Projekt ’Fjern barriererne’

En undersøgelse af barrierer for inklusion af mennesker med bevægelseshandicap på arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen viser, at virksomhederne generelt ikke betragter sig selv som værende tilgængelige for mennesker i kørestol, med rollator eller krykker. 48 procent af de offentlige og 65 procent af de private virksomheder mener ikke, at deres arbejdsplads er fysisk tilgængelige. Her er offentlige virksomheder og virksomheder med 50-199 ansatte de mest tilgængelige og små og private virksomheder de mindst tilgængelige.

Undersøgelsen viser også, at virksomhederne er mere villige til at lave arbejdspladstilpasning og arbejde med de mere mentale og strukturelle barrierer, når der er tale om fastholdelse af en medarbejder, netop pga. den personlige relation. Den personlige relation, og generel erfaring med mennesker med bevægelseshandicap, viser sig som enorm vigtig, når barrierer for inklusion på arbejdsmarkedet skal nedbrydes. Her er den fysiske tilgængelighed alfa omega, da det ellers kan forhindre den rette kandidat i at ansøge virksomheden og dermed fastholde mennesker med bevægelseshandicap udenfor arbejdsmarkedet. En barriere, som virksomhederne ikke lader til at være opmærksomme på.

De små virksomheder tilpasser sig – men først når behovet opstår
Generelt er virksomhederne positivt indstillet overfor tilgængelighedsregulativer, og der er gode intentioner om at foretage arbejdspladstilpasninger, særligt blandt store virksomheder. Der eksisterer også en opfattelse af, at muligheden for at foretage arbejdspladstilpasninger afhænger af virksomhedens størrelse. Resultaterne viser dog, at det i realiteten i højere grad er de små virksomheder, som foretager fysiske arbejdspladstilpasninger og arbejder med holdninger til personer med handicap, mens de større virksomheder tilpasser arbejdsgange.

Over halvdelen (60 procent) kender ikke til støtteordninger, som kommunen tilbyder i forbindelse med arbejdspladstilpasninger, hvorfor det kan opfattes som et dyrt indgreb. Tilpasninger bliver som regel foretaget efter behov, dvs. enten ved fastholdelse af en medarbejder med erhvervet handicap eller når virksomheden finder den rette kandidat. Her har 52 procent fx fastholdt en medarbejder, der har fået et fysisk handicap. Manglende forebyggende tiltag er igen med til at fastholde mennesker med bevægelseshandicap udenfor arbejdsmarkedet og utilgængelige virksomheder ikke-inkluderende.

”Skal jeg hjælpe min kollega på toilettet?” – uvidenhed bremser ansættelser
Undersøgelsens resultater viser, at fordomme, uvidenhed og berøringsangst udgør mentale barrierer for inklusion af mennesker med bevægelseshandicap på arbejdsmarkedet. Fordommene drejer sig særligt om, hvilke kompetencer mennesker med bevægelseshandicap har og hvilke jobfunktioner de kan og ikke kan varetage. Fordommene er ofte forbundet med forestillinger og bekymringer om, at mennesker med bevægelseshandicap er mindre fleksible, effektive, har højere sygefravær og udgør en belastning for de øvrige medarbejdere, fx om de skal hjælpe vedkommende på toilettet eller med at spise.

Opbakning fra medarbejderne viser sig også, at være den vigtigste faktor for at få arbejdsgivere til at overveje at ansætte mennesker med bevægelseshandicap i virksomheden. Det mener hele 59 procent af de adspurgte virksomheder. Succesfuld inklusion er, ifølge virksomhederne, meget afhængig af medarbejdernes opbakning til ansættelse af mennesker med fysiske handicap, samtidig med at virksomhederne skal stilles i sikkerhed for at ansættelse ikke belaster deres økonomi og viden, og samarbejde med jobcenteret, om de kompenserende ordninger, der er til rådighed for mennesker med bevægelseshandicap. Dette anses som de vigtigste forhold for at få virksomhederne til at ansætte mennesker med bevægelseshandicap. Samtidig er en personlig relation til mennesker med bevægelseshandicap med til at nedbryde mentale barrierer.

Ingen kender reglerne
Manglende viden om støtte- og kompensationsordninger er en af de væsentligste barrierer for ansættelse af mennesker med bevægelseshandicap. 47 procent af de adspurgte virksomheder har ikke kendskab til de kompenserende ordninger. Alligevel mener 44 procent, at det er afgørende, at der er fuld klarhed over hvilke kompensationsordninger en ansøger er berettiget til på ansættelsestidspunktet. Formidling af viden om de kompenserende ordninger til både borgere, virksomheder og jobcentermedarbejdere er en vigtig indsats for at øge inklusionen.

Det tunge bureaukrati er en barriere
Virksomhederne har en klar oplevelse af, at jobcentrene er ineffektive og sagsbehandlingstiden lang. Der er for stor forskel i serviceniveauet på tværs af kommuner og alt for mange indgange. 78 procent af nøglepersonerne på handicapområdet mener, at et godt samarbejde mellem virksomhederne og jobcentrene er den vigtigste faktor for at få mennesker med bevægelseshandicap i arbejde. Virksomhederne vil i højere grad behandles som kunder i jobcenterbutikken og efterlyser, at jobcentrene er mere opsøgende.

Hertil mener 25 procent af nøglepersonerne på handicapområdet, at mindre bureaukrati er den vigtigste faktor for at få mennesker med bevægelseshandicap på arbejdsmarkedet.

Manglende inklusion er selvforstærkende
Manglende erfaring med ansættelse af mennesker med bevægelseshandicap er en af de væsentligste barrierer for inklusion på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen viser, at virksomheder, der ikke tidligere har erfaring med ansættelse af mennesker med bevægelseshandicap sjælendt har kontakt til målgruppen.

87 procent har ikke modtaget ansøgninger fra mennesker, der skriver, at de har et fysisk handicap, 91 procent har ikke haft ansøgere med bevægelseshandicap til samtale inden for de sidste to år, 72 procent mener ikke de er tilgængelige for mennesker med bevægelseshandicap, og 89 procent har ikke haft kontakt til jobcenteret i forbindelse med jobsøgende med fysiske handicaps. Manglende kontakt til målgruppen kan virke negativt selvforstærkende på den manglende inklusion, da virksomhederne ikke opnår en personlig relation til målgruppen, ikke forbedrer deres tilgængelighed, ikke modtager henvendelser, og ikke betragter mennesker med bevægelseshandicap som aktuelle for deres virksomhed.

Samtidig med et beskæftigelsespolitisk fokus på fastholdelse fremfor ny-ansættelse, kan disse forhold virke som barrierer for øget inklusion af mennesker med bevægelseshandicap på arbejdsmarkedet. Små og private virksomheder har færrest mennesker med fysiske handicap ansat, hvorfor der ligger et stort potentiale her.