Sarah Gleerup (EL) møder DHF på Folkemødet

16. juni, 2012

Sarah Gleerup fra Enhedslisten (EL) mødte 16. juni Dansk Handicap Forbund på Folkemødet. Der blev diskuteret visioner på handicapområdet - blandt andet i forhold til emnerne: 'Et godt barne- / ungdomsliv' - 'Fritidsliv'- 'Uddannelse' - 'Arbejdsliv' og 'Samliv / seksualitet'.


En skæv fordeling

Enhedslisten mener grundlæggende, at der fokuseres for meget på borgere, som har en tilknytning til arbejdsmarkedet, mens dem der står udenfor, og er helt afhængige af samfundets støtte, bliver presset mere og mere. Det er Enhedslistens opfattelse, at det ikke bør være mennesker med handicap, som skal betale prisen for den økonomiske krise.

Enhedslisten er derfor kritisk overfor regeringens reformforslag (førtidspension og fleksjob samt skattereform). I stedet for at forringe vilkårende for mennesker med nedsat arbejdsevne, vil man gerne gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt - blandt andet ved at forpligte virksomhederne til at ansætte flere på særlige vilkår. Enhedslisten er også bekymret over de mange eksempler på sager, som kører i hårdknude for borgerne, og frygter følgerne af den nye ændring i serviceloven, som understreger, at kommunerne nu også skal vægte økonomiske hensyn, når de foretager vurderinger. De ønsker derfor, at der skal nedsættes en retssikkerhedskommision, som skal kigge nærmere på, hvordan borgernes retssikkerhed kan blive forbedret - herunder, om man kan indføre et princip om erstatning, hvis kommunen uberettiget har frataget ens hjælp.


Uddannelse er vigtig

Uddannelsesområdet er meget vigtigt for Enhedslisten. Sarah Gleerup fremhæver den problemstilling, at uddannelse tager længere tid for unge med handicap. Derfor vil man gerne arbejde på at få indført en mulighed for forlængelse af studietiden (særligt i forhold til SU). Denne forlængelsesmulighed er en pendant til fleksjobmodellen på arbejdsmarkedet, hvor man kan arbejde færre tid - afhængigt af, hvor indgribende ens funktionsnedsættelse er. Princiuppet bør også gælde på ungdomsuddannelserne.


Et godt barndoms / ungdomsliv

Sarah Gleerup peger også på, at der er mangler i forhold til at støtte børn / unges mulighed for at have et socialt liv. Kigger man på ledsageordningen, som er en forudsætning for at komme ud med venner og kæreste - uden at have far eller mor på slæb, så er ordningens 15 timer om måneden helt utilstrækkelige.


Samliv og seksualitet

Sarah Gleerup tager fat på emnet og beklager, at en debat om seksualitet for mennesker med handicap alt for ofte ender med en debat om prostitution. For mennesker med handicap er seksualitet ikke anderledes end for alle andre. Det vigtige er derfor at kigge på, om der er ligebehandling i lovgivningen, og samtidig sikre, at der er ordninger, hjælpemidler og rammer, som gør, at mennesker med et indgribende handicap også kan have et seksualliv.

Problemet er ofte stort blandt mennesker, som bor på botilbud. Denne gruppe er helt afhængige af velvillighed og fleksibilitet fra personalets side. Forbundet fremhævede overfor Sarah Gleerup, at vi får mange fortællinger fra beboere i botilbud, som oplever problemer på dette område. I den forbindelse fremhævede vi de botilbud, som har oprettet beboerråd, hvor man arbejder med selvbestemmelse og medborgerskab. Det er et oplagt sted, at arbejde med problemstillinger omkring samliv og seksualitet. Forbundet  beklagede, at det ikke er lovpligtigt at oprette brugerråd, og Sarah Gleerup lovede at tage spørgsmålet med tilbage til Enhedslistens videre arbejde.


Enhedslistens handicappolitik


Sarah Gleerup opfordrer til, at man læser mere om Enhedslistens holdninger på handicapområdet i det valgudspil, som partiet lagde frem før valget i 2011.

Link til Enhedslistens handicappolitik http://www.enhedslisten.dk/files/handicappolitisk-valgudspil_0.pdf.

 
 
 

Gør en forskel!

Støt Dansk Handicap Forbunds arbejde for lige muligheder for alle

Beløb:  
CPR*
*Beløb er fradragsberettigede, oplys CPR, så indberetter vi beløbet til SKAT.