Vis nu tillid! Ikke alle kan bruge mundbind
Dansk Handicap Forbund opfordrer endnu engang alle til at vise hensyn og have tillid til de mennesker, som ikke bærer mundbind. Flere medlemmer har oplevet problemer med verbale overfusninger, efter kravet om mundbind blev indført torsdag.
02. nov. 2020
Gennem hele coronaperioden har forbundet sammen med de øvrige handicaporganisationer haft en enkel og effektiv kanal til dialog med myndighederne – nemlig gennem paraplyorganisationen Danske Handicaporganisationer (DH).
En af de problemstillinger, som har givet anledning til problemer, er undtagelsen for brug af mundbind. En række mennesker med handicap er undtaget, og vi har fra starten gjort opmærksom på, at vi finder det problematisk, at der ikke er mere klare retningslinjer for, hvem der er undtaget.
”Situationen er, at det er op til den enkelte borger at vurdere, om man er undtaget fra at bruge mundbind. Det giver desværre anledning til, at nogle medlemmer har oplevet at blive overfuset eller udskammet af andre borgere. Det er særligt personer med usynlige handicap, der oplever problemerne,” fortæller landsformand Susanne Olsen, der opfordrer til at udvise tillid og respekt for, at der er nogle, der altså ikke kan bruge mundbind på grund af et handicap.
”Jeg opfordrer i den anledning på det kraftigste til, at man afstår fra at irettesætte og korrigere personer, som ikke anvender mundbind. Hav i stedet tillid til dine medmennesker,” understreger landsformanden.
I sidste uge valgte sundhedsmyndighederne at gå ud med tydeligere kommunikation omkring undtagelsen og opfordrede til at udvise tillid.
Læs mere via Sundhedsstyrelsens hjemmesiden her.