21. april, 2010
Fælles udtalelse fra Ole Pass, formand for Socialchefforeningen, og Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer
Handicapområdet har længe og særligt den seneste tid været til debat. Formanden for Socialchefforeningen i Danmark, Ole Pass, og formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, har den 15/4-2010 sammen drøftet og analyseret debatten og grundlaget for denne.
Ole Pass og Stig Langvad ønsker i fællesskab at udtrykke følgende:
Handicapområdet er et af de helt centrale områder inden for den danske velfærdspolitik. Der skal værnes om den brede støtte til og mulighed for at imødekomme behov hos personer med handicap og deres pårørende i overensstemmelse med dansk lovgivning. Det skal være muligt for alle at kunne deltage på lige vilkår i samfundslivet.
Dansk handicappolitik skal fortsat bæres af principperne om lige muligheder, sektoransvar, kompensation og samfundsmæssig dækning af udgifter, som skyldes et handicap. Udviklingen skal ske på basis af FN's handicapkonvention.
Det er vigtigt, at debatten om velfærdspolitik ikke skaber en usund konkurrence imellem prioriterede grupper inden for velfærdspolitikken. Der er behov for en høj grad af sammenhæng og forståelse på tværs, og en fordomsfri drøftelse af den nødvendige sociale udvikling. Det forudsætter en ny dagsorden, hvor parterne i langt højere grad taler direkte med hinanden. Der er således behov for en langt mere præcis forventningsafstemning, også og ikke mindst mellem det centrale og lokale politiske niveau.
Myndighederne har ansvaret for at udvikle og sikre tilstedeværelsen af de nødvendige tilbud om støtte og kompensation til personer med handicap og deres pårørende. Det er naturligt at inddrage repræsentanter fra handicaporganisationerne i arbejdet med at udvikle og sikre de nødvendige tilbud, fx gennem samarbejde med handicaporganisationerne nationalt og lokalt.
Den aktuelle finans- og skattepolitik har gjort det vanskeligt for kommunerne at leve op til berettigede forventninger hos brugerne. Det er derfor nødvendigt at udvikle de nødvendige, bedste og billigste tilbud til personer med handicap og deres pårørende. Høje omkostninger er ikke nødvendigvis lig med høj kvalitet, men omstilling kræver tid og dialog.
Den aktuelle debat på handicapområdet, særligt vedrørende tilbud til personer med et betydeligt behov for støtte og kompensation, har i for høj grad fokus på den økonomiske udvikling, og kun i mindre grad på årsagerne til denne. Der er behov for at analysere de lovgivningsmæssige intentioner og indsatsen på handicapområdet, for at give debatten et mere reelt og konstruktivt indhold.
Socialcheferne og handicaporganisationerne indbyder Socialministeriet til at medvirke i og koordinere en sådan bred og åben analyse.
Vi håber, at det er muligt snarest at få styrket tilliden til den danske handicappolitik blandt politikere og ansatte på alle niveauer - og ikke mindst øge trygheden blandt de personer med handicap og deres pårørende, der er 100 procent afhængige af støtte og kompensation baseret på deres konkrete individuelle behov.
Ole Pass
Formand for
Socialchefforeningen
Stig Langvad
Formand for
Danske Handicaporganisationer





