Debat: Vi vil også danse med

Den 1. juli træder et forbud mod diskrimination på grund af handicap i kraft. For medlemmerne af Dansk Handicap Forbund kommer det dog ikke til at betyde ret meget, frygter landsformand Susanne Olsen, som har skrevet dette indlæg til altinget.dk.

07. jun. 2018

Lad os danse! Sådan lød opfordringen fra vores egen paraplyorganisation, Danske Handicaporganisationer (DH), i torsdags, da et forbud mod diskrimination af mennesker med handicap blev stemt igennem af et enigt Folketing.

Og danset blev der, da formand for DH Thorkild Olesen og børne- og socialminister Mai Mercado mødtes uden for folketingssalen for rullende kameraer. De dansede for en historisk dag, hvor mennesker med handicap nu endelig har en lovbestemt ret til at blive behandlet fuldstændig ligesom alle andre uden at skulle risikere at blive holdt uden for fællesskabet på grund af et handicap.

Det er i sandhed noget, vi har kæmpet for i mange år, og derfor er det også historisk.

Med til den dansende jubelhistorie hører dog også et men, som for vores medlemmer er uoverstigeligt. Bogstavligt talt.

Det er desværre sådan, at den nye lov om forbud mod diskrimination af handicap uden for arbejdsmarkedet, som træder i kraft den 1. juli, har undtaget kravet om tilgængelighed og rimelig tilpasning. Det betyder, at et lille trin på vej ud på dansegulvet ville gøre, at vores medlemmer ville være udelukket fra dansegulvet. Det nye forbud mod diskrimination af handicap vil ikke betyde noget i den sammenhæng. Et af vores medlemmer ville helt lovligt kunne blive afvist på baggrund af et trin. Der er i loven ikke noget krav om, til fx ejeren af en natklub, at den fysiske tilgængelighed skal være indrettet på en måde, så vores medlemmer kan komme ind.

Ministeriet har, så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, lovet at se på muligheden for at indarbejde et krav om rimelig tilpasning i loven, men hidtil har man været bange for, at det ville påføre for store økonomiske udgifter for dem, som bliver pålagt at udbedre den fysiske tilgængelighed.

Vi har i forbindelse med høringssvar til lovforslaget selv været på banen med argumenterne om, at en rimelig tilpasning jo ikke må blive urimeligt byrdefuld for den, som skal udføre den. Dermed er frygten et langt stykke hen ad vejen ubegrundet. Desværre har høringsprocessen ikke fået politikerne til at ændre på det.

I Dansk Handicap Forbund har vi tænkt os at blive ved med at arbejde på at få kravet indskrevet i loven, for vi, som har fysiske handicap, vil også danse med.

Læs indlægget direkte på Altinget.dk HER.

Seneste nyheder

Dansk Handicap Forbund om finanslovsudspillet: glem nu ikke, hvad der virkelig er brug for!
01. sep. 2022

Dansk Handicap Forbund om finanslovsudspillet: glem nu ikke, hvad der virkelig er brug for!

Endelig! Nu har også voksne ret til livsnødvendig hjælp om natten
30. aug. 2022

Endelig! Nu har også voksne ret til livsnødvendig hjælp om natten

66 organisationer: balancen mellem arbejdsevne og værdig behandling er ikke fundet endnu
29. aug. 2022

66 organisationer: balancen mellem arbejdsevne og værdig behandling er ikke fundet endnu

Nyt udspil i samarbejde med Dansk Erhverv skal sikre lige muligheder for iværksættere med handicap
25. aug. 2022

Nyt udspil i samarbejde med Dansk Erhverv skal sikre lige muligheder for iværksættere med handicap

Tema om forebyggelse: Amputationer kan ikke gøres om, men de skal kompenseres
19. aug. 2022

Tema om forebyggelse: Amputationer kan ikke gøres om, men de skal kompenseres

Erhvervslivet, politikere og handicaporganisation står sammen: vil sikre ligestilling for alle iværksættere
24. jun. 2022

Erhvervslivet, politikere og handicaporganisation står sammen: vil sikre ligestilling for alle iværksættere

Støt Dansk Handicap Forbund

Husk at skrive CPR-nummer, så sørger vi for at indberette beløbet til SKAT