Indholdsfortegnelse
1. Skuespilhuset
2. TØF konference om specialkørsel
3. Møde for bedre lovgivning - kørselsordningen
4. Nationalparker
5. EUs definition på diskrimination
6. Tilgængelighedskursus
7. Københavns Befæstning
8. IC4 og dobbeltdækkertog
9. UITP arbejdsgruppe
10. Trængselsafgifter i København
11. Møde med SBI
12. Pladsen foran Kollektivhuset skal renoveres
13. TØF og KLP
14. Høringssvar vedr. stemmeafgivning
15. Snubletrin i Illum
16. Test af rejsekortet
17. Træning i standardisering
1)Skuespilhuset
Kulturminister Brian Mikkelsen nåede aldrig at svare på vores henvendelse om at tage i Skuespilhuset med os. Vi genfremsendte derfor invitationen til den nye kulturminister Carina Christensen, som heller ikke har tid. Bente Rødsgaard har nu bedt om aktindsigt hos Kulturministeriet, da det er en kilde til stor undren for forbundet, at man endte med kun to faste kørestolspladser i den store sal, som har 650 pladser. Standarderne anbefaler mindst 1 procent kørestolspladser af det samlede antal pladser.
2)TØF konference om specialkørsel
Trafikøkonomisk forening (TØF) afholder konference den 25. november i Odense med temaet: "Kvalitet i handicap- og specialkørsel". På baggrund af DHFs miniundersøgelse om brugernes erfaringer, er det oplagt, at nogen fra BTPU deltager. TØF har sagt ja til, at Claus Bjarne Christensen og Bente Rødsgaard holder oplæg. Læs mere om konferencen på www.toef.dk/index.php?pagei...d=100
3)Møde for bedre lovgivning - kørselsordningen
DHF har anmodet DH om at få et møde med de andre handicaporganisationer for at drøfte handicapkørselsordningen og høre de andre organisationers ønsker til forbedringer. Målet med mødet er at få forslag, som DH kan bruge til at forhandle en bedre central lovgivning på området, når det fx gælder prisen, hvem skal med i ordningen osv.
4) Nationalparker
Det er BTPUs holdning, at naturen skal have fred, og at menneskeskabte naturanlæg ved nyopførelse og ombygning skal være tilgængelige for alle, herunder naturelskere med handicap. Fem nationalparker er på vej i Danmark: Nationalpark Thy, Mols Bjerge, Skjern Å, Vadehavet og Kongernes Nordsjælland. I ingen af forslagene står der noget om handicaptilgængeligheden, og det gør der heller ikke i miljøministeriets bekendtgørelse om nationalparkerne. BTPU ved, at udover danske turister med handicap, så har turister med handicap fra eksempelvis USA, Sverige, Tyskland og Holland store forventninger til at få naturoplevelser, fordi det kan de hjemmefra på grund af en velfungerende handicappolitik på naturområdet. BTPU vil henvende sig til miljøministeren, og få oplyst hvilke rettigheder vi har med udgangspunkt i FNs Handicapkonvention til de kommende nationalparker og naturprojekter generelt.
5)EUs definition på diskrimination
På Europa-kommissionens website: www.stop-discrimination.inf....html kan man læse om bekæmpelse af diskrimination og hvordan man definerer diskrimination. Fx at "der er tale om direkte diskrimination, hvis en person behandles mindre favorabelt end en anden i en tilsvarende situation på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuelle orientering".
Og om indirekte diskrimination: "I praksis er der ofte tale om mindre åbenlyse former for diskrimination. Derfor dækker de nye regler også indirekte diskrimination. Der er tale om indirekte diskrimination, hvis en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, som tilsyneladende er neutral, stiller nogle ringere på grund af deres race eller etniske oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuelle orientering, medmindre den pågældende praksis kan begrundes objektivt med et legitimt formål."
6)Tilgængelighedskursus
Det første af tre moduler af tilgængelighedskurset løb af stabelen den 14.-16. november 2008. Formålet er at uddanne tilgængelighedsrådgivere, så de kan gå i dialog med byggesagsbehandlere, m.fl. Andet modul holdes den 17.-19. april 2009 og det sidste modul 2.-4. oktober 2009. Deltagernes forudsætninger er interesse for området. Målgruppen er DHFs tillidsfolk og medlemmer. Pris: kr. 1.500 pr. modul. Kurserne afholdes på Sct. Knudsborg.
7)Københavns Befæstning
Afledt af vores henvendelser til Skov- og Naturstyrelsen (SNS) har projektleder Karsten Gasseholm fra København Befæstning henvendt sig med henblik på et evt. samarbejde. I løbet af de kommende 3-4 år skal Københavns Befæstning gøres tilgængelig for et stort publikum i samarbejde mellem Realdania, SNS og Kulturarvsstyrelsen. Se www.befaestningen.dk
BTPU har holdt møde med Karsten Gasseholm og flere fra projektet. Vi har også deltaget i en bustur med involverede i projektet for at få en ide om, hvad man evt. kan gøre for at gøre nogle af stederne, og de kommende aktiviteter tilgængelige. BTPU arbejder videre med sagen, og vil foreslå at der laves en professionel rapport med forslag til, hvordan stederne kan gøres tilgængelige, selvom de er fredede.
8)IC4 og dobbeltdækkertog
I 2000 afgav DSB ordre på 83 IC4-tog til 5 mia. kr. til det italienske togfabrik Ansaldobreda. Aftalen var, at samtlige tog skulle være i drift inden udgangen af 2004. I 2008 er ét tog sat i drift og 14 tog skal være i drift inden maj 2009, ellers opsiges kontrakten. DSB har fået besked på at have et alternativ klar. En mulighed er, at indsætte dobbeltdækkertog, som allerede kører nu på enkelte strækninger. I BTPUs arkiv har vi fundet et notat fra Arly Dalgaard, som besigtigede et dobbeltdækkertog den 13. november 2002. Her i 2008 har Søren Ginnerup fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) gjort det samme. BTPU har sammenskrevet deres iagttagelser om tilgængeligheden:
Indstigningsforhold
Udvendig på toget: Tilkaldeknap ca. 33 cm fra perronkant i en højde af ca. 80 cm. Automatisk udskydelig rampe ved indgangsdøren og kun i førervognen. Rampen betjenes af personale. Det tager ca. 3 min ekstra at betjene pr stop. Rampen har en bredde på 97 cm og længde af 103 cm. På en perron af neutral højde som i Roskilde gav det anledning til en stigning på ca. 1:10.
Handicaptoilet
Dørbredde mere end 0,8 m effektivt. Automatisk åbne/luk og knapbetjent låsesystem. Rumstørrelse: min. 1,46 x 2,6 m. Manøvreareal min. 1,4 m Ø. Plads foran wc ca. 1,74 m, på tværs godt 1,45 m. Manglende hjørneløsning, håndvask placeret i modsatte ende af rummet. Højde af vask 0,79 m, dybde ca. 0,47, frihøjde 0,68 eller mere. Armstøtter højde 73 cm. Højde WC: 47 cm. Udskylsknap betragtet som anvendelig for de fleste. Stor knap til skråt til højre foran wc. Adskillige gribestænger lodret og vandret.
Færden i toget
Der er kun mulighed for at bevæge sig i indgangsvestibulen, og der med stigninger i forbindelse med adgangsarealet ca. 1:10. Vestibulen er arealet til personer med cykler og kørestole og indeholder kun klapsæder. Næsten på størrelse flex-areal i IC4, ser det ud til. Langs ydervæggene er der klapsæder. Nogle steder er der lodrette gribestænger. Herudover ingen fastgøringsmuligheder for kørestole.
9)UITP arbejdsgruppe
For European Disability Forum (EDF) har Lena Nielsen deltaget i en arbejdsgruppe under UITP med opgaven at skrive en guideline med tilgængelighedsløsninger for kørestolsbrugeres adgang fra perron til tog. UITP er en international organisation for kollektiv transport - tog, metro, busser, mv. Se www.uitp.org/
Rapporten er næsten afsluttet. Der har været mange og fine diskussioner, hvor forskellige kulturer og holdninger har været i spil. Lenas opgave har været at fremme de løsninger, der kan give os mulighed for spontankørsel og varetage vores behov for størst mulig selvhjulpethed - "Independent Living", som i nogen grad er lykkedes.
Tilbage står især kampen for at få ændret de historisk overleverede oldtyske stejle rampehældninger med hældninger på op til 20% (1:5), som hverken er kompatible med FNs Handicapkonvention eller det danske arbejdstilsyns krav til max. skub og trækkraft for det togpersonale, der skal skubbe kørestolsbrugere op af en ekstrem stejl rampe eller holde kørestolen igen ned ad en ekstrem stejl rampe. Der har også været massive diskussioner i forhold til at medtage elkørestols- og mini-cross-brugere med dertil anbefalet størrelse og løftekapacitet på toglifte - en kamp som i denne guideline er vundet, men som fortsat skal kæmpes i de netop vedtagne EU-standarder for tog, den såkaldte TSI PRM.
10)Trængselsafgifter i København
Københavns Kommune og omegnskommunerne overvejer at indføre trængselsafgifter - en slags bompenge for at køre ind i København på bestemte tidspunkter. Undtaget er rutebusser, udrykningskøretøjer og handicapkøretøjer. Sven Astrup Knudsen mailer til projektlederen for at få præciseret, at det også gælder individuelle handicapbiler. Se www.traengsel.dk
11)Møde med SBI
Jens Petersen er DHs repræsentant i Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) følgegruppe. Han har talt med konstitueret direktør Thorkild Ærø, som sammen med andre SBI-folk gerne vil deltage i et møde med BTPU om, hvordan vi kan bruge hinanden, mv. BTPU sender forslag til dagsorden.
12)Pladsen foran Kollektivhuset skal renoveres
Pladsen foran Kollektivhuset på Hans Knudsens Plads i København skal totalrenoveres, og vi er blevet bedt om en udtalelse fra Boligkontoret Danmark. BTPU kan ikke anbefale projektforslaget i sin nuværende udgave på grund af basale mangler på tilgængelighed. BTPU anbefaler, at der tilknyttes en tilgængelighedskonsulent. Det vil bygherren dog ikke gå med til. BTPU anbefaler derfor, at projektet ikke inddrager forbundets matrikel.
13)TØF og KLP
Efter en lidt kedelig oplevelse med Transport Økonomisk Forening (TØF), som i april til en konference havde valgt et auditorium, der var uegnet til kørestolsbrugere, selvom de øvrige forhold på stedet var ok. På den baggrund har vi bedt TØF om, at det ikke gentager sig samt oplyst KLP ejendomme som ejer auditoriet, at der er kommet et nyt bygningsreglement med nye lovkrav - også til auditorier. KLP bygger for tiden en del bl.a. i Ørestaden.
14)Høringssvar vedr. hjælp til stemmeafgivning
Vi har til Danske Handicaporganisationer (DH) afgivet høringssvar til udkast til ændring lov, hvoraf bl.a. fremgår hjælp til stemmeafgivning ved valg. Hovedændringen er, at det fremover bliver muligt for mennesker med fysisk eller mentalt handicap at tage sin egen hjælper med ind i stemmeboksen. En rettighed, som hidtil kun personer med synshandicap har haft. Men forslaget indebærer, at vi herudover også skal have en valgtilforordnet med ind i boksen for at sikre os imod manipulation. I høringssvaret roser vi muligheden for at kunne medtage en personlig hjælper, men vi kan ikke acceptere, at en valgtilforordnet også skal overvære vores stemmeafgivelse, fordi vi har en hjælper med - underforstået at vi kan manipuleres, hvilket er nedværdigende. Lovgivninger skal ikke slå alle over én kam -mennesker med fysisk handicap, mentalt handicap, osv.
15)Snubletrin i Illum
Vi har fået en henvendelse fra en person, som var faldet og kommet til skade på grund af en snublekant, der omgiver Hugo Boss butikken i Illum. BTPU har derfor skrevet til Illum og anbefalet at få en politik, der sikrer niveaufri adgangsforhold, fordi disse kanter fremstår som mini-trin rundt om butikkerne, og da de - udover at være snuble-kanter - også er svært tilgængelige for kørestolsbrugere og rollatorbrugere, m.fl. - Omkring Hugo Boss fremstår gulve og kanter gråt i gråt uden markering af kanten med kontrastfarve, som kunne afhjælpe snublerisikoen for alle kunder, herunder kunder med synshandicap. Illum har svaret, at man er klar over problemet og har vedtageten fremadrettet handicappolitik, der kræver niveaufrihed ved etablering af nye eller ved ændrede butikker i Illum. Man vil ikke ændre de eksisterende forhold.
16)Test af rejsekortet
Den 14.august deltog Sven A. Knudsen, René Stampe, Hans Jørgen Møller og Lena Nielsen i en test af en rejsekortstander med betjenings-display på Københavns Hovedbanegård. Gennem Danske Handicaporganisationer (DH) var vi indbudt hertil af "DSBs Usabilityspecialist". Da standerens betjeningspunkter er for høj til at efterleve standarden, forsøger man at kompensere ved at indsætte et betjeningspanel i bunden af skærmen til specifik brug for kørestolsbrugere. En sær særløsning, som oven i købet var indviklet og ulogisk at bruge. Vi fortalte om Bygningsreglementets krav til brugerbetjente anlæg og udleverede papirudgave af SBIs tjekliste for tilgængelig indretning af brugerbetjente anlæg www.sbi.dk/tilgaengelighed/...anleg samt Erhvervs- og Byggestyrelsens publikation med anbefalinger revideret dec. 2007.
17) Træning i standardisering
Lena har for Danske Handicaporganisationer (DH) og European Disability Forum (EDF) deltaget i et træningskursus i Bonn. Træningen gik ud på at få informationer om standardisering i Europa og hvordan vi som brugere kan få indflydelse på standarderne. Efter træningen er deltagerne koblet på USEM-netværket så de kan udveksle viden og erfaring med hinanden. Kurset er arrangeret af USEM - www.usem-net.eu/ (User Empowerment in Standardisation) som er et Europæisk projekt med det formål at få bl.a. mennesker med handicap og deres organisationer med i den Europæiske standardiseringsproces.





