05. januar, 2010

I øjeblikket er der i mange kommuner stor uenighed om, hvor meget kommunerne egentlig er forpligtet til at betale for de enkelte BPA ordninger. Det skyldes blandt andet, at bekendtgørelse og vejledning til loven er så vagt formuleret, at det åbner mulighed for, at de enkelte kommuner kan finde på endog meget kreative forslag til, hvordan man kan begrænse de midler der skal udmåles til området.

I Odense Kommune havde man således bestemt, at udmåling af penge til BPA kunne fastsættes til at være 3,5 %, som svarer til den ramme, der kompenserer kommunen for de merudgifter der måtte være ved de nye BPA regler.

Men det bliver jo potentielt et problem at udmåle hjælp til den enkelte ordning, ud fra den enkelte borgers individuelle behov, hvis der er fastsat en overordnet ramme for, hvor meget en ordning må koste. Nogen har behov for 2 hjælpere på visse tidspunkter, mens andre har behov for hjælpere som har viden om respirator osv.

Lone Dybkjær (RV) har stillet spørgsmål (spørgsmål nr. 125) om dette til socialminister Karen Ellemann, som den 16. december har svaret, at uanset størrelsen på de såkaldte DUT midler, som er udtryk for en gennemsnitlig kompensation, så SKAL kommunerne foretage en konkret individuel vurdering af hver ordning, og der må ikke henvises til en generel grænse, når der skal udmåles hjælp.

(Kilde: www.ft.dk)

Fakta om DUT:

DUT står for Det Udvidede Totalbalanceprincip (også kaldet DUT-princippet), som blev indført i 1984. Som navnet siger, er der tale om en udvidelse af det totalbalanceprincip, som har været gældende siden kommunalreformen i begyndelsen af 1970’erne.
DUT-princippet indebærer, at staten kompenserer kommunerne for kommunale merudgifter ved ny lovgivning – som det er tilfældet med anbringelsesreformen. I 2006 modtager kommunerne således 128,5 mill. kr. i kompensation, i 2007 knap 92 mill. kr. og i 2008 godt 45 mill. kr.
Læs mere om DUT-vejledningen på www.retsinfo.dk

(Kilde: Dansk Socialrådgiverforening)