Læs vores 1. maj tale om ulighederne på den ‘nye’ fleksjobordning. Talen blev holdt to forskellige steder i landet af landsformand Susanne Olsen og formand for SAPU Gitte R. Reckendorff Nielsen.

Dato 2. maj 2024

Læs hele talen herunder:

Forestil dig, at du går på arbejde. Bruger din uddannelse, din erfaring, dine kompetencer og bidrager til arbejdspladsens fælles projekter. Du udviser entusiasme, går foran, er positiv og trækker læsset.

Forestil dig så, at du er på helt andre vilkår end dine kolleger. Du har en langt mindre løn og du optjener ikke pension på samme måde som dine kolleger. Eller forestil dig, at du ikke kan skifte arbejde, fordi du i det tilfælde vil miste mange tusinde kroners indtægt hver måned.

Forestil dig dernæst, at du arbejder på en arbejdsplads, hvor du og din kollega laver præcis det samme. Din kollega optjener fuld pension af sit arbejde, men det gør du ikke. Din kollega tjener også mere end dig, selvom I har præcis det samme job på det samme timeantal.

Lyder det som en skør historie fra et andet land? Lyder det som noget, der er meget udansk? Det er det ikke! Dette er virkeligheden for tusindvis af danskere, som hver dag arbejder på den ordning, som var tænkt som en ligestilling af mennesker med funktionsnedsættelser, men som fra 2013 placerede fleksjobbere under langt ringere vilkår end deres kolleger uden handicap, men også i forhold til dem, som er ansat på den gamle fleksjobordning, som havde en fuld løn med fuld pension.

I Dansk Handicap Forbund arbejder vi for et liv med lige muligheder. For os betyder det, at vi kan være samfundsborgere på lige fod med andre. Vi kan og vi vil bidrage, og en meget stor del af os vil gerne være på arbejdsmarkedet og bidrage med vores kompetencer, erfaringer og kreativitet, og vi er loyale medarbejdere, som er kendt for at ville gå den ekstra mil i de projekter, vi arbejder på.

Hvad der imidlertid er meget svært at forstå, er det menneskesyn, der ligger bag den fleksjobordning, som blev indført i 2013. Ser man alene på antallet af mennesker, som er kommet i et fleksjob, ja, så kan ordningen udråbes som en stor succes, men det ikke er nok at placere mennesker i et fleksjob. Vi skal være der og naturligvis aflønnes på lige fod med andre arbejdstagere.

Når man har en fysisk funktionsnedsættelse, så lægger det en begrænsning på, hvad ens krop kan klare. Man vurderes meget nøje i forhold til, hvor mange timer man kan arbejde om ugen. Det er en meget nidkær vurdering, som meget nøje undersøger, hvor meget kroppen kan klare. Når det vurderes, at man fx kan klare at arbejde 12, 15 eller 20 timer om ugen, er det vigtigt at forstå, at dette timeantal for en krop med en funktionsnedsættelse svarer til fuld tid for netop denne person.
Det er et udtryk for, hvor meget man i yderste konsekvens kan presse fleksjobberen, og det er ikke muligt at arbejde mere, hvis det samtidig skal være muligt at have et fritids- og familieliv – og en fremtid på arbejdsmarkedet.

Danmark har ratificeret FN’s handicapkonvention og har dermed forpligtet sig til at skabe lige muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser – også på arbejdsmarkedet. Med konventionen har Danmark også forpligtet sig til, at der skal ske en udvikling i forhold til rettigheder og muligheder for os.

Samtidig har Danmark vedtaget et sæt handicappolitiske principper, som ligger under al handicaprelateret lovgivning, og som beskriver, hvordan vi arbejder med dette spørgsmål i en dansk sammenhæng. I den forbindelse er det såkaldte kompensationsprincip helt afgørende. Når man har en funktionsnedsættelse, så er man, uanset hvordan man vender og drejer det, sat tilbage i forhold til dem uden handicap, der bor inde på den anden side af hækken.

Her kommer kompensationsprincippet ind i billedet, for i Danmark har vi et princip, som siger, at hvis vi er sat tilbage pga. en funktionsnedsættelse, så kompenserer fællesskabet for funktionsnedsættelen, så man er ligestillet.

Her skal man holde tungen lige i munden, for det betyder absolut ikke, at man skal have det samme som alle andre rent materielt, men det betyder, at man skal kunne aktualisere sin egen evner og kunne realisere sine drømme for uddannelse, arbejdsliv, familieliv og meget mere – ud fra de forudsætninger man hver især har. Man skal altså kunne arbejde ufaglært på lige fod med andre ufaglærte, eller man skal, hvis man har taget en uddannelse, kunne arbejde på lige fod med andre, som har den samme uddannelse og kompetencer. Det er et godt og sundt princip, som frigiver mange ressourcer til samfundet.

