29. marts, 2012

Retssikkerhedsmøde i Advokatrådet
Dansk Handicap Forbund (DHF) har deltaget i et inspirationsmøde med Advokatrådet, som er i gang med at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal arbejde for en forbedring af borgernes retssikkerhed. Resultatet af arbejdsgruppens arbejde vil bidrage til at påvirke beslutningstagerne og måske lægge op til lovændringer på området.
Dansk Handicap Forbund har stor viden om, hvad der foregår på området, da vi hjælper i mange af medlemmernes enkeltsager. På baggrund af den viden slog vi især på følgende problemstillinger, som i øjeblikket truer medlemmernes retssikkerhed, og som andre deltagere i mødet også fremhævede:
1) Tillidstab
Vi oplever i Dansk Handicap Forbund, at der er sket et betydeligt tillidstab hos vores medlemmer. Det betyder, at de simpelthen ikke har tillid til, at kommunerne vil give dem den rådgivning og støtte, som de har krav på. I stedt er det blevet standard, at man kontakter sin handicaporganisation for at være sikker på at få den rigtige vejledning.
2) Ulovlige afgørelser
Vi ser, at kommunerne træffer ulovlige afgørelser. For eksempel kan det nævnes, at vi i fire ud af fem af de sager, vi har anket på vegne af medlemmer, har fået helt eller delvist medhold. Det er et klart udtryk for, at kommunerne ikke har udført korrekt sagsbehandling – hvilket er bekymrende – set i lyset af, at mange medlemmer på forhånd opgiver at anke. En gennemgående tendens, når vi får medhold, er, at sagerne ikke er tilstrækkeligt og aktuelt oplyst.
3) Ingen opsættende virkning
Vi finder det problematisk, at afgørelser om indgribende forandringer i medlemmernes tilværelse ikke har opsættende virkning i den periode, hvor sagerne behandles. Det kan for eksempel betyde, at en borger kan få frakendt en BPA-ordning, og når man så efter et års klagesag får ret i, at kommunens afgørelse var uberettiget, så står man uden mulighed for at få erstatning for den manglende hjælp i den mellemliggende periode. Det indeholder en fare for, at kommunerne spekulerer i at spare penge på denne måde.
4) Skønsmæssig vurdering som problem
Vi oplever, at kommunernes ret til at foretage skønsmæssige vurderinger i sagerne – ofte betyder, at de når frem til afgørelser, som kun fungerer på det teoretiske plan, men ikke hænger sammen ude i den virkelige verden, hvor medlemmet skal have en hverdag til at hænge sammen. Når sagerne ankes til Det Sociale Nævn, så tager nævnet kun fat i, om der er retlige mangler i afgørelserne, men ikke om kommunens skøn kan anses for at være rimeligt eller urimeligt. De efterprøver ikke den skønsmæssige vurdering, og det betyder i mange sager, at medlemmerne er sat skakmat.
Af konsulent Jeppe S. Kerckhoffs
Se evt. også pressemeddelelse udsendt tidligere på året /nyheder_og_debat/pressemeddelelse-vedr-raadgivningsteamet/.
Modelfoto: www.colourbox.com




