Indholdsfortegnelse
1) Bygningsreglement BR 08
2) Urimelig service i den kollektive trafik
3) Uvillige lokoførere
4) Carlsberggrunden
5) Skuespilhuset
6) Flere argumenter mod skydedøre
7) BTPUs spørgeundersøgelse
8) Mærkeordningen
9) Rampehældninger tog
10) Luftfart og rettigheder
11) Gadetoiletter i Vordingborg
12) Cityringen,
13) Farum Park
14) Københavns Kommune
1) Bygningsreglement 08
BTPU har stillet spørgsmål vedr. det nye bygningsreglement til økonomi - og erhvervsminister Bendt Bendtsen, som i sit svar oplyser, at ansvaret for koordinering af handicapområdet nu hører under velfærdsminister Karen Jespersen. BTPU har herefter skrevet til hende om problemerne i BR08 og spurgt om, hvordan BR 08 harmonerer med FNs konvention om menneskerettigheder for mennesker med handicap.
2) Urimelig service i den kollektive trafik
BTPU er blevet kontaktet af Ældresagen og fået oplyst, at der er problemer med buschaufførernes service til ældre - og personer med handicap. Flere gange om ugen modtager Ældresagen klager over, at chaufførerne ikke giver ældre en hjælpende hånd med at komme om bord i bussen. Ældre med fx rollator oplever gang på gang, at busserne kører forbi dem eller smækker dørene i, inden de kommer med. Ekstrabladet har også skrevet om det ekstrabladet.dk/nationen/ar...9.ece
På baggrund af debatten har trafikministeren sagt, at det måske var bedre, at ældre blev kørt fra dør til dør. BTPU mener, at der både skal tilbydes særkørsel og almindelig kollektiv trafik", som er tilgængelig for personer med handicap. BTPU arbejder videre med begge trafikformer og ud fra en rettighedsbaseret tilgang. Måske var det en ide at opfordre Trafikministeriet til at lave et OBS indslag om at vise hensyn og hjælpe hinanden?
3) Uvillige lokoførere
Den 14. februar blev der på TV2 Lorry vist et indslag med en kørestolsbruger, som havde oplevet, at en S-togs lokofører ikke ville lægge rampen ud på Ølstykke Station - se indslaget på: www.tv2lorry.dk/moduler/nyh...09440
I indslaget fortæller landsformand Susanne Olsen, at Dansk Handicap Forbund ofte hører om, at kørestolsbrugere bliver bevidst overset, når de holder på perronen for at komme med S-toget. Formanden for DSBs Handicappanel har lovet at undersøge sagen og at indskærpe spillereglerne om hjælp og service til kørestolsbrugere.
Lena Nielsen fra BTPU sætter også punktet på dagsordenen til næste møde i DSBs handicappanel samt et forslag om at DSB skriftligt orienterer lokoførernes om deres forpligtelser overfor fx kørestolsbrugere.
Rampeproblemer og forsikring
På en del S-togsstationer er forskellen mellem perronhøjde og toggulv så stor, at rampen bliver for stejl til at kørestolsbrugere kan forcere den ved egen hjælp. Jens Petersen fra BTPU underviser lokoførere, og de har fortalt ham, at det er af forsikringsmæssige grunde, at de ikke skubber folk op og ned ad rampen, fordi DSBs forsikring ikke dækker. Hvis der sker noget, vil sagen køre over deres egen personlige forsikring. Lena Nielsen vil også drøfte dette aspekt i DSBs handicappanel.
4) Carlsberggrunden
BTPU har holdt møde med arkitekterne fra Entasis og givet inputs til byggeriet på "Carlsberggrunden". BTPU anbefalede tilknytning af en konsulent til varetagelse af tilgængelighed for alle handicapgrupper, og påpegede fx at lifte og lignende løsninger er ulovlige. BTPU vil kontakte Entasis igen for at høre, om de har besluttet sig for at tilknytte en tilgængelighedskonsulent.
5) Skuespilhuset
Den 12. februar var repræsentanter fra BTPU, arkitekt Erik Bahn og teknisk direktør Nikolaj Jensen på et reportagebesøg med Handicap-nyt for at vurdere bygningens tilgængelighed. BTPU har ikke været inddraget i arbejdet og er ikke begejstrede. Der er mange gode tiltag, men også en del mindre gode som gør, at Skuespilhuset må indstille sig på klager fx på grund af pladsforholdene i den store sal. Du kan læse reportagen i Handicap-nyt, som udkommer 12. april. Eller her viewer.zmags.com/showmag.ph...age6/
6) Flere argumenter mod skydedøre
BTPU har et argumentregister på forbundets hjemmeside, der er nu blevet tilført en advarsel mod el-skydedøre til toiletter. Du kan læse alle argumenterne på dhf-net.dk/byggeri/argument
7) Handicapkørsel og BTPUs spørgeundersøgelse
BTPU har besluttet at rette officiel henvendelse til Danske Handicaporganisationer (DH) for at få DH til at indkalde flere organisationer for at drøfte handicapkørslen. Formålet er at få loven ændret. I "Handicap Nyt" som udkommer den 12. april bliver der fulgt op på undersøgelsen med artikler fra fx Center for Ligebehandling af handicappede, Kommunernes Landsforening samt flere brugerhistorier.
