Nyt på bloggen: Beskrivelse af forberedelser til rejsen til Dublin og London 2018

Arild skal til Dublin og se U2. Når man sidder i kørestol og skal have hjælpere med på sådan en rejse, så kræver det forberedelse. Det skriver han lidt om i dette indlæg til bloggen.

09. okt. 2018

For knap et år siden fandt jeg ud af, at min næste destination bare måtte være Dublin - eller rettere: Jeg håbede, det ville blive min næste destination - og tidspunktet havde jeg ingen anelse om - endnu.

Mit yndlingsband U2 offentliggjorde, at de ville tage på turné igen - men ikke hvor. Jeg har set U2 mange gange, men ville elske at se dem på deres hjemmebane i Irland.

Jeg fulgte intenst med i, hvordan U2 planlagde Europa-turnéen. Hvornår skulle de spille? Hvor skulle de spille?

De startede med at offentliggøre alle spilledatoer, undtagen Dublin. De trak spændingen ud.

Et par uger efter kom datoer for koncerterne, og de skulle sørme også spille i Dublin til november! Planen var klar!

Hvilke hjælpere skal med?
Et par år forinden havde jeg fået to nye og gode hjælpere. Det gik godt, og jeg er rigtig glad for dem begge to som venner og hjælpere. Derfor ville jeg gerne tilbyde dem at komme med til Dublin. Den ene hedder Mads og er musiker, så det lå lige for at spørge ham. Den anden hedder Peter og er rigtig vild med U2.

Koncertbilletterne skulle i hus som det første. Så kunne resten af forberedelserne af rejsen komme bagefter, hvis jeg havde held til at købe billetter.

Tricks til køb af handicap-billetter
Jeg er vant til at købe handicapbilletter til store og populære rockkoncerter. Først skal man finde ud af, præcis hvornår salget starter. De kan i visse tilfælde blive udsolgt vanvittigt hurtigt. Ofte kan man dog ikke købe handicapbillet online. Man bliver nødt til at ringe i dét sekund, de bliver sat til salg.

Når man ringer op, kommer man typisk i en kø, så man skal være klar til at være meget tålmodig og vedholdende. Hvis der kommer en automatisk stemme, der siger, at der er udsolgt, skal man endelig ikke give op og lægge på. Det er nemlig ikke ensbetydende med, at også handicapbilletter er udsolgt. Man skal blive på linjen, indtil man kommer igennem til en medarbejder og spørge direkte. Så må det tage den tid, det tager.

Jeg var så heldig, at det lykkedes mig at købe billetter til både U2s koncerter i København og i Dublin. Det var virkelig en sejr for mig!

Andre forberedelser
Derefter kunne jeg begynde de andre forberedelser til rejsen sammen med mine hjælpere. Jeg havde gang i en opsparingskonto, som jeg i øvrigt altid har. Der skulle bestilles flybilletter og hotelophold og fordi, jeg også er arbejdsgiver, skulle der også laves hjælpervagtplaner, så mine hjælpere får lige mange vagter set over et år, sådan som jeg helst vil have det.

Jeg besluttede ret hurtigt, at vi på turen skulle besøge min søster, som bor i London, samt en af mine gode venner, som også bor der. Men jeg har også ladet Mads og Peter komme med idéer til, hvad vi skal lave, når vi er på farten. Det synes jeg er vigtigt, så de også føler, det er deres rejse. Det giver god stemning og kemi, når vi er afsted. Det er selvfølgelig mig selv, der kommer med hovedidéerne, fx. et smut forbi min søster og U2-koncerten i Dublin.

Det bliver en fed tur. Jeg har haft mange koncertoplevelser, men en af mine favoritsange med U2 opsummerer så smukt min forventning til bandet på hjemmebane:

Det bliver "Even Better Than the Real Thing".

Seneste nyheder

Fællesfront fra VærdigReform: Reform af førtidspension og fleksjob skal laves om
24. jan. 2020

Fællesfront fra VærdigReform: Reform af førtidspension og fleksjob skal laves om

Lige adgang til screening: Dansk Handicap Forbund med i udarbejdelsen af oplysning om HPV-hjemmetest
24. jan. 2020

Lige adgang til screening: Dansk Handicap Forbund med i udarbejdelsen af oplysning om HPV-hjemmetest

Ingen erstatning til svømmepigen
23. jan. 2020

Ingen erstatning til svømmepigen

Vind entrébilletter og turpas til Vinter i Tivoli 2020
21. jan. 2020

Vind entrébilletter og turpas til Vinter i Tivoli 2020

Dansk Handicap Forbund til kamp for mærkbare reformændringer af førtidspension og fleksjob
17. jan. 2020

Dansk Handicap Forbund til kamp for mærkbare reformændringer af førtidspension og fleksjob

Socialpolitisk Redegørelse 2019 leverer vigtig viden til det politiske arbejde
10. jan. 2020

Socialpolitisk Redegørelse 2019 leverer vigtig viden til det politiske arbejde

Støt Dansk Handicap Forbund

Husk at skrive CPR-nummer, så sørger vi for at indberette beløbet til SKAT