Læs mere om Honduras fra Handicap Nyt nr. 5 2023
Foto: Jacob Nossel
Tekst af Jacob Nossel, journalist og ejer af Nossell & Co.
Om Bæstet
“Le Bestia” (Bæstet) er et netværk af godstoge, der kører fra Centralamerika igennem Mexico til USA. Migranter fra hele Sydamerika og Centralamerika hopper ombord på togene, hvor de sidder på tagene, i håb om at krydse grænsen ind i USA. Flere tusinde migranter ridder hvert år på Bæstet i håb om at komme ind i USA. Mange af dem er fra El Salvador, Guatemala og Honduras.
Det vurderes at op mod en halv million migranter rider på togets tag hvert år.
Om migrationspandemien mod USA
Antallet af personer, som forsøger at krydse ind i USA via den mexicanske grænse, er eksploderet de senere år og satte rekord i 2022, hvor den amerikanske grænsekontrol stoppede migranter mindst 2,4 millioner gange ved den mexicanske grænse til USA. Over 500.000 af dem var med migranter fra El Salvador, Guatemala og Honduras.
Ifølge tal fra det amerikanske grænsepoliti døde mindst 853 migranter i 2022 ved den mexicanske grænse i forsøget på at krydse den ulovligt. Tallet dækker kun personer, som de amerikanske myndigheder har fundet døde ved selve grænsen og dækker ikke de migranter, der dør undervejs i andre lande såsom Mexico.
Tusindvis af migranter bliver kidnappet, truet, udsat for vold og overfaldet af bander undervejs på rejsen. Ca. 60 pct. af piger og kvinder på ruten bliver voldtaget.
Håbet er en bæredygtig handicapbevægelse i Honduras
Ude af øje, ude af sind. Gennem 16 år har Dansk Handicap Forbund arbejdet med opbygning af handicapbevægelsen i Honduras. I 2025 trækker forbundet sig ud af landet, men vejen mod lige muligheder kan være uendelig lang for landets godt en million personer, der lever med et handicap.
Pilotprojekter har af og til en tendens til at gribe om sig. Fra 2025 er det planen, at Dansk Handicap Forbund (DHF) trækker sig ud af Honduras i Mellemamerika, hvor opbygning af en handicapbevægelse har været en hovedprioritet siden begyndelsen i 2006. Et arbejde, der bærer frugt, men som aldrig er uden bump på vejen i et land, der ikke har stærke traditioner blandt personer med handicap for at organisere sig.
Honduras er et land, der i dén grad kæmper sine egne kampe, og som, i hvert fald herhjemme, har gjort sig bemærket med sin destruktive bandekriminalitet og overfyldte fængsler. Et land, hvis præsident sidste år indførte landsdækkende undtagelsestilstand i et desperat forsøg på at dæmme op for den indgroede voldskultur. Så indgroet at den udmærker sig som en af de hyppigste årsager til lemlæstelse og handicap.
Vi har at gøre med et land, hvor handicap stadig betragtes som den enkeltes egen skyld, eller som en guddommelig straf. En straf der igen medvirker til dobbeltmarginalisering af både den enkelte og den nærmeste familie.
Som en hjørnesten for DHF’s internationale udviklingsarbejde står Handicapkonventionen og det tværgående løfte fra FN’s Verdensmål om at ingen skal lades i stikken. Den store ubekendte er, hvordan handicapbevægelsen i Honduras kan stå på egne ben uden støtten fra DHF efter 2025.
Dét spørgsmål rejste jeg til det mellemamerikanske land for at blive klogere på. Og ja, der er faktisk meget at skrive hjem om!
Rettigheder og vold
Sammen med fire landsdækkende forbund af personer med synshandicap, hørehandicap, fysiske handicap og en organisation af forældre til børn med handicap, har DHF gennem nu 16 år arbejdet med opbygning af en selvstændig og bæredygtig handicapbevægelse, der kan styrke rettighederne og forholdene for de godt 1 million mennesker i Honduras, der lever med et handicap.
Et gennemgående indtryk fra de personer, jeg interviewede under mit ugelange besøg, primært i hovedstaden Tegucigalpa, var de personlige beretninger om skæbnesvangre ulykker og voldshandlinger, der fyger gennem landet som en steppebrand, direkte afledt af bandekriminaliteten og ønsket om et bedre liv væk fra vold og gengældelser.
Et andet indtryk jeg tager med mig, er de tilsvarende beretninger om at komme videre, hjulpet på vej af den støtte, der har været så afgørende for at den enkelte igen har skabt sig en tålelig tilværelse.
Det fatale møde med Bæstet
Én af de personer, jeg mødte, er Eva Suazo, der lå bevidstløs i 15 dage på hospitalet, efter at hun blev revet ned under ’Bæstet’ – et godstog der kører i rutefart gennem Mexico og ind i USA. Hun ville op på taget til de andre migranter, der i tusindvis forlader deres hjemland hvert år, i håbet om et bedre liv.
I stedet mistede hun begge sine ben, kørt af under Bæstets tonstunge vægt, fordi en anden migrant greb fat i hende i et desperat forsøg på selv at nå i sikkerhed på togets tag.
Manden, der greb fat i hende, overlevede ikke. Hele natten lå hun ved siden af ham og råbte på hjælp. Eva har siden fået psykologhjælp via den nationale handicaporganisation Ahlmys, men traumet og lydene fra episoden hjemsøger hende stadig, og i dag taler hun kun sjældent om det.
I dag er hun er skilt og bor med sin yngste søn på otte år og barnebarnet på syv år. Hun lever af at sælge frugt og snacks, og så syr hun brugt tøj om og sælger det videre med en lille fortjeneste.
Hvad er vejen frem?
16 års kapacitetsopbygning er en evighed for enkeltpersoner, når ulykken pludselig rammer. Støtte og netværk er afgørende for at finde modet til livet igen. Så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvordan et langvarigt samarbejde afsluttes på fornuftig vis, når den aftalte udløbsdato indtræffer.
Og risikerer vi ikke at tabe arbejdet på gulvet, som sand mellem fingrene?
Svaret er dilemmafyldt. Men når opgaven består i dannelsen af en stærk og levedygtig handicapbevægelse, er det i dén grad afgørende at sætte det lange lys på.
Ét står i hvert fald klart for mig: Behovet for hjælp og støtte til personer med handicap i Honduras forsvinder ikke med et fingerknips. Alle dem, jeg mødte på rejsen, havde kun rosende ord om DHF. Efter 16 års kapacitetsopbygning er en handicapbevægelse begyndt at tage form i landet, klar til at støtte den enkelte, rådgive familien om livet med handicap og give fællesskab.
Lad dem ikke sejle i deres egen sø!
