Kommentar fra en kommende fleksjobber

08. december, 2010

Herunder kan du læse en kommende fleksjobbers kommentar til regeringens udspil til reform af fleksjobordningen:

(Kilde: Handiklip - www.handicap.dk)

Et fleksjob er et fuldtidsjob for os

Politiken, 2. sektion, s. 9

08.12.2010

Sarah Glerup, studerende og kommende fleksjobber skriver, "Den fleksjobber, der kan arbejde nogle flere timer, skal have kontant afregning for sin ekstra indsats", erklærede Lars Løkke i Folketingets åbningstale, og det er mundet ud i regeringens nye reform. Der er bare lige dét, at man kun får ret til et fleksjob, hvis man har været i grundig arbejdsprøvning og beviseligt har varigt nedsat arbejdsevne. Jeg kan arbejde 20 timer effektivt om ugen. Hvis jeg arbejder mere, kan jeg ikke trække vejret selv, når jeg kommer hjem. Men nu kalder Lars Løkke det et deltidsjob og siger, at jeg kan tage mig sammen, hvis jeg bare får økonomisk incitament til det! Derfor skal jeg i fremtidige fleksjob kun have rigtig løn for de 20 timer, jeg kan arbejde, og en dagpengetilnærmet slat for resten. Det vil ramme min og mange andres privatøkonomi hårdt. Privatøkonomier, der for 95 procent af fleksjobberne (se HK's undersøgelse) er baseret på almindelige fuldtidslønninger - ikke på de høje lønninger, som regeringen har forsøgt at chokere med. LAD MIG SLÅ fast med det samme: Uanset hvor meget regeringen trækker mig i løn, vil jeg aldrig mirakuløst rejse mig fra kørestolen og gå ud på det almindelige arbejdsmarked. Og ingen af os har selv valgt at få nedsat arbejdsevne. Tro mig, hvis jeg kunne tage et almindeligt job og slippe for, at min økonomi og mit arbejdsliv for altid er overladt til skiftende politikeres luner, så gjorde jeg det.

 

 
 
 

Gør en forskel!

Støt Dansk Handicap Forbunds arbejde for lige muligheder for alle.

Beløb:  
CPR*
  
*Alle beløb er fradragsberettigede. Du skal blot oplyse dit CPR-nummer, så indberetter Dansk Handicap Forbund beløbet til SKAT.