66 organisationer: Balancen mellem arbejdsevne og værdig behandling er ikke fundet endnu
Reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013 har haft store konsekvenser for mennesker med handicap. Dansk Handicap Forbund sætter sammen med 65 andre organisationer igen spot på behovet for at ændre reformen gennem seks konkrete krav til ændringer.
29. august 2022
I 2013 begrænsede man adgangen til førtidspensionen og indførte i stedet ressourceforløb. Samtidig forringede man vilkårene på fleksjobordningen. Reformen har haft meget negative konsekvenser for mennesker med handicap og syge, som er blevet parkeret i årelange meningsløse forløb uden afklaring. Det er der aldrig for alvor blevet rettet op på. Det var baggrunden for, at 66 organisationer gik sammen om at lægge pres på politikerne med initiativet ’VærdiReform’.
Formand for social- og arbejdsmarkedspolitisk udvalg i Dansk Handicap Forbund, Inger Steen Møller, er glad for, at vi gennem samarbejdet kan lægge et massivt pres på politikerne – ikke mindst nu, hvor et valg står for døren, og vi kan se, at reformen aldrig fik den effekt, der var tiltænkt:
”Kun ganske få af de mennesker med meget indgribende funktionsnedsættelser er kommet ud af ressourceforløbene med et ændret resultat. Vi ser, at de nu alligevel får tilkendt førtidspension, og derfor har de mange år i ressourceforløb været et form for ingenmandsland på et meget lavt forsørgelsesgrundlag.”
Inger Steen Møller er selv en ivrig fortaler for, at mennesker med handicap skal have muligheder på arbejdsmarkedet, hvilket hun også som udvalgsformand har kæmpet for i en årrække, men der skal være en balance og rimelighed i tingene:
”Vi arbejder i Dansk Handicap Forbund for et liv med lige muligheder, og derfor er det også min kongstanke, at vi skal gå forrest i bestræbelserne for at hjælpe folk med nedsat arbejdsevne ud på arbejdsmarkedet. Men det skal give mening, og vi skal behandle mennesker med værdighed. Det oplever vi ikke reformen imødekommer, og derfor er vi glade for, at vi sammen med den stærke alliance kan sætte spot på de seks krav, vi stiller,” slutter Inger Steen Møller med henvisning til dagens debatindlæg i Avisen.dk.