Dansk Handicap Forbund taler for Et værdigt liv til ALLE

"De fleste af vores medlemmer har trukket et lod i livet, som betyder, at man ikke kan producere på lige vilkår med andre," lød det blandt andet fra landsformand Susanne Olsen, da hun talte på demonstration torsdag.

05. feb. 2016

Under overskriften 'Bekæmp fattigdom NU!' talte landsformand i Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen for Et værdigt liv til ALLE, da hun gæstede demonstrationen på Slotspladsen i København torsdag. Læs hele talen nedenfor og læs mere om demonstrationen HER.

 "Tak for invitationen til at tale i dag.

Overskriften er Et værdigt liv til ALLE. Bekæmp Fattigdom NU! Det er en meget vigtig problemstilling, som ingen mennesker kan vende det døve øre til. For fattigdom er en del af vores virkelighed – det er en del af samfundets udfordringer.

For mig er det fattigdom, når man udstøder mennesker fra fællesskabet.

At undgå fattigdom handler om, at vi forstår, at mennesker er forskellige, at vi lige fra fødslen og til afslutningen af livet er deltagere i et socialt lotteri, som giver os nogle meget forskellige livsvilkår.

Jeg repræsenterer mennesker med fysiske handicap fra hele landet. Og de fleste af vores medlemmer har trukket et lod i livet, som betyder, at man ikke kan producere på lige vilkår med andre og ikke kan leve på lige vilkår uden en støtte.

Jeg hører og ser, hvordan disse medlemmer faktisk brænder for at have et aktivt liv til gavn for fællesskabet, men jeg ser også, hvordan de får sværere og sværere ved det – simpelthen fordi presset er blevet så stort, som det er. Dels handler det om adgangen til konkrete hjælpemidler og personlig hjælp, men vi ser også, hvordan der er lagt et politisk pres på størrelserne af de indkomster, som vores medlemmer er tvunget til at være afhængige af.

I Danmark taler vi med jævne mellemrum om, at vi ønsker ligestilling. Og vi har mange flotte visioner. Et eksempel er FN’s handicapkonvention og de handicappolitiske principper, som klart understreger, at mennesker med handicap har ret til et liv med lige muligheder. Alligevel er det som om, at økonomisk styring i de senere år er blevet den hellige gral – og det i et omfang, så vi nærmest ikke må tale om konventioner, rettigheder og handicappolitiske grundprincipper.

Gør vi det alligevel, bliver vi anset for at være naive, eller vi bliver kaldt urealistiske eller krævende.

Men jeg er nødt til at slå fast, at funktionsnedsættelser er et hamrende irriterende grundvilkår! Man ender ikke på sygedagpenge for sjov, og man kæmper ikke en uværdig kamp i årevis, fordi man er doven!

Nej, realiteten er, at nogen, på grund af deres funktionsnedsættelse, er tvunget til at modtage en kompensation fra fællesskabet. Det er ikke et gode – det er vores livsfundament, som gør det muligt for os at bidrage og være noget for andre.

Jeg vil godt erindre om, at de handicappolitiske principper og handicapkonventionen ikke er en slags flødeskum, som man kan smøre ud over kagen, når der ellers er lidt overskud til det. Nej, ligestilling af mennesker med handicap handler om retten til at være et menneske – en samfundsborger på lige fod med andre. Og kompensationen og ligestillingen er en grundforudsætning for et samfund, som ønsker, at alle skal kunne bidrage. Det er en investering i mennesker – det er god økonomi!

Mennesker med handicap har siden finanskrisen holdt hårdt for. Vi har mærket nedskæringerne på egen krop og i egen hverdag. Vi ser mange eksempler på mennesker, som kontakter os, fordi gulvtæppet bliver trukket væk under dem.

- Det har uoverskuelige konsekvenser, når en hjælpeordning fjernes eller skæres ned til et minimum. Det betyder forskellen på, om man kan komme uden for eget hjem, eller man må leve inden for sine egne fire vægge.

- Det ødelægger mennesker og samfundsøkonomien, når man i årevis trækkes igennem formålsløse arbejdsprøvninger og ender med at bliver dårligere, end man var i udgangspunktet.

- Og det er decideret uklogt, når et usmidigt system og manglende støtte i form af hjælpemidler og transport betyder, at man mister sin mulighed for at have en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Må jeg i den forbindelse erindre om, at udgifterne til det specialiserede socialområde ikke længere er stigende. Faktisk har de siden 2010 været faldende. Så måske er tiden inde til at forholde sig lidt mere seriøst til ligestillingsspørgsmålet?

Til politikerne skal vi huske at sige, at vi faktisk ikke stiller urimelige krav. Vi ønsker blot en sikkerhed for det fundament, vi er afhængige af, og som skal gøre os til aktive deltagere i fællesskabet. At afskaffe fattigdom er for mig et samfund, hvor vi alle kan være med – også når vi rammes af funktionsnedsættelser – det er et fælles ansvar, og det er IKKE en diskussion om flødeskum, men en uhyggeligt alvorlig diskussion om det mest fundamentale i vores samfund – deltagelse og fællesskab.

Vi vil deltage – vi vil fællesskabet! – Afskaf Fattigdom NU!"