22. marts, 2010
Støtte ved indlæggelse og anbringelse på institution
Socialministeren har afgivet svar omkring muligheden for at yde støtte til forældre, som har særlige udgifter forbundet med indlæggelse og anbringelse af børn med handicap.
Af ministersvar på spørgsmål 227 fremgår det, at der intet er til hinder for, at der kan bevilges hjælp efter servicelovens § 52, stk. 5, hvis det kan bidrage til en stabil kontakt imellem forældre og barn.
Samtidig henviser ministeren dog til principafgørelse 12-09 fra Ankestyrelsen, hvor forældrene til et multihandicappet barn ikke kunne få dækket udgifter til transport, idet de i forvejen havde en stabil kontakt til deres søn under indlæggelsen. Dermed var dækning af transporten ikke en afgørende forudsætning for, om kontakten kunne opretholdes.
Socialministeren har i besvarelsen af spørgsmålet understreget, at Ankestyrelsen ikke har udsendt afgørelser, hvor der har været bevilget støtte til transport efter denne bestemmelse.
Dansk Handicap Forbund fortolker det således, at støtten kan ydes, hvis forældrene under en anbringelse eller indlæggelse er forhindret i at holde kontakten vedlige, hvis ikke de modtager støtte.
Transportgodtgørelse ved valg af andre skoletilbud
Flere og flere kommuner forsøger at presse forældre til at lade deres barn gå i skole i det tilbud, som kommunen har valgt at stille til rådgighed frem for det skoletilbud, som børnene hidtil har benyttet. Der er typisk tale om tilbud, der hørte under de tidligere amter, og dermed ofte ligger udenfor hjemkommunen. Mange forældre er glade for de tilbud, man hidtil har benyttet, og er naturligvis modstandere af, at kommunerne forsøger at hjemtage børnene til lokale tilbud.
I spørgsmål nr. 226 til socialministeren stilles der spørgsmål ved, om kommunerne kan presse forældrene til at anvende det lokale tilbud - for eksempel ved at fratage dem muligheden for økonomisk støtte til transportomkostninger, hvis ikke de vælger kommunens tilbud.
Socialministren har svaret, at der frit skolevalg i hjemkommunen - eller en anden kommunen. Det frie skolevalg begrænses dog af, om der er plads på den valgte skole, og, om det skoletilbud er et relevant specialundervisningstilbud. Hvis forældrene vælger en anden skole end den hjemkommunen kan tilbyde, er der ikke mulighed for støtte til transport. Det er bopælskommunen der afgør, om et skoletilbud er relevant. Dette er reguleret i reglerne om specialundervisning.
Det kan dog i den enkelte sag undersøges, om der kan ydes støtte til transport efter folkeskolelovens § 26, stk. 2., som siger, at kommunalbestyrelsen skal yde befordringsgodtgørelse til og fra skole til syge og invaliderede børn.
Ministeren oplyser samtidig, at det kan undersøges, om udgiften kan dækkes efter servicelovens § 41 om dækning af merudgifter.
Manglende forsikring for børn med handicap
Der er stillet et spørgsmål nr: S 858 om, hvorvidt det er rimeligt, at børn med handicap ikke er forikrede, når de befinder sig på kommunale skoler og institutioner.
Socialministren har svaret, at det ifølge loven, ikke er en pligt for kommunerne at forsikre gruppen af børn med handicap. Og videre svarer ministeren, at det derfor er vigtigt, at forældrene bliver informeret grundigt om, at de selv skal løfte denne opgave.
Til slut meddeler ministeren dog, at det i hver enkelt sag kan undersøges, om udgiften til en eventuelt forhøjet forikringspræmie kan dækkes som en merudgift efter servicelovens § 41.





