BTPU Nyhedsbrev januar 2006

17. januar, 2006



Indholdsfortegnelse
1. Find en handicapegnet bolig på nettet
2. Dansk Center for Tilgængelighed lukker
3. Taglejligheder og elevatorkrav
4. Skelskør ? adgang til café og toilet
5. Nøgle til handicaptoiletter på rastepladser
6. Maribo Torv og brosten
7. Ny S-togsrampe er for stejl
8. Herlev Sygehus har dårlige handicaptoiletter
9. Betalingsautomater
10. Revision af bygningsreglementet
11. Nordvestbanen
12. Gigtlæge på 1. sal
13. Bro over Ågade i København
14. Demokrati for alle, sådan da
15. HUR
16. Parkering
17. Vejledning til kommunerne om byggesagsbehandling
18. Rejsekortet
19. Hjælp BTPU
20. BTPUs huskelister på engelsk



1) Find en handicapegnet bolig på nettet
Hvor er der en bolig, der er stor nok til mig og min el-kørestol? Når man er boligsøgende og sidder i kørestol, er det svært at få et overblik over, hvor man kan bo. En ny database hjælper boligsøgende med at finde en tilgængelig bolig. Man kan søge på områder og boligforeninger.
Når basen er færdig skal landets 520.000 almennyttige boliger være registreret af boligforeningernes ejendomsfunktionærer, som har været på kurser i at måle op. 1.500 boliger forskellige steder i landet er registreret.
Bag projektet står Landsbyggefonden i samarbejde med Dansk Center for Tilgængelighed.
Projektet afsluttes i 2006. Du kan lede efter boliger på http://www.handicapbolig.dk

2) Dansk Center for Tilgængelighed lukker
Dansk Center for Tilgængelighed (DCFT) har gennem 10 år rådgivet om tilgængelighed, men drejer nu nøglen om. Det lykkedes ikke at få tilstrækkelige offentlige midler til at drive centeret videre. Igennem årene har DCFT rådgivet om byggeri og omgivelser, IT og design og gjort meget for at udbrede kendskabet til tilgængelighed ved projekter, undervisning og publikationer.
Området byggeri og omgivelser forsætter som en afdeling i Statens Byggeforskningsinstitut i Hørsholm i 2006. De andre områder nedlægges og overgår ikke til andre instanser.

3) Taglejligheder og elevatorkrav
Taglejligheder bliver mere og mere trendy i København. BTPU er ved at undersøge, hvorvidt de mange taglejligheder, som etableres i København, udløser et krav om elevator eller ej, samt om man giver dispensation. Det ville jo være rart, hvis de gamle ejendomme lidt efter lidt blev gjort tilgængelige for alle. Foreløbigt har udvalget kontaktet Københavns Kommune for at få et svar.

4) Skælskør ? adgang til café og toilet
BTPU har fået en henvendelse fra Skelskør Handicapråd vedr. indretning af toilet ved café i Adelgade 7 i Skælskør. Claus Bjarne Christensen fra BTPU har udarbejdet forslag til bedre indretning end foreslået. Ved ombygningen er der ikke skabt niveaufri adgang, så kravet om niveaufri adgang fungerer ikke i praksis. Udvalget vil tage sagen med til Erhvervs og Byggestyrelsen ved lejlighed, da det er et problem, at kommunerne ikke overholder loven.

5) Nøgle til handicaptoiletter på rastepladser
Vejdirektoratet overvejer at indføre et nøglesystem til rastepladstoiletter og har holdt møder med diverse interesseorganisationer. I første omgang overvejer Vejdirektoratet at aflåse handicaptoiletterne på de ubemandede rastepladser og senere at afvikle alle ubemandede rastepladser.
BTPU synes ikke, det var en god ide at aflåse toiletterne og foreslog i stedet, at alle Vejdirektoratsrastepladser, tankanlæg, bygninger, handicaptoiletter, udearealer osv. blev registreret og fik udarbejdet en handleplan til løbende forbedring af tilgængeligheden, ligesom i mærkningsordningen http://www.godadgang.dk
Hvis Vejdirektoratet indfører et nøglesystem, skal det være tilgængeligt og sendes til høring i handicaporganisationerne samt koordineres med det europæiske system ?EURO-Schlüssel?. Vejdirektoratet vil indkalde til flere møder om problemstillingen.

6) Maribo Torv og brosten
BTPU arbejder stadig med brostensbelægningen på Maribo Torv, som har huggede chaussésten uden gangbaner med en jævn belægning.
Udvalget har modtaget en tilkendegivelse fra Vejdirektoratet (VD), som støtter BTPUs fortolkning af, at det er en fejl, at der ikke er anlagt gangbaner og ledelinier. I brevet skriver Vejdirektoratet: "såfremt Maribo Torv har status af et fodgængerområde, bør det udformes tilgængeligt for alle ved at markere hovedretningen vha. gangbaner og ledelinier jf. FFA (Færdselsarealer for alle) afsnit 2.2.1: Fodgængerområder"... "VD finder således at retningslinierne i FFA klart tilkendegiver, at fodgængerområder ikke bør befæstes med huggede chaussésten, med mindre der anlægges gangbaner, der er befæstet med fliser eller tilsvarende materiale".
BTPU har sendt brevet til Maribo Kommune og til ombudsmanden til orientering.
Udvalget mener, at svaret kan bruges i DHFs arbejde for bedre tilgængelighed, når torve i disse år renoveres til ?gammelt købstads-look". Du kan få en kopi af svaret ved henvendelse til Bente Rødsgaard på hovedkontoret tlf. 39 29 35 55 eller info@dhf-net.dk

7) Ny S-togs rampe er for stejl
I september så Claus Bjarne Christensen og Lena Nielsen den nye rampe til de 112 nye S-tog ved en præsentation på Birkerød Station. De syntes konceptet med en sidehængt rampeløsning ved indgangsdøren er et fremskridt i forhold til den nu brugte ?slæberampe?.
DSB har bestilt 540 stk. Hver S-tog skal have fire stk. Rampen er 80 cm bred, 120 cm lang (mod BTPU?s anbefaling på 90 cm x længst mulig og mindst 140 cm). Den er monteret på en konsol og en svingarm med en gasfjeder og vejer 7.5 kg. Den er let og hurtigt for lokoføreren at folde ud, har en bæreevne på mindst 300 kg og er gennemtestet.
Lena Nielsen forudser, at den alt for stejle rampehældning vil blive et stort problem, da stationernes perronhøjde varierer en del. I brev af 27/9 til DSB S-tog har BTPU beskrevet problemstillingerne.

8) Herlev Sygehus har dårlige handicaptoiletter
BTPU har i november klaget til Amtssygehuset over kritisable toiletforhold på 21. etage. Da der er planer om ombygning, anbefaler udvalget, at der til arkitektfirmaet tilknyttes en anerkendt rådgiver i handicaptilgængelighed.
I et svar indrømmer driftschefen, at toiletforholdene på 21. etage ikke er indrettet hensigtsmæssigt, og at man vil ombygge dem i tæt samarbejde med fysioterapeuter, plejepersonale og arbejdsmiljørepræsentanter. BTPU har anbefalet, at der kommer forskelligt indrettede handicaptoiletter, så både selvhjulpne og ikke-selvhjulpne kørestolsbrugere kan finde et brugbart toilet, og at man ikke kun tager imod rådgivning fra personalegrupperne, for så risikerer man, at selvhjulpne bliver afskåret fra at klare sig selv.

9) Betalingsautomater
Sven A. Knudsen fra BTPU er er medlem af Pengeinstitutternes Handicapkontaktudvalg. På det næste møde skal man se på udformningen af Dankortterminaler. Dansk Center For Tilgængelighed har udarbejdet et faktaark om tilgængelig udformning af konstruktioner og anlæg, der vil danne udgangspunkt for diskussionen. Hvis du interesser dig for tilgængelighed til terminaler, kan du læse mere på en engelsk hjemmeside http://www.tiresias.org

10) Revision af bygningsreglementet
Bygningsreglementet skal være funktionsbestemt og ikke indeholde målkrav. Lige nu arbejder BTPU med at se revisionsforslag igennem. Udvalget frygter, at der sker forringelser, selvom erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen ved et møde har forsikret os om, at det ikke sker. Flere møder med Erhvervs- og Byggestyrelsen (EBST) vil også være på vej.

11) Nordvestbanen
BTPU har modtaget og kommenteret et debatmateriale fra Trafikstyrelsen om udbygning af Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød. BTPU anbefaler, at Trafikstyrelsen sætter sig grundigt ind i ?Manual for tilgængelighed til og i tog? for at sikre tilgængeligheden for alle handicapgrupper til tog og perroner. Læs evt. mere på http://www.trafikstyrelsen.dk

12) Gigtlæge uden elevator på 1. sal
Af avisartikel den 24. november i Vordingborg lokalavis fremgår, at Ombudsmanden via Statsamt Storstrøm har dikteret Vordingborg kommune at forholde sig til det rimelige i, at den har tilladt etablering af en reumatologisk speciallægeklinik på 1. sal uden elevator.
Det er Gigtforeningen, som har bragt sagen på banen, da foreningen i årevis har kæmpet for adgang til Storstrøms Amts eneste speciallægeklinik for gigt, som altså befinder sig i Algade 34 B, 1. sal i Vordingborg. - Sagen kan også bruges i DHFs kamp for adgang til sundhedsklinikkerne.

13) Bro over Ågade i København
Fra Hans Knudsens Plads ind over Nørrebro er der en cykelrute, den skal forlænges til Valby, og der skal etableres en bro over Ågade. Endvidere skal Stefansgade forskønnes og udstyres med bump og omlagte fortove. Fortovene hæves i hele forløbet, så det er bilerne, der skal forcere opkørsler. Sven A. Knudsen medlem af BTPU har skrevet til Vej og Park for at sikre tilgængeligheden.

14) Demokrati for alle, sådan da
Nordiska Handikappolitiska Rådet (NHR) har undersøgt de nordiske landes parlamenters tilgængelighed ved hjælp af spørgeskemaer. Der mangler stadig meget i, at parlamentsbygningerne er tilgængelige for alle. Problemerne er mangfoldige, der mangler elevatorer, teleslynger, tilgængelige hjemmesider og talerstole osv.
Partiernes lokalafdelinger er heller ikke tilgængelige, og offentlige møder og valghandlinger lægges også tit på utilgængelige steder.
NHR anbefaler, at samtlige politiske institutioner bliver bevidst om problemet og får registreret og kritisk gennemgået bygninger, lokale hjemmesider osv. fulgt op af handlingsplaner. Det er nemlig et demokratisk problem i hele Norden, at ikke alle kan være med.
Du kan læse mere om resultaterne på http://www.nsh.se

15) HUR
På hovedstyrelsesmødet i Dansk Handicap Forbund var der opbakning til at få rådgivning af Center for Ligebehandling af Handicappede i sagen om HURs forringelser, samt at prøve at finde en advokat, som har speciale i lovgivning og få en vurdering af, hvad vi kan gøre..

16) Reserveret parkering
Justitsminister Lene Espersen er gået i gang med at undersøge forholdene omkring nummerplader på handicapparkeringspladser på offentlig vej og vil vende tilbage med et svar.

17) Vejledning til kommunerne om byggesagsbehandling
BTPU har givet input til DSI i forbindelse med høringen om vejledningen. Se DSIs svar på DSIs website: http://www.handicap.dk ?vejledningbyggesagsbehandling_DSI_hoering_3899.143.pdf? til EBST. I svaret forsøger DSI, at få sat tilgængeligheden på dagsordenen ude i kommunerne.

18) Rejsekortet
Rejsekortet er et smart card, som skal være et billet- og betalingsmiddel til tog, busser, metro osv., som kan ?tankes? via telefonsalg eller Internettet. Kortet skal naturligvis kunne benyttes af alle og være tilgængeligt udført for samtlige handicapgrupper. Det er meningen, at det skal afprøves i Holbæk til næste år. Følg med på http://www.rejsekort.dk

19) Hjælp BTPU!
Ved mødet med Bendt Bendtsen i oktober lovede BTPU at samle eksempler på vores påstand om, at det står for sløjt til med at overholde den nye ombygningsbestemmelse fra 1/1 2005. (Se også nyhedsbrev/oktober). Udvalget har nu bedt DHFs tilgængelighedsrådgivere og politikere om at finde eksempler, fotografere og beskrive dem. Alle er velkomne til at gøre det samme. Jo flere eksempler jo bedre dokumentation. Deadline er den 28. februar.

20) BTPUs huskelister på engelsk
Arbejdet med huskelisterne på engelsk har trukket lidt i langdrag, fordi udvalget ønskede flere korrekturgange for, at de er så korrekte som muligt, men de skulle gerne være færdige snart.

 
 
 

Gør en forskel!

Støt Dansk Handicap Forbunds arbejde for lige muligheder for alle.

Beløb:  
CPR*
  
*Alle beløb er fradragsberettigede. Du skal blot oplyse dit CPR-nummer, så indberetter Dansk Handicap Forbund beløbet til SKAT.