To nye afgørelser fra Ankestyrelsen vedrørende elcrossere

De nyeste afgørelser fra Ankestyrelsen synes at slå fast, at
GANGDISTANCE er det springende punkt, når det skal afgøres, om en elcrosser skal bevilges som et fuldt finansieret hjælpemiddel efter SEL § 113 stk. 5, eller om den skal bevilges som forbrugsgode efter SEL § 113 med 50 % i egenfinansiering. Når der i afgørelserne meget specifikt køres på gangdistance, så må vi forvente, at dette vil få stor betydning i fremtidige afgørelser hos Statsforvaltningerne.

Billedet er, som vi fortolker det i Dansk Handicap Forbund, at elcrosseren for personer med en gangdistance på 50 meter eller derunder betragtes som et hjælpemiddel, mens den for personer med gangdistancer på omkring 4-500 meter fortsat er et forbrugsgode. Afgørelsen er derfor gavnlig for den gruppe, som er kørestolsbrugere, og som har en meget lille gangdistance.

Desværre vil der fortsat være en mellemgruppe, som har en lidt større gangdistance, men for hvem det med disse afgørelser vil blive meget svært at få bevilget en elcrosser.

1) El-scooter er hjælpemiddel til mand, der går meget dårligt

En 67-årig mand havde klaget til Ankestyrelsen efter, at han havde
fået afslag hos sin kommune til fuld betaling af en el-scooter.
Ankestyrelsen vurderede, at han havde ret til en el-scooter som
hjælpemiddel, da han havde en væsentlig nedsat gangdistance (under 50
m), og han derfor havde ret til fuld betaling fra sin kommune.

Ankestyrelsens begrundelse var, at det skulle anses for afgørende, om
forbrugsgodet konkret alene kompenserede for hans nedsatte
funktionsevne, eller om han ville blive overkompenseret ved en
bevilling som hjælpemiddel. Det blev statueret, at el-scooteren alene
fungerede som hjælpemiddel for manden, da den var nødvendig for, at
han kunne komme rundt.

Principafgørelse 27-10

2) Ny vurdering ved udskiftning af el-scooter

En borger skulle have udskiftet sin el-scooter. I den forbindelse
revurderer kommunen, om hun har ret til delvis eller fuld betaling af
en el-scooter. Kommunen vurderede, at eftersom borgeren havde en
gangdistance på 400 meter, var el-scooteren ikke et hjælpemiddel men
et forbrugsgode.

Borgeren havde klaget til Ankestyrelsen over, at kommunens nye
vurdering betød, at hun havde krav på en el-scooter som et
forbrugsgode og ikke længere som et hjælpemiddel, hvorved borgeren
selv skulle betale 50 % af prisen på den nye el-scooter.

Ankestyrelsen var enig i med kommunen i, at el-scooteren ikke alene
fungerede som hjælpemiddel for borgeren, da hun havde en gangdistance
på 400 meter.

Yderligere var Ankestyrelsen enig med kommunen i, at, når en
el-scooter skal udskiftes, skal der ske en ny vurdering efter den nye
praksis udledt af Principafgørelsen fra 2008.

Principafgørelse 29-10


Afgørelserne i deres fulde længde kan læses på Ankestyrelsens hjemmeside: www.ast.dk