Tv Lorry har haft et indslag om en kvinde, som kom for sent til to bisættelser. BTPUs undersøgelse nævnes også i indslaget. Det blev vist den 26. februar kl. 19.30 og hed "Sjoflet af busselskab" Se evt. indslaget på www.tv2lorry.dk/moduler/nyh...11352
Du kan også skrive "Sjoflet af handicap-chauffør" - i www.google.dk så er der links til Ekstrabladet og en del kommentarer.
Movia i høringsrunde
Trafikselskabet Movia er for tiden i gang med en høringsrunde om en ny kørselsordning i Danske Handicaporganisationer (DH), og BTPU er i færd med at udarbejde indsigelser og kommentarer, som vi vender tilbage til i næste nyhedsbrev.
8) Mærkeordningen
Foreningen "Tilgængelighed for Alle" (FTA) sendte ved juletid kravgrundlaget for "Mærkeordningens" registreringer i høring hos handicaporganisationerne. BTPU skrev høringssvaret. Du kan læse det på www.dhf-net.dk/pdf/hoerings...a.pdf Den 14. februar fik landsformand Susanne Olsen et brev fra Danske Handicaporganisationer (DH), om at man kan nikke genkendende til problemerne, og at der har været for lidt fokus på brugernes behov. DH vil nu via FTAs bestyrelse gå ind og præge udviklingen mere end hidtil for at gøre hjemmesiden mere overskuelig og relevant for brugerne. Læs evt. mere om mærkeordningen på www.godadgang.dk
9) Rampehældninger til tog
Lena Nielsen fra BTPU er med i DSBs Handicappanel og i togarbejdsgrupper i EU-regi. Hun ønskede på sidste BTPU møde at diskutere og afprøve acceptable standarder for rampehældninger til tog. BTPU afprøvede hældningskravene angivet i det nye EU-direktiv TSI PRM for tilgængelighed til nye tog, som er:
TSI PRM krav
Rampelængde op til 60 cm - hældning på 1:5,6 (18%)
Rampelængde mellem 60 cm og 1 m - hældning på 1:6,7 (15%)
Rampelængde på mere end 1 m - hældning på 1:12,5 (8%)
Efter forsøget kom BTPU frem til nedenstående:
· BTPUs forslag
Rampelængde op til 60 cm - hældning på 1:10 (10%)
Rampelængde fra 60 cm og derover - hældning på 1:12,5 (8%)
Lena formidler BTPUs forslag videre til DSB og til EU udvalg.
10) Luftfart og rettigheder
Den 25. januar deltog Lena Nielsen fra BTPU i en konference i Bruxelles om den nye forordning EC 1107/2006, der skal sikre flypassagerer med handicap nogle konkrete rettigheder.
Peter Faross fra Europa-kommissionen indledte konferencen:
"Welcome to the nerve of the Commission, the Berlaymont Building.
Ladies and gentlemen - Beware! The topic of today is NOT a question of privileges but of RIGHTS - "
Forordningen bygger på principper som tilgængelighed, ikke-diskrimination, tilpasning af service og information samt kompensation for handicaprelaterede udgifter. Målet med konferencen var, at "sikre at forordningen bliver en succes", når alle kravene træder i kraft den 26. juli 2008. Deltagere var bl.a. repræsentanter for den europæiske handicapbevægelse (EDF), lufthavne, luftfartselskaber og forvaltningsorganer i de 27 medlemslande.
Lufthavnenes ansvar
Lufthavnene får ansvar for al service til mennesker med handicap uden for flyet jf. forordningens bilag 1. I samarbejde med handicaporganisationerne skal de fastlægge kvalitetsstandarder for assistance og service. Lufthavnene skal også udpege pick up points ved ankomst og afgangssteder.
Luftfartselskabernes ansvar
Luftfartselskaberne får ansvar for assistance i flyet jf. forordningens bilag 2 og skal udarbejde kvalitetsstandarder for service. I samarbejde med rejseselskaberne skal de sørge for procedurer, der garanterer en effektiv formidling af informationer om den enkeltes behov til alle led i en flyrejse; etablere behørig booking software, mv.
