23. marts, 2011

Netværksgruppe kom godt fra start
Lørdag den 12. marts dannede Fuglsangcentret i Fredericia rammen om det første møde i ’Forældre med handicap i DHF’. Forbundet har sat rammen og søgt midler at arbejde for. Og ’Forældre med handicap i DHF’ har taget udfordringen op, og arbejder nu på at skabe et godt netværk for erfaringsudveksling og afholdelse af spændende arrangementer med både fagligt og socialt indhold.
Behovet er der
Ideen til at danne gruppen opstod, fordi Dansk Handicap Forbund jævnligt får henvendelser fra forældre med handicap, som oplever store udfordringer i hverdagen, og samtidig savner at udveksle erfaringer med andre i en lignende situation. Forbundet søgte derfor projektmidler til at starte dette arbejde for.
På det indledende arrangement på Fuglsangcentret var der arrangeret et inspirerende oplæg med Lone Barsøe, som selv er forælder med handicap, og som har mange års erfaringer som socialrådgiver og højskolelærer. Resten af dagen var også præget af spændende diskussioner om, hvordan man håndterer denne forældrerolle, når man har et handicap. For eksempel kredsede diskussionerne om, hvordan man ser sig selv i forhold til andre, og hvordan man rent praktisk udvikler strategier, så hverdagens små udfordringer kan løses.
En dynamisk gruppe
Deltagerne var enige om, at gruppen skal sammensættes på en dynamisk måde. Man ønsker ikke at arbejde med traditionelle strukturer med bestyrelser og vedtægter. I stedet nedsatte forældrene en arbejdsgruppe med en tovholder. Kontaktfladen skal være en platform under Dansk Handicap Forbunds hjemmeside, hvor nye interesserede forældre skal kunne komme i kontakt med en ligesindet sparringspartner, og platformen på hjemmesiden skal være direkte linket op til en Facebookgruppe, som allerede nu er etableret under navnet: ’Forældre med handicap i DHF’. Endelig er det planen at afholde et større arrangement til efteråret. Nærmere bestemt den 28. – 30. oktober 2011 på Feriecenter Slette Strand. Interesserede kan rette henvendelse til hovedforbundet vi e-mailadressen: dhf@dhf-net.dk. Husk at skrive ’Forældre med handicap i DHF’ i emnefeltet.
Hvad nu?
Forældre med handicap, som er interesserede i at blive en del af gruppen, er meget velkommen til at rette henvendelse til forbundet. Der er allerede mange, som har vist interesse for at deltage, og vi vil selvfølgelig meget gerne have så mange som mulig med, så gruppen kan blive stærk og samle mange medlemmer, som deler de udfordringer der opstår, når man er forælder og har et handicap.
Af Jeppe S. Kerckhoffs