Desværre er det gået skævt i forhold til fleksjobordningen. De, der var på den gamle ordning, er stavnsbundet til deres job, fordi de ganske enkelt ikke har råd til at skifte til et nyt job og dermed overgå til den nye ordning. Som eksempel vil det koste en medarbejder, som er lærer op til 8.000 kr. pr. måned ved at skifte til nyt job.

For mennesker, der tager en uddannelse, er realiteten, at de med den nye fleksjobordning aldrig nogensinde vil opnå en løn, som svarer til deres uddannelsesniveau. De modregnes i deres tilskud, jo mere de tjener – og kommer man over et vist niveau, bliver tilskuddet og dermed lønnen markant udhulet.

Når der i en virksomhed gives en bonus eller en lønforhøjelse til medarbejderne, så ædes den for fleksjobberne på ny ordning op pga. modregning.

Samme medarbejdere vil i øvrigt gå en alderdom i møde, hvor de står med en forsvindende lille arbejdsmarkedspension, fordi der ikke beregnes fuld pension.

Endelig er der ikke nogen beskyttelse af den svage part (arbejdstageren), når løn- og arbejdsvilkår skal forhandles. De faglige organisationer er sat uden for døren, og man står alene i en forhandling mellem arbejdsgiver og kommune. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor udsat man i denne situation er som arbejdstager.

I den oprindelige fleksjobordning var man fuldtidsansat på lige fod med kollegerne og optjente fuld pension. At arbejdsevnen var nedsat, blev kompenseret ved, at virksomheden fik udbetalt et tilskud. Det fungerede godt, og det var et udtryk for ligestilling på arbejdsmarkedet – det var en ordning, vi kunne være stolte af!

Med indførelsen af den nye fleksjobordning blev realiteten for mennesker med nedsat arbejdsevne, at de nu er deltidsansatte i deres job og sociale klienter for resten. Et trist tilbageslag for den danske model, hvor vi hylder et fleksibelt og mangfoldigt arbejdsmarked.

Her i 2024 oplever vi, hvordan ordningen presser mange af vores medlemmer. Der er alt for mange fleksjobbere, som arbejder under urimelige løn- og pensionsvilkår. Det gælder både lavt- og højtlønnede. I sidste ende er det her en alvorlig hæmsko, når vi taler om at skabe et fleksibelt arbejdsmarked, hvor alle kan bidrage.

Da man lavede reformen i 2013, var det hensigten, at ordningen skulle evalueres. Det er ikke sket fuldt ud. Der er lavet en mindre evaluering og justering i 2018, men ingen har kigget på, hvordan løn- og pensionsvilkårene ser ud, og ingen har vurderet, hvilken betydning aflønningsforholdene har for den enkelte fleksjobber.

I Dansk Handicap Forbund har vi siden reformens indførelse kæmpet for en retfærdig model, men desværre har det været så godt som umuligt at få politikerne til at gå ind i denne problemstilling, og reelle forandringer er udeblevet. Det er i vores øjne helt uacceptabelt, og det er i strid med både handicapkonventionen og de handicappolitiske principper.

Et fleksibelt arbejdsmarked, hvor alle kan bidrage, fordrer, at man kan oppebære en løn på lige fod med andre, og det er en rigtig dårlig forretning at lade være, for er man fleksjobber, så betaler man skat – ofte mere end tilskuddet udgør – og man bidrager til at løse de opgaver, som virksomhederne skriger på at få løst.

I Dansk Handicap Forbund er vi glade og stolte af at få taletid her på 1. maj, og vi vil benytte lejligheden til at slå et slag for at ændre på fleksjobordningen, så den giver os lige muligheder.

Vi vil derfor gerne opfordre både fagforbund, politikere, erhvervsorganisationer og borgere til at stå sammen om at få ændret ordningen. Den skal ændres, så vi er aflønnet og får pension på lige vilkår med andre på arbejdsmarkedet. Det er ret og rimeligt, og det er den eneste rigtige vej at gå, hvis vi som samfund tager vores værdier om ligestilling og et fleksibelt arbejdsmarked alvorligt.

I dag sender vi en hilsen til alle, som fejrer 1. maj, og vi kalder på lige vilkår for fleksjobberne. Til gengæld lover vi, at I får en uvurderlig ressource ud på arbejdsmarkedet, og det vil være en gevinst for os alle – ikke mindst samfundsøkonomien.

Rigtig god og festlig 1. maj kampdag!