Kvalitetsstandarder
Lena rejste spørgsmålet, om forordningen kan tolkes sådan, at lufthavnene har ansvar og pligt til at optage procedurer og kvalitetsstandarder for håndtering af hjælpemidler - herunder elektriske kørestole - i lufthavnene. Kommissæren svarede, at det skal med i kvalitetsstandarderne, og at man arbejder på, at hjælpemidler kategoriseres og erstattes som almindelig bagage.
Ikke-diskrimination
Herudover blev bl.a. rejst behovet for ikke-diskriminerende booking procedurer. Ønskerne er:
· Muligheder for at bestille billige billetter på Internettet lige som andre.
· At lufthavne og luftfartselskaber tager med i kvalitetsstandarderne anskaffelse og vedligeholdelse af ordentligt materiel til opbæring i fly og til håndtering og beskyttelse af hjælpemidler.
· At der etableres en arbejdsgruppe med repræsentanter fra lufthavne, luftfartselskaber, rejsebureauer og handicaporganisationer til udvikling af et fælles effektivt data-transmissions-system.
· At der skal etableres et effektivt monitoreringssystem, og at der skal oprettes arbejdsgrupper med bl.a. reprænsentanter for handicaporganisationerne ved alle berørte lufthavne, som skal monitorere og fortsætte som vejledningsorgan og klageindsamler også efter forordningens ikrafttræden, osv.
USA vil nok protestere
Et luftfartselskab forudser allerede nu store problemer med folk fra USA, da amerikanske passagerer med handicap ikke vil forhåndsmelde en flyrejse 48 timer før, fordi det i USA opfattes som diskrimination!
Forordningen i dansk oversættelse
Kommissionen vil udarbejde en tjekliste for lufthavnenes opgaver og holde et træningsseminar. Lige før forordningen træder i kraft vil man køre en informationskampagne med en folder og en video til at vise i lufthavnene. En dansk oversættelse af forordningen kan ses på: eurlex.europa.eu/LexUriServ...9.pdf
11) Gadetoiletter i Vordingborg
Anders J. Andersen fra DHF Vordingborg har spurgt, om BTPU har forslag til tilgængelige toiletbygninger, da Vordingborg skal have nye offentlige betalingstoiletter. Kommunen foreslår toiletbygninger af mærket "Zenzo" eller "Danfo". Lena har anbefalet kontakt til Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) v/ Søren Ginnerup.
Sven Astrup Knudsen oplyste, at "Danfo" indretter toiletterne, som man ønsker dem indrettet. Læs mere om Danfo på www.danfo.com/
12) Cityringen
Dansk Ingeniørservice v/ Henrik Priess har været med til at designe Metroen og har nu fået til opgave at forberede kravspecifikationer til Cityringen, som er 4. etape af Metroen. BTPU har anbefalet ham at samarbejde med repræsentanter for handicaporganisationerne. Cityringen er klar i 2018 og skal gå i en tunnel under City, brokvartererne og Frederiksberg. Cityringen får 17 underjordiske stationer af samme type, som kendes fra for eksempel Kongens Nytorv. I kombination med S-togslinierne og Metroens etape 1-3 kommer der med Cityringen et banenet i centrum af hovedstaden, som betyder at cirka 85 procent af alle boliger, arbejds- og studiepladser i de tætteste bydele i København og på Frederiksberg vil ligge indenfor 600 meters afstand til af en Metro eller S-togsstation.
13) Farum Park
Farum Park ønsker bedre forhold for sine tilskuere med handicap. BTPU har anbefalet, at en professionel tilgængelighedskonsulent bliver knyttet til projektet.
14) Københavns Kommune
Bænkene på Borups Plads
Københavns Kommune følger ikke deres egen bænkepolitik. Den har mange regler og ideer, men i praksis bruger kommunen dem ikke. Sven Astrup arbejder videre med sagen.
Liftene på Rentemestervej
Vedr. liftene på Rentemestervej omtalt i Handicap-nyt nr. 6. 2007, så har BTPU klaget til Statsforvaltningen Hovedstaden over dem.
Restauranter i forhenværende butikker
DH Københavns afdeling har klaget til kommunen over indretning af to restauranter i henholdsvis en tidligere el-butik og en tidligere VVS-butik, fordi tilgængelighedskravene ikke er efterlevet, selvom der er sket en anvendelsesændring. Af svaret fremgår, at kommunen ikke kan se, at der er sket en anvendelsesændring. DH Kbh. klager over svaret til kommunen, som så er forpligtet til at genvurdere, og herefter - hvis de fastholder deres afgørelse - videresende klagen til Statsforvaltningen Hovedstaden.
Gadetoiletter i København
Der er opført elendigt indrettede gadetoiletter i København. Handicaprådet har nu spurgt Bygge- og Teknikudvalget om de næste 15 gadetoiletter skal efterleve kravene i det nye BR08.




