
Foto: Mogens Stougaard Nielsen
I Ghana har DHF siden 2001 samarbejdet med Ghana Society of the Physically Disabled (GSPD), som er en organisation af mennesker med fysisk handicap med ca. 8.000 medlemmer. Vi har deltaget i projekter finansieret af Danske Handicaporganisationer, Dansk Ungdoms Fællesråd og senest Danida.
I 2010 har vi sammen med Dansk Blindesamfund, Danske Døves Landsforbund og Danske Handicaporganisationer, startet et fællesprojekt der har til formål at øge hele den ghanesiske handicapbevægelses kapacitet til at lave rettighedsarbejde. Som en del af projektet er der en hel del fælles elementer, for eksempel træning, strategiudvikling og fælles kampagner.
De enkelte organisationer har også egne komponenter, her arbejder GSPD specielt på at udvikle en model om låne- sparegrupper. Ideen er, at mennesker med fysisk handicap lægger penge i en fælles pulje hvorfra der efterfølgende kan gives mindre lån til gruppens medlemmer, som hjælp til at starte små indkomstskabende aktiviteter. Læs mere om småkreditprogrammer her og på www.vsla.net.
Vi samarbejder også med Dansk Handicap Idræts Forbund og GSPDs Sports Wing, om at bruge handicapidræt som redskab i organisationsopbygning.
Ønsker du at vide mere om DHFs arbejde i Ghana, kan du kontakte Michael Larsen på e-mail adressen michael@dhf-net.dk
Se GSPDs hjemmeside her.




