Landsformand Susanne Olsen, næstformand i SAPU, Inger Steen Møller og afdelingschef Jeppe S. Kerckhoffs evaluerer dagens møder på Christiansborg. Smilene indikerer, at der for første gang i flere år er positive politiske udmeldinger om udsigten til ændringer af førtidspension- og fleksjobreformen.

Positive Christiansborgmøder om førtidspension og beskæftigelse

For første gang i flere år hører Dansk Handicap Forbund positive politiske meldinger om udsigten til ændringer af førtidspensions- og fleksjobreformen, som har mødt skarp kritik fra flere sider. Derfor var smilene store efter dagens ordførermøder på Christiansborg.

15. nov. 2017

Dansk Handicap Forbund fortsætter den flerårige indsats for at påvirke politikerne i spørgsmålet om reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013, som har ramt mange mennesker med indgribende sygdomme og handicap urimeligt hårdt.

Forbundet står gennem initiativet værdig reform sammen med mere end 60 organisationer om at foreslå konkrete ændringer, og samtidig har flere af landets store kommuner lagt op til, at reformen bør ændres.

Tirsdag den 14. november var forbundet til møde med Karsten Hønge (SF), som var en del af forligskredsen bag reformen, og senere på dagen med Bent Bøgsted og Karina Adsbøl (DF) - sidstnævnte stod uden for forligskredsen.

På møderne blev der talt om de konkrete problemstillinger for de mange mennesker, som er fanget i udsigtsløse afklaringsforløb. Ud over de budskaber, vi støtter gennem værdig reform, har Dansk Handicap Forbund peget på en række detaljer, som sideløbende vil kunne få stor betydning, såfremt de justeres.

Der har også været gode drøftelser med politikerne om, hvilke holdninger til ændringer de forskellige partier har, lyder det fra landsformand Susanne Olsen.

”Der afventes nu en endelig evaluering af reformen, som vil være færdiggjort med udgangen af februar. Herefter forventer vi en lovændring, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen på et samråd tidligere på året gav tilsagn om,” konstaterer en tilfreds Susanne Olsen.

Ny og forbedret beskæftigelsespolitik
Ud over ændringer af reformen, har forbundets budskab været meget klart.

”Vi ønsker at få flyttet fokus fra presset på de mest sårbare grupper til i stedet at få forbedret og optimeret beskæftigelsespolitikken. For mens mange af de svageste borgere er fanget i reformens jerngreb, så findes der paradoksalt nok mange med handicap, som for alt i verden gerne vil have et arbejde, men som desværre hænger fast i en ledighedskø,” lyder det fra landsformanden.

Hun peger på, at der mangler konkrete indsatser, som kan sætte den enkelte i centrum, og ud fra en forståelse af virksomhedernes virkelighed kan få skabt kontakt og match med virksomhederne.

”Vi tror på, at man i stedet for at presse mennesker, bør fokusere på at fjerne barrierer, så der bliver skabt et sug ude fra arbejdsmarkedet. Vi arbejder målrettet på at vise retningen for en sådan fornyet beskæftigelsespolitik og henter her værdifuld viden fra vores konkrete projekter på beskæftigelsesområdet, som tager udgangspunkt i et tæt samarbejde med de virksomheder, som sidder med en vigtig nøgle til løsningen,” siger Susanne Olsen med henvisning til det netop færdiggjorte projekt "Fjern Barriererne".

Projektet skal efter planen blive til en række konkrete initiativer og anbefalinger henover de kommende måneder, og landsformanden glæder sig til at præsentere resultaterne.

I begyndelsen af december fortsætter Dansk Handicap Forbund desuden indsatsen med et møde med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Seneste nyheder

Sammen kan vi sætte handicapområdet på dagsordenen til folketingsvalget
05. okt. 2022

Sammen kan vi sætte handicapområdet på dagsordenen til folketingsvalget

Vind billetter til Halloween i tivoli 2022
30. sep. 2022

Vind billetter til Halloween i tivoli 2022

DHF tilbyder: Netværksgrupper for forældre til børn med handicap
28. sep. 2022

DHF tilbyder: Netværksgrupper for forældre til børn med handicap

Dansk Handicap Forbund om finanslovsudspillet: glem nu ikke, hvad der virkelig er brug for!
01. sep. 2022

Dansk Handicap Forbund om finanslovsudspillet: glem nu ikke, hvad der virkelig er brug for!

Endelig! Nu har også voksne ret til livsnødvendig hjælp om natten
30. aug. 2022

Endelig! Nu har også voksne ret til livsnødvendig hjælp om natten

66 organisationer: balancen mellem arbejdsevne og værdig behandling er ikke fundet endnu
29. aug. 2022

66 organisationer: balancen mellem arbejdsevne og værdig behandling er ikke fundet endnu

Støt Dansk Handicap Forbund

Husk at skrive CPR-nummer, så sørger vi for at indberette beløbet til SKAT