ordning har været med til at gøre, at jeg har kunnet leve et meget aktivt liv. I 2016 revurderer kommunen min ordning og kommunen vurderer pludselig, at jeg kan klare mig med meget mindre hjælp,” fortæller Kirsten Rolfsager.

Gribskov Kommune skærer så kraftigt i ordningen, at Kirsten Rolfsager, der indtil da har modtaget hjælp 24 timer i døgnet, ikke kan få sit liv til at fungere.

”Mit udadrettede og aktive arbejdsliv bliver fjernet, og mit liv bliver koncentreret om kun at kunne være inden for en ganske lille radius, fordi jeg må klumpe den hjælp, jeg kan få, sammen i nogle få dage om ugen. Resten af tiden må familien tage over, fordi jeg ikke kan klare mig uden hjælp,” husker Kirsten Rolfsager om tiden efter kommunens afgørelse i 2016.

Fortsat ingen hjælp om natten
Kirsten Rolfsager har i de fem år, der er gået, kæmpet en kamp for at få sit liv tilbage på sporet, og hendes sag har været i Ankestyrelsen og omkring Ombudsmanden. Og selvom det i marts 2021 lykkedes hende at få store dele af sin hjælp tilbage, så kan hun fortsat ikke få bevilget hjælp om natten.

“Menneskesynet er forrået, og der er ikke længere et blik for at sikre lige muligheder og at kompensere for funktionsnedsættelsen.”

— Susanne Olsen, landsformand

Det kan hun ikke, på trods af, at hun sover med iltmaske om natten og ikke har mulighed for selv at få den på, når den falder af.

”I juli måned fik jeg besked om, at jeg må klare mig med hjemmesygepleje om natten, fordi de ikke vil betale for hjælpen, jeg hidtil har fået. Det kan jeg ikke fungere med, for jeg kan ikke ligge og vente på at få hjælp om natten, hvis jeg samtidig skal kunne fungere om dagen og bevare mit erhvervsliv,” konstaterer Kirsten Rolfsager.

Hun er uddannet psykolog og en væsentlig del af hendes arbejde består i at undervise forskellige steder i landet. Kommunens indskrænkning af hendes BPA-ordning betyder, at hendes erhvervsaktiviteter i dag er beskåret til et absolut minimum. Derudover har den manglende hjælp om natten også konsekvenser for hendes mulighed for at fastholde de hjælpere, hun har.

”Jeg har lykkeligvis fået opbygget mit hjælpeteam, men det kan ende med, at det splintres igen, fordi de er ansat med en formodning og forventning om at kunne arbejde i døgnvagter – altså en fuldtidsstilling. Det kan de ikke længere få,” fortæller Kirsten Rolfsager.

De fem år, som Kirsten Rolfsagers kamp indtil videre har taget, har ikke alene haft rent praktiske konsekvenser for hende. Også både psykisk og fysisk har de sidste fem år kostet.

”Jeg har brug for de arme og ben, som mine hjælpere er for mig, så det har været rigtig hårdt for mig at se mit ellers selvstændige liv igen blive afhængig af hjælp fra familie og netværk. Det har været voldsomt hårdt for mig, det har været voldsomt hårdt for min familie, og det har kostet rigtig meget på vores ressourcer,” lyder det fra Kirsten Rolfsager.

Forrået menneskesyn
Landsformand i Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen er rystet over de seneste års praksisglidning i kommunerne og i Ankestyrelsen, og hun mener, at Kisten Rolfsager og Mohammads historier er et udtryk for et stadigt tiltagende forrået menneskesyn, som politikerne skal gøre op med.

For på trods af, at kommunerne med fuld lovhjemmel kunne yde den nødvendige hjælp, som Kirsten Rolfsager og Mohammads situation og handicap kræver, så gør mange kommuner det ikke.

”Det er desværre tydeligt, at man har et helt andet fokus; nemlig hvor lidt hjælp man kan slippe afsted med at bevilge. Menneskesynet er forrået, og der er ikke længere et blik for at sikre lige muligheder og at kompensere for funktionsnedsættelsen,” konstaterer Susanne Olsen.

I forbindelse med kommunalvalget den 16. november, har Dansk Handicap Forbund oprettet siden www.etlivmedligemuligheder.dk, hvor man kan finde fakta fra handicapområdet på kommunalniveau, og man finder også en lang række helt konkrete spørgsmål, som man kan stille på vælgermøder til byrådskandidaterne.

Susanne Olsen opfordrer alle til at orientere sig i materialet og bringe spørgsmålene videre til dem, der får magten til at ændre status quo.

”Det er ganske enkelt helt uacceptabelt, at værdighed og kompensationstanken tilsidesættes til fordel for økonomi. Det må og skal de kommende kommunalpolitikere svare på,” konstaterer hun.

Seneste Nyt

Featured