22. marts, 2010
Spekulerer kommunerne i Ankesystemet?
Den 9. marts refererede vi her i nyhedsbrevet til en artikel fra Ugebrevet A4, hvoraf det fremgik, at kommunenernes andel af klager til Ankestyrelsen fra 2005 til 2009 er steget fra 12 til 43%. Det kunne tyde på, at kommunerne i stigende grad spekulerer i at prøve sager, som borgerne har fået medhold i ved Statsforvaltningerne. For hver gang en kommune får omstødt en afgørelse, som borgeren har fået medhold i ved Statsforvaltningen, så ændres retspraksis med forringelser for borgerne til følge.
Danske Handicaporganisationer har skrevet til ministeren og opfordret til, at kommunernes ret til at klage til Ankestyrelsen bør fjernes. Samtidig har man opfordret til, at kommunernes interne stridigheder om, hvem der skal være betalingskommune for de enkelte borgere ikke skal ligge indenfor det samme ankesystem som borgernes sager behandles efter, da dette optager alt for mange ressourser, som burde anvendes på at behandle borgernes sager.
Socialministren har kort for inden i et svar til folketingets socialudvalg meddelt, at hun ikke finder grund til at ændre på kommunernes ret til at klage til Ankestyrelsen, men at hun på baggrund af opfordringen fra Folketingets Socialudvalg fremover vil registrere fordelingen af klagesager fra henholdsvis borgere og kommuner.
Læs Danske Handicaporganisationers brev til ministeren:
DHomklager.pdf
Læs ministersvaret til Folketingets Socialudvalg:
kommrets50.pdf





