landsformand Susanne Olsen — Foto: Gua Studio

Kommunalreformens totale afspecialisering af handicapområdet og nedslagtning af specialiserede fagmiljøer, videnscentre og specialrådgivninger må erstattes af ny struktur, hvor en bindende faglig second oppinion bør stå centralt i visitationen, når borgernes behov skal vurderes

20. april 2021

Lige nu er der massivt fokus på, at der skal findes løsninger på handicapområdet. De scenarier, vi før 2007 advarede imod, da man med kommunalreformen nonchalant fjernede de tværgående videnscentre, hjælpemiddelcentraler, specialrådgivningsfunktioner, forskningsmiljøer og visitation fordelt på to myndigheder er nu en realitet. Kvalitetsmæssigt kan vi ikke komme længere i mod bunden, og det står klart, at det ikke bliver arbejdsgrupper, rundbordssamtaler, retorisk overbevisende udspil og løfter om at stramme op, som kommer til at ændre noget som helst.

Nej, en kommende reform af området skal for alvor gøre op med den store fejl, man begik med kommunalreformen.

Mit ærinde her er ikke at sige, at vi skal tilbage til før kommunalreformen, men vi skal reformere, så kommuner gør det, de er bedst til, mens specialister fra stærke tværgående vidensmiljøer skal bidrage med en faglig second oppinion og faglig support, som ikke kan tilsidesættes, men i stedet understøttes af en solidarisk finansiering.

Specialviden skal ind i visitationen
Når vi taler om handicapområdet, så har vi fat i et område, som er komplekst og sammensat. I den forbindelse sker der ofte den fejl, at man definerer bestemte diagnoser, paragraffer eller tilbud til at være specialiserede. Jeg forstår godt, hvorfor man gør det. Det er jo det nemmeste, når man skal forsøge at håndtere komplekse problemstillinger. Men samtidig er jeg nødt til at sige, at det er en stærkt forenklet måde at se området på.

I Dansk Handicap Forbund interesserer vi os ikke så meget for diagnoser, men derimod for menneskers levevilkår, og hvordan det enkelte menneske påvirkes af sin funktionsnedsættelse.

Vi ved, at man sagtens kan have to borgere i en ude fra set ensartet situation, men hvor individuelle forhold hos den enkelte gør, at den ene har behov for meget højt specialiseret indsats, mens den anden ikke har det i samme grad.

“Vi mener, at de tilknyttede uafhængige specialister skal have en decideret myndighedsfunktion og være i stand til at komme med en faglig efterprøvelse af kommunens forslag, og med den skal så følge en supplerende finasiering fra eksempelvis nationalt niveau, hvis beslutningen bliver en anden og mere omfattende hjælp, end den kommunen har bevilget.”

— Susanne Olsen, landsformand

Det, der er svært, er at forstå, hvordan den enkelte borgers funktionsnedsættelse og livssituation ser ud, og hvilken hjælp der deraf skal følge, så der sikres et liv med lige muligheder. Det kræver specialiseret viden, som en kommune ikke kan oppebære alene – det har vi jo set over de seneste mange år – og derfor er det vigtigt, at kommunerne får den nødvendige hjælp til arbejdet.

Second Oppinion bør stå centralt
I Dansk Handicap Forbund går vi ind til forhandlinger om en kommende reform med et klart krav om forandring. Den forandring skal være, at vi ikke længere skal møde én egenrådig myndighed, som sidder på både visitation og finasiering, mens klager alene efterprøves juridisk i lange og opslidende forløb.

Vi stiller krav om, at opbygning af tværgående stærke vidensmiljøer koblet til stærke forskningsmiljøer m.v. kommer til at udgøre en kerne i den fremtidige visitation, bevilling af hjælpe til personer med handicap og opfølgning.

Vi ønsker, at borgerne skal møde kompetente og uafhængige specialister udefra, som indgår i visitationen og bidrager med en second oppinion i forhold til den hjælp, kommunen foreslår, baseret på viden om, hvad der virker. Vi ser også et tværgående vidensmiljø, som et fagmiljø, der udvikler ny viden og sikrer opfølgning sammen med de fagpersoner, som møder borgerne.

Vi vil stille krav om, at eksperternes vurdering ikke må tilsidesættes af kommunen ud fra økonomiske hensyn, og kommunen skal kunne svare fagligt for sig, hvis den ikke mener, behovet for den foreslåede hjælp ikke er der eller er et andet.

Vi mener, at de tilknyttede uafhængige specialister skal have en decideret myndighedsfunktion og være i stand til at komme med en faglig efterprøvelse af kommunens forslag, og med den skal så følge en supplerende finasiering fra eksempelvis nationalt niveau, hvis beslutningen bliver en anden og mere omfattende hjælp, end den kommunen har bevilget.

Handicapområdet kan ikke håndteres med standardløsninger, stangvarer og lokale ’synsninger’. Det kræver en grundlæggende anerkendelse af, at noget så kompleks som funktionsnedsættelser og menneskers livssituationer ikke alene kan løses af 98 kommuner. Det skal i stedet ses som et fælles samfundsansvar at løfte dette område, og løsningerne for den enkelte skal findes i en vekselvirkning mellem lokal faglighed, nærhed og koordination på den ene side og stærke faglige vidensmiljøer med en central statslig finansiering på den anden side.

Vi ønsker og arbejder for et system, som investerer i det enkelte menneske, frem for, som det sker i dag, at se på hvor meget, der er tilbage i den lokale pengekasse i indeværende år.

Lad os derfor tage et seriøst skridt hen imod etableringen af en reform, som skaber aktive, livsduelige og ligestillede samfundsborgere, og hvor antallet af klagesager bankes i bund, fordi vi med den faglige efterprøvelse og samarbejde mellem lokalt og specialiseret niveau træffer de rigtige beslutning fra starten.

Seneste Nyt

Featured