Dyrker det unikke: Iværksætterbootcamp for personer med handicap åben for tilmelding

Foto: Martin Bubandt

Danmark går glip af milliarder, når man ikke åbner arbejdsmarkedet for alle. Derfor står Dansk Handicap Forbund sammen med iværksætterne Signe Hartvig Daugaard fra Great Minority og Jacob Nossell fra Enactlab i spidsen for Danmarks første iværksætterbootcamp for unge mellem 18 og 30 år med handicap. Tilmelding er åbnet

21. juni 2022

Nu åbner Danmarks første iværksætterbootcamp for unge med handicap for tilmeldinger. Dermed tager Dansk Handicap Forbund sammen med Signe Hartvig Daugaard og Jacob Nossell endnu skridt hen mod at skabe et mere fleksibelt og kreativt arbejdsliv for flere.

Bootcampen, som er støttet af Tuborgfondet, henvender sig i første omgang til unge med handicap i aldersgruppen 18-30 år. Er man over 30 år, må man godt henvende sig, og hvis der er pladser efter tilmeldingens deadline, er der muligheder for dem over 30, der ønsker at være med.

Det hele handler om at skabe rammerne for et arbejdsmarked med plads til flere, og så handler det om at dyrke det unikke blik på verden, man får, når man lever med et handicap. Sådan siger en af hovedkræfterne bag bootcampen Signe Hartvig Daugaard, som også selv er iværksætter og lever med et handicap.

”Man ser på verden med et anderledes blik end mange andre - på grund af den særlige situation, man kan være i, når man lever med handicap. Derfor er der stort potentiale for at udvikle produkter og skabe ydelser, som andre ikke har tænkt over tidligere. Det glæder jeg mig enormt meget til at dykke ned i og dyrke sammen med deltagerne,” lyder det fra Signe Hartvig Daugaard.

Signe Hartvig Daugaard driver til daglig virksomheden Great Minority, som leverer videoproduktioner og fotos til en lang række organisationer, fonde og virksomheder. Hun ved derfor, hvilke udfordringer, der kan være, når man starter ny virksomhed og samtidig har behov for, at der tages hensyn til nogle særlige behov. Samtidig kender hun til de mange fordele, der er ved at gå selvstændig, netop fordi man i højere grad kan designe sin egen arbejdsdag, og dermed lettere kan komme udenom de barrierer, der kan være på det ordinære arbejdsmarked.

Man ser på verden med et anderledes blik end mange andre - på grund af den særlige situation, man kan være i, når man lever med handicap. Derfor er der stort potentiale for at udvikle produkter og skabe ydelser, som andre ikke har tænkt over tidligere.
— Signe Hartvig Daugaard

”Jeg ser, at der er et potentiale, der går tabt, når man ikke kan passe ind i de rammer, der er på det ordinære arbejdsmarked. Måske er man som ung med handicap, nødt til at overkompensere i hverdagen, og det kan få konsekvenser for ens øvrige liv. Ved at skabe sine egne arbejdsforhold kan man arbejde langt mere effektiv og samtidigt passe på sig selv.” forklarer hun.

Det er netop udfordringer som disse samt et generelt efterslæb i beskæftigelsesandelen for mennesker med handicap, som gør, at Dansk Handicap Forbund står med bag projektet. Det fortæller projektleder i Dansk Handicap Forbund Katrine Ibsen Larsen.

”Der bliver talt rigtig meget om, hvordan vi bliver bedre til at skabe plads på det ordinære arbejdsmarked for mennesker med handicap, og det arbejder vi fortsat på. Det her initiativ er med til at skabe et alternativ til de mennesker, som sidder derude med den god idé, og som samtidig har svært ved at se sig selv i mere faste rammer i etablerede virksomheder eller organisationer,” siger hun.

Hun glæder sig rigtig meget til at bidrage i workshoppen og møde deltagerne, når workshoppen skydes i gang i købet af efteråret.

  • Iværksætterbootcampen er henvendt til unge med et bevægelses- eller kommunikationshandicap. Bootcampen er skiftevis både digital og fysisk. Den fysiske del af bootcampen foregår i København og afholdes blandt andet i Symbion og på DTU Skylab. Den digitale del foregår via en digital undervisningsplatform på www.ivbootcamp.dk.

    Bootcampen begynder den 4. oktober 2021 og fortsætter ti uger frem. Den afsluttes i medio december.

    Er du interesseret kan du læse mere og tilmelde dig via hjemmesiden www.ivbootcamp.dk.

Iværksætterbootcampen er henvendt til unge med et bevægelses- eller kommunikationshandicap. Bootcampen er skiftevis både digital og fysisk. Den fysiske del af bootcampen foregår i København og afholdes blandt andet i Symbion og på DTU Skylab. Den digitale del foregår via en digital undervisningsplatform på www.ivbootcamp.dk.

Bootcampen begynder den 4. oktober 2021 og fortsætter ti uger frem. Den afsluttes i medio december.

Er du interesseret kan du læse mere og tilmelde dig via hjemmesiden www.ivbootcamp.dk.

Både Signe Hartvig Daugaard og Katrine Ibsen Larsen håber, at flere af deltagerne på bootcampen får succes med at udvikle deres idéer og produkter, og at der kommer rigtige, bæredygtige virksomheder ud på den anden side, og at de på den måde – ved eksemplets magt – bliver rollemodeller for flere iværksættere med handicap.

”Drømmescenariet for den her bootcamp og de unge, der er med, er, at de går forrest i arbejdet for et mere rummeligt arbejdsmarked og bliver rollemodeller. Måske skal de en dag selv have ansatte, og når det sker, bliver de eksperter og kommer naturligt til at skubbe på for et mere rummeligt arbejdsmarked. Og dét kan så være med til sætte gang i en udvikling, som gavner arbejdsmarkedet generelt,” lyder det fra Signe Hartvig Daugaard. Hun bakkes op af Jacob Nossell fra Enactlab, som også er en del af holdet bag bootcampen.

”Mange mennesker med handicap har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er virkeligheden. Der er udfordringer, som mennesker med handicap møder, og i den ideelle verden var der ikke brug for at lave specialiserede initiativer til mennesker med handicap, men der, hvor vi er nu, så er det nødvendigt,” siger han.

Et af målene for bootcampen er netop at sætte fokus på nogle af de strukturelle ting, der kan stå i vejen for mulighederne for at skabe sin egen virksomhed, når man samtidig er afhængig af hjælp fra systemet på grund af sit handicap.

”Vi vil bruge de konkrete erfaringer fra bootcampen som løftestang for at kunne ændre reglerne eller gøre systemet mindre rigidt, så flere mennesker med handicap har flere muligheder for at få et arbejdsliv, som giver mening for dem,” lyder det fra Katrine Ibsen Larsen.

I den forbindelse er holdet bag bootcampen glad for samarbejdet med Dansk Erhverv, så der er stærkere interessepolitisk rygdækning til at få ændret de ting, der måtte vise sig hen ad vejen. Sådan lyder det fra Signe Hartvig Daugaard, der i arbejdet med bootcampen har oplevet personer, der i udgangspunktet går ud fra, at de ikke kan gå selvstændigt, fordi de modtager fleksjobydelse – eller er på nedsat tid på grund af deres handicap.

”Hvis det viser sig, at der er regler, der står i vejen for det, så er det også vores ønske at få de problemer italesat, så det kan blive ændret. I det arbejde kan Dansk Erhverv og Dansk Handicap Forbund spille en central rolle som seriøse politiske aktører. Der er så mange, som har et kæmpedrive, og de må ikke blive ofre for rigide regler,” lyder det.

Bootcampen er nu åben for tilmeldinger via hjemmesiden www.ivbootcamp.dk. Den løber af stablen over ti uger fra den 4. oktober og afsluttes medio december 2021.

Har du spørgsmål til tilmelding eller andet, er du velkommen til at skrive til ivbootcamp@danskhandicapforbund.dk.


Seneste Nyt

Forrige
Forrige

Udligningsreform modarbejder brug af de rette tilbud

Næste
Næste

Folkemøde 2021: Gamle handicaporganisationer vs. nye sociale græsrodsbevægelser