Familier med fysiske handicap til tv-serie søges!

07. december, 2009

 

Metronome Productions leder efter danske familier, hvis hverdag former sig anderledes end flertallets. Familier, som har et eller flere familiemedlemme(r) med handicap, har nogle andre udfordringer end de fleste familier.

Seriens budskab

Seriens budskab er, at man på trods af disse udfordringer og de gener, der kan være forbundet med dem, stadig kan have en god, velfungerende hverdag og et dejligt liv. Vi ønsker altså at vise seerne, at det, der for udenforstående kan virke som om man fra naturens hånd har været uheldig eller er ramt af uretfærdighed, ikke automatisk er lig med en trist tilværelse uden livskvalitet og glæde.

Fokus på dagligdagen

Serien vil følge flere forskellige familier, som lever med forskellige fysiske handicap. Vi vil fokusere på dagligdagen og familielivet og undersøge, hvordan det udfolder sig inden for de særlige rammer og omstændigheder, som funktionsnedsættelsen medfører.

Punktere fordomme

Gennem skildringen af familiernes hverdag ønsker vi også at holde i liv i debatten om, hvordan samfundet tager imod de borgere, der har særlige og anderledes behov end flertallet – og hvis vi kan medvirke til at punktere et par fordomme i samme ombæring, gør det bestemt ikke noget.

Kernefamilier søges

Vi leder efter rigtige danske kernefamilier, der trods det, at begge forældre – og måske også børnene – er kørestolsbrugere, stadig har en positiv livsindstilling, et gå-på-mod og en lyst til livet med de udfordringer, der naturligvis følger med, når flere i familien er kørestolsbrugere. Vi vil gerne skildre hverdagen og har brug for en familie, der har lyst og mod til at stå frem og fortælle om deres liv og om, hvordan de på trods af udfordringerne fungerer godt og har en tilværelse, som man ikke nødvendigvis behøver at have ondt af.

Ring eller skriv

Lyder det, som noget du og din familie kunne have lyst til at medvirke i, vil vi meget gerne høre fra dig. Ring eller skriv også gerne, hvis du bare vil have yderligere info, før du beslutter dig.

Med venlig hilsen

Lars Puggaard, Tilrettelægger

Metronome Productions A/S
Tlf: +45 32 64 65 65
Mail: lars.puggaard@metronome.dk

www.metronome.dk

 

 

 

 
 
 

Gør en forskel!

Støt Dansk Handicap Forbunds arbejde for lige muligheder for alle

Beløb:  
CPR*
*Beløb er fradragsberettigede, oplys CPR, så indberetter vi beløbet til SKAT.