Danmark halter bagefter, når det drejer sig om tilgængelighed til tog
Togstationerne rundt omkring i mange af de danske byer er fortsat ikke tilgængelige for mennesker med handicap. Det viser en undersøgelse, som Danske Handicaporganisationer (DH) har lavet. En gammeldags holdning står i vejen for forbedringer, mener Dansk Handicap Forbunds bygge- og trafikpolitiske udvalg (BTPU).
09. maj 2017
Det står skidt til på de danske togstationer, når man ser på tilgængeligheden for mennesker med handicap. Det slog en undersøgelse fra DH for nyligt fast.
Således har i gennemsnit 15 procent af stationerne ikke niveaufri adgang, 54 procent har ikke standard perronhøjde, og hele 79 procent af landets stationer har ikke ledelinjer på perronerne. Kigger man ned i tallene ser man, at tallene svinger meget fra landsdel til landsdel.
I forhold til niveaufri adgang ser det værst ud i Midt- og Vestjylland, hvor 23 procent af perronerne ikke har niveaufri adgang. Midt- og Vestjylland klarer sig også dårligst på de to andre områder.
Læs resultatet af undersøgelsen fra DH HER.
Der er blevet afsat 50 millioner kroner til at forbedre tilgængeligheden på togstationer ved sidste finanslov, men hos BTPU tror man ikke på, at det løser problemerne. Den manglende tilgængelighed er et udtryk for en gammeldags holdning, lyder det.
”Manglende vilje og gammeldags holdninger til behovet for ligeværdig adgang til at kunne tage toget gør det så bøvlet, besværligt, uværdigt og umuligt at tage toget, at den danske jernbane stort set ikke står til rådighed for mennesker med handicap,” siger næstformand i BTPU Lena Nielsen.
Hun peger på, at det i Holland er lykkedes at nedsætte varslingstiden for mennesker med handicap til en time, hvor man i Danmark skal varsle 12 timer før.
”Holland har allerede i 2006 indført et politisk og strategisk mål om ”independent rail travel as a rule”, en beslutning som medfører, at 90 procent af alle togrejser i Holland i 2020 vil kunne foretages uafhængigt af andres hjælp, og at alle Hollands 410 stationer i 2030 er fuldt tilgængelige for alle målgrupper af mennesker med handicap; herunder vil størsteparten af de Hollandske tog have reel niveaufri adgang fra perron til tog,” konstaterer hun og opfordrer danske politikere til at sætte samme ambitiøse mål herhjemme.
Lena Nielsen er udover at være næstformand i BTPU også medlem i DSB’s handicappanel og desuden aktiv i fælleseuropæisk handicappolitik.