09. december, 2009
Landet over blev der i torsdags, på FN's internationale handicapdag den 3. december, uddelt kommunale priser til lokale ildsjæle. Danske Handicaporganisationer (DH) har modtaget udklip fra en lang række lokale aviser, hvor DH nævnes.
Odder Kommunes Handicapråd og DH-Odder uddelte handicapprisen til Knud Lundager Mikkelsen, mangeårige formand for Dansk Handicap Forbund i Odder, der fik prisen på grund af hans store insats for handicappede årene igennem.
I Helsingør kommune blev det handicapinstitutionen "Snoezelhuset", der der løb med Handicapprisen 2009.
I Vejen kommune gik prisen til Vejen Trælast, der har åbnet dørene med et EUG-forløb for unge handicappede.
I Mariagerfjord kommune overrakte Borgmester H.C. Maarup handicapprisen 2009 til hjemmevejleder Anette Hougaard på plejecentret Enggården i Mariager.
I Sorø blev prisen uddelt til ildsjælen Janus Tarp, der selv har været formand for Sorø Handicapråd og igangsætter i DH-Sorø.
I Herning kommune gik prisen til Tommy Pedersen, der betegnes som en en-mandshær, når det gælder kampen for handicappedes rettigheder og livskvalitet.
I Lemvig kommune havde et forældrepar indstillet årets prismodtager, kantinebestyrer Ida Buus, der har givet deres datter med Down Syndrom et godt arbejdsliv.
En lignende begrundelse brugte man i Brande kommune, da den kommunale handicappris blev overrakt til "Skoland" i Brande. Deres ansættelsespolitik har udvist stor rummelighed ved at give handicappede en mening med dagligdagen. Ud over en check modtog Skoland også en forgyldt miniature-model af en kørestol, fremstillet af smeden i Kærby.
I Odder kommune var der fællessang og musik fra Egmont Højskolen og Nissekoret ved Åhusene, da Handicapprisen blev overrakt til Knud Lundager Mikkelsen, der i mere end 20 år har gjort et stort stykke arbejde for at forbedre forholdene for personer med handicap.
I Hedensted kommune gik prisen til fire instruktører fra Uldum Idrætsklub, der i 18 år har tilbudt ca. 60 udviklingshæmmede halvanden times idræt med alt fra mave- og folkedans, fodbold og hockey til tæppecurling, boccia, badminton, vandreture og lege.
I Morsø kommune blev 20-årige Kristina Nielsen til sin store overraskelse kaldt op af borgmester Egon Pleidrup, der kunne overrække både en check på 10.000 kroner, et smukt glasfad og en stor buket blomster. Kristina har siden 12-års alderen kæmpet mod den alvorlige lidelse anorexi - og kæmper i dag for at af-tabuisere psykiske lidelser som depression og anorexi.
Restauratør Claus Markussen blev hædret med Skive Kommunes handicappris, fordi han gennem fire år har holdt koncerter til fordel for lokale handicaporganisationer.
Kilde: Handiklip 8. december 2009
Læs mere om Handiklip her





