07. juli, 2011
Dansk Handicap Forbunds rådgivningsteam har fået medhold i en sag om støtte til køb af bil.
Medlemmet havde haft bevilget bil i mange år, og kunne på grund af sin funktionsnedsættelse kun transportere sig ved hjælp af bil. Kommunen skrev i sit afslag, at den mente, at medlemmet kunne få dækket sit kørselsbehov gennem andre kørselsordninger.
Dansk Handicap Forbund gik ind i sagen, og gjorde gældende, at medlemmets betydelige kørselsbehov ikke ville kunne dækkes via andre kørselsordninger. For eksempel betyder funktionsnedsættelsen, at der ved stresssituationer bliver fremkaldt voldsomme krampeanfald, som betyder, at det ikke er muligt at komme af sted. Derfor kan det ikke lade sig gøre at anvende handicapkørselsordningerne, som kræver, at man kan være klar til transport på bestemte tidspunkter.
Efter revurdering af sagen ændrede kommunen sin afgørelse. Medlemmet har derfor nu fået bevilget støtte til køb af bil